Det begynder med Erling. Han er ældste søn i en lille skipperfamilie på Fanø anno 1900. Det er udgangspunktet for forfatterparret Lise Ringhofs og Erik Valeurs stilrene nye roman ”Det er de danske som flygter”. Af materialet fra forlaget kan man læse, at der er tale om første del af en slægtsroman i tre bind.
Titlen har forfatterparret lånt fra Herman Bangs berømte roman ”Tine” (1889). Det er ikke tilfældigt. For Ringhof og Valeur lægger sig bevidst i sporet fra det 20. århundredes store danske romaner af Henrik Pontoppidan, Herman Bang og måske også Tom Kristensen.
Holder man af de gamle klassikere, vil man sandsynligvis også kunne få stor fornøjelse af at fordybe sig i Ringhof og Valeurs fortælling. Der er under alle omstændigheder meget at glæde sig over.
Det er en lang roman, men ikke for lang. Ringhof og Valeur bruger genrens rummelighed til at gå i dybden med personerne og miljøerne. Mere specifikt udfolder forfatterparret en smukt glidende fortælling om Erlings og hans slægts liv.
Erlings far er en hårdfør sømand, og drengen drømmer selv om at komme ud på havene, men noget i hans væsen gør, at han ikke for alvor egner sig til det. Det gør derimod hans eventyrlystne lillebror, der omkommer tidligt i en drukneulykke, som Erling på sørgelig vis føler sig ansvarlig for. Den tragiske begivenhed bliver på godt og mest ondt styrende for Erlings identitetsdannelse.
At leve med skammen er derfor et grundtema i romanen. Man kommer tæt på Erling i hans opvækst. Han er enegænger. Han nyder tiden for sig selv og lider samtidig voldsomt under forestillingerne om, hvad andre tænker om ham. Det er ikke nogen let barndom. Han finder dog trøst i sit nære venskab med den fattige og udstødte dreng Hubert, der af samfundet betragtes som et misfoster. Sammen danner de en alliance og vokser begge af det.
Romanen skrider herefter frem i epoker i Erlings liv, der samtidig spejler centrale elementer af det 20. århundredes historie.
Der er barndommens og den tidlige ungdoms univers på Fanø, som følges af tiden som sømand. Derefter kommer så studietiden i København under Første Verdenskrig og senere voksenlivet som praktiserende læge i skyggen af Anden Verdenskrig.
De forskellige epoker introducerer naturligt nye personer til galleriet, mens andre elegant glider i baggrunden.
Det minder på sin vis om en dannelsesroman. Og så alligevel ikke. Mere præcist kunne man måske tale om en misdannelsesroman. En roman om et menneske, der giver sig i kast med livets vanskeligheder og bliver delvis ødelagt. Erling er en mand med mange talenter, der flygter fra sig selv og fra de svære beslutninger. Andre handler omkring ham, mens han må vinke farvel til sine farverige drømme om livet. Han ender i et distanceret og kærlighedsløst ægteskab.
Styrken i romanen er skildringen af de afgørende valg, som Erling undlader at træffe, samt den distance, han gradvis skaber til andre mennesker i sit liv. Én efter én tager han forbitret afsked med sine livsvidner: sin søster, en højt elsket kvinde og de gode venner. Erling huser en angst for at knytte sig for tæt til andre mennesker. Der er ingen eller meget ringe vilje til forsoning i hans forståelse af medmennesket.
Romanens form har et klassisk præg. Fortælleren står over sit myldrende stof og kan overskue det meste. Det er en fortæller, der åbner en verden for sin læser. Man inviteres indenfor. Og der går ikke lang tid, før man flytter ind i romanen. Faktisk føler man sig hjemme allerede fra de første sider.
Det er en velskrevet roman. Sproget er klart, ja, nærmest gennemsigtigt på en enkel og fin måde. Det dybtgående psykologiske portræt af et menneske i en eksistentiel krise smelter sammen med den bredt anlagte fortælling om livet i Danmark i den første halvdel af det 20. århundrede.
Man fornemmer klart, at Lise Ringhof og Erik Valeur har noget på hjerte. For ud over at berette om et menneskes ensomme kamp for at finde en plads i verden slår de også et slag for de svageste mennesker i samfundet. Også derfor bliver man på én gang betaget og overvældet af fortællingen.
Læs interview med forfatterne på
k.dk/kultur