Prøv avisen
Bog

Ingemanns gyserhistorier viser hans store indsigt i menneskelige tilstande

4 stjerner
Bernhard Severin Ingemann levede i årene 1789-1862 og skrev salmer som ”I østen stiger solen op” og historiske romaner om middelalderkonger. Men gyserhistorier var også noget, han excellerede i. Foto: John E/Ritzau Scanpix

Der er både magnetisme og ligkogeri i salmedigteren B.S. Ingemanns gyserhistorier, der nu er udkommet i ét bind

Vi har sunget hans morgen- og aftensalmer så tit, for eksempel ”Lysets engel går med glans” eller ”I østen stiger solen op”. Og vi ved, at han skrev historiske romaner om middelalderkonger og helte (eksempelvis ”Valdemar Sejr” (1826)). Men ved vi også, at han skrev gyserhistorier gennem hele sit forfatterliv, denne Bernhard Severin Ingemann (1789-1862)?

Måske husker vi, at han blev lektor i dansk litteratur på det genopbyggede Sorø Akademi i 1822 og derpå boede i Sorø til sin død 40 år senere. En stille digterskæbne, uden en stor kærlighedshistorie og uden stor tiltro til kropslig kærlighed, men til gengæld virkelig troende på den åndelige kærlighed, og også med en faktisk og konkret tro på Gud i sin himmel, men tillige nærværende i ”hvert solglimt” på jorden. En troende romantiker tilsyneladende uden tvivlende ironi.

Men måske er disse gyserhistorier Ingemanns særlige form for ironi? I hvert fald fortæller de om tilstande og tilbøjeligheder hos mennesket, der nok ikke ville blive accepteret i Himmerige? Om spøgeri, magnetisme og ligkogeri!

To små forlag, Sidste Århundrede og Echo, har nu samlet disse historier i et bind og givet det en titel fra en linje i en af historierne, ”Åndeverdenens dårekiste”, som måske er en smule for ironisk, for der tros faktisk på de tilstande, der fortælles om. Der eksisterer allerede en udgivelse i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs klassikerserie fra 1989 med mange af de samme historier: ”Fjorten Eventyr og Fortællinger”, så vi burde kende til Ingemanns gyserside. Han var samtidig med Edgar Allan Poe, og skønt ikke så fængslende er han dog et bekendtskab værd i gysergenren.

Gyseren er noget af det virkeligste, litteratur kan blive. Teksten virker direkte på læseren med sit gys, der jo bliver til i læseren som en virkelig rystende kropslig bevægelse. I den inkarnerer det åndeligt læste sig som en kropslig fornemmelse: gyset! Så i stedet for at tænke på Ingemann som en lidt luftig ånd, skal man se ham som en, der opsøger den menneskelige virkelighed på steder, hvor samfundet ikke ønsker at se den. Hans værker blev da også ofte anmeldt dårligt for deres hang til det overnaturlige og overtroen, men især hans historiske romaner var enormt populære i samtiden og solgte godt.

I dag er det ikke særligt gysende, hvad Ingemann fortæller, men det giver et interessant indblik i, hvad hans tid fandt frygteligt og afskrækkende. For nu ikke at nævne ”Sphinxen”, i E.T.A. Hoffmanns manér, der trods alt er den mest kendte af Ingemanns fantastiske eller gys-fortællinger, så lad os tage en anden fra den nye samling: ”Selv-citationen” (1847).

Fænomenet beskrives som at råbe sit navn tre gange på et ”ensomt og højtideligt sted” og ind imellem de første råb så råbe: ”Hvem kalder på mig?”. Foran sig skulle den råbende så se et klart billede af sit eget væsen. En sådan vision skulle i grelle tilfælde kunne føre til selvmord. En student afprøver sagen på Assistens Kirkegård og hører efter sit andet navneråb en advarende stemme i mørket, så han stopper forsøget:

”Tanken om det tredelte jeg, som advarslen havde fremkaldt, forfulgte ham, og det syntes ham, der lå mere deri, end den advarende ven måske selv havde tænkt på. At der var en trehed i alt liv, såvel i verden som i guddommen, var en tanke, han ofte havde grundet på – og at der foruden hans jordiske og timelige væsen både var en guddommelig og dæmonisk natur i ethvert menneske.”

Det er så denne guddommelige instans i ham selv, der advarer ham og konkret skræmmer ham tilbage fra den ”fordærvelse”, det er at forsøge at kalde sin sjæls billede frem for sig selv.

I gyserhistoriens form får Ingemann altså fortalt om menneskets sære indre tilbøjeligheder, om deres faktiske længsler, om deres overtro. Alt det stof, som Freud senere skulle sammenfatte i sin forestilling om menneskets tredelte psyke. Vi er hos Ingemann virkelig ved 1800-tallets kilder til viden om menneskets psykologi.

Så når jeg næste gang synger ”Nu titte til hinanden de fagre blomster små” vil jeg tænke på, at dette ikke er en tænkt metafor, et billede, men Ingemanns konkrete tro på, at den faktiske, virkelige Gud er dér blandt blomsterne, ligesom menneskenes indre underligheder er i dem som et pant på en anderledes usynlig verden.

At menneskene i deres indre peger på en ikke-rationalistisk verden og altså sætter sig op mod den ydre positivisme, som også var en del af Ingemanns samtid. Gud er til, det véd Ingemann ud fra, hvad der selv foregår i hans faktiske sind og krop, i hans tre lags-sjæl. Og derfor er paradiset det også. Selv ånden er konkret til stede i mennesket.

B.S. Ingemann: Åndeverdenens dårekiste. Et udvalg ved Anders Jørgen Mogensen. Efterord af Felix Rothstein. 278 sider. 200 kroner. Forlaget Echo og Forlaget Sidste Århundrede.