Julian Schnabel er denne morgen til pressemødet på ARoS netop landet i Danmark. Den amerikanske stjernekunstner kommer direkte fra åbningen af sin udstilling ”Orsay through the Eyes of Julian Schnabel” på Musée d’Orsay i Paris og møder os hvidklædt og som første led i et følge af medhjælpere på 12 personer. Plus to hunde uden snor.
Han sjosker ind i sine ubundne Vans-sneakers og vil lige vise sin nye udstilling her i Danmark til sit entourage, før han har tid til den fremmødte presse. Han har, i samarbejde med sin svenske kæreste, designer Louise Kugelberg, stort set kurateret udstillingen med titlen ”Aktion Paintings 1985-2017” selv. Og det er i virkeligheden ARoS-udstillingens største fejl.
Som billedkunstner er Schnabel (født 1951) repræsenteret i de mest betydningsfulde museumssamlinger verden over, mens han sideløbende har et virke som prisbelønnet og Oscar-nomineret filminstruktør.
Han tildeles ofte æren for maleriets tilbagekomst og genvundne popularitet i 1980’erne, efter kunsten i en periode havde været præget af stram minimalisme og konceptkunst. Schnabel vandt berømmelse for at genintroducere det subjektive og eksperimenterende maleri gennem sine skulpturelle plate paintings: malerier på ituslåede tallerkener. Julian Schnabel er neo-ekspressionist med rødder i de europæiske maleres vilde og udtryksfulde kunst fra starten af 1900-tallet og den senere amerikanske abstrakte ekspressionisme. Især Jackson Pollocks action paintings har inspireret Schnabels teknik med at kaste vædede stofstykker mod lærredet.
Udstillingen på ARoS kan ses i lyset af museetss samling af værker fra 1980’er-kunstnergruppen De Unge Vilde, som er Schnabels danske pendant, samt museets vision om at vise amerikansk kunst.
Udstillingstitlen betoner ”aktion”. Med tryk på k, som hilsen til den europæiske malertradition og førnævnte Pollock. Men det er de monumentale malerier på væggene uden for selve udstillingen på ARoS’ næstnederste niveau, der bedst lever op til den aktion, udstillingen lover. Værkerne er udstillingens største, skabt ved at kaste våde stofstykker mod lærredet, og deres tema er inspireret af tyrefægtning. Man fornemmer vildskaben, døden, dramaet, det røde blod. Resten af værkerne er ikke på nogen måde bloddryppende.
Man ser særligt tydeligt Schnabels version af action paintings i serierne ”Last Attempt at Attracting Butterflies” og ”Hat Full of Rain” samt spraydåse-malerier som især værket ”Tour de Hell 1” fra 2015. Her er fodspor og store svungne sorte streger, som strækker sig som nodelinjer over de hvide og pink lærreder og fortsætter i det næste maleri med en ny puls, der binder værkerne sammen af en næsten musikalsk fornemmelse for rytme og rumlig dialog. Men på en stille, harmonisk facon i de højloftede hvidmalede rum.
I en værkserie af sammensyede stofmalerier ses en næsten ophøjet ro og værker, som ikke kan kategoriseres som action paintings, men som stik imod forventningen forekommer minimalistiske. ”Untitled” hedder værket fra 2016, som består af tre ufarvede stofpaneler stykket sammen som i kirkealterets triptykon. Det er lidt skævt, for det har tidligere været spændt ud mellem nogle palmer, fortæller Schnabel under omvisningen for pressen og anmelderne, og han fandt det sjovt at lade blindrammen følge lærredet. Han har tilføjet et hvidt felt i højre hjørne: ”Måske er det ikke meget at bidrage med til menneskeheden, men jeg fandt det overbevisende at gøre det,” siger han med en ikke overbevisende ydmyghed.
Udstillingens mest ekspressive og poetiske værker er Schnabels maleriske bearbejdelse af sit nyeste filmprojekt, ”At Eternity’s Gate”, om de vanskelige sene år i maleren Vincent van Goghs liv. Schnabel har besøgt malerens grav i Auvers-sur-Oise, og i serien ”Rose Paintings (Near van Goghs Grave)” fra 2015 ser vi hans famøse plate paintings med ituslåede tallerkener påmalet rosenbuske. Det er bestemt ikke kønt, men man kan mærke det.
Tæt på ses et splintret flimmer af knust porcelæn bemalet med grove penselstrøg i rødt, sort, grønt, hvidt, på afstand billedet af en rosenbusk, som nærmest vokser ud af væggen som en tung klump af roser og muld, et sorgfuldt vanitas-billede.
Snarere end action paintings virker Schnabels interesse for tryk og fundne materialer som det gennemgående i udstillingen. Der er kunstnerens egne kropslige aftryk (fodspor, fingeraftryk), genstandes aftryk (våde stofstykker eller bolde kastet mod lærredet), fotografiske aftryk (røntgenbilleder) eller naturens aftryk (afblegede presenninger fra en slagterbutik eller frugtboder i Mexicos jungle).
Udvælgelsen af kulturhistorisk materiale synes at være sket ud fra kriteriet ”slidt og brugt”. I modsætning til avantgarde-traditionens konceptuelle readymade -kunstnere, der brugte de fundne objekters genkendelige koder som vigtige elementer i forståelsen af værket, er Schnabels anvendelse af forlægget langt mere formelt. ”The Atlas Mountains” fra 2008 er lærreder påklistret hovedbeklædninger fra heste i Marokko, der tilføjer noget skulpturelt, men på et indholdsmæssigt plan måske i bedste fald skaber associationer om noget udefinerbart eksotisk hos beskueren.
Den største skuffelse ved udstillingen er i virkeligheden manglen på ARoS. Man fornemmer, at for meget ansvar er lagt i hænderne på Schnabel og Kugelberg. Forordet til udstillingskataloget beskriver en ”(…) anderledes opbygning, som vil overraske publikum fra det øjeblik, de bevæger sig ind i hans univers.”
Men der er for lidt ”aktion” i både de udvalgte værker og kurateringen. Og det er usædvanligt for museet, som har for vane at vise et formidlingsmæssigt overskud i alle slags medier og er kendt for at underbygge de enkelte kunstneres værker med teatralsk lyssætning og spektakulær rumopbygning. Der er en modsætning mellem Schnabel, hvis rolle i kunstverdenen netop er karakteriseret ved vildskab og brud med traditioner, og udstillingen, som med de pæne hvide vægge og sparsomme formidling aldrig rigtigt får forklaret sit budskab og derfor får et næsten elitært skær over sig.
For selvom udstillingen er retrospektiv, er der ingen greb i retning af tidslig kronologi, en tematisk gennemgang eller en konsekvent opbygning ud fra rent æstetiske, formalistiske hensyn. Efter sigende skulle udstillingen være opbygget efter Via Dolorosa, den vej Jesus bar korset på vej mod sin korsfæstelse. Museet nævner, at det ikke skal tages bogstaveligt, men at det er en vandring fra lys til mørke og lys igen. Men det visualiseres ikke tydeligt i udstillingen. Det har en hul klang af en overfladisk metafor, der skal berige udstillingen med en form for dybde.
Mens vi går gennem udstillingen, omtaler Schnabel sine malerier som krop og hud. At han hver gang bestemmer, hvilken hud de skal have. Det springende punkt i udstillingen og værkerne er måske netop, at der er for meget hud. For meget overflade.