Bjørn Bredal skriver i sin lille introduktion ”Elsk den lille prins”, at ”Den lille prins” er en af verdens mest oversatte bøger. Og nu har han så selv genoversat Saint-Exupérys lille klassiker, der tager sin begyndelse med en forfatter, der som dreng tegnede en hat, som i virkeligheden var en kvælerslange, der havde slugt en elefant.
Spændt viste drengen de voksne tegningen og spurgte, om de ikke blev forskrækkede, men de voksne sagde, at det var jo bare var en hat, og så var drengen nødt til at tegne kvælerslangens mavesæk, så de kunne få øje på elefanten.
”De voksne forstår aldrig noget af sig selv, og det er trættende for børn, at de evig og altid er nødt til at komme med forklaringer…”.
I første kapitel oprettes der således en pagt mellem forfatteren og børnene, som jo ved, hvad tegningen betyder. Drengen vokser op, bliver pilot, og nødlander i ørkenen, hvor han træffer den lille prins, og herefter udvikler pagten mellem fortælleren og børnene sig. Prinsen møder en konge på en ganske lille planet, der oplives over at få en undersåt, men som samtidig bliver synligt irriteret over, at den lille prins gaber i kongens nærværelse. Da prinsen undskylder sig med, at han er søvnig, befaler kongen ham i stedet at gabe konstant. Men det kan prinsen ikke magte, så kongen befaler ham nu at gabe en gang imellem. Sådan risler spotten fint ned over de voksnes firkantede hoveder i overensstemmelse med den pagt, der blev indgået i første kapitel.
Højdepunktet i værket er prinsens møde med ræven, som siger:
”Hvis du gør mig tam, får vi brug for hinanden. Du bliver noget ganske særligt i verden for mig. Og jeg bliver noget ganske særligt i verden for dig…”.
Den interessante pointe er her, at når prinsen passer ræven, vil han komme til at holde af den. Man skulle ellers tro, at det forholdt sig omvendt: Fordi man holder af et dyr, passer man det.
Som oversætteren anfører i sin introduktion, er det tabte barndomsland bogens egentlige tema, men da børn netop ikke sentimentaliserer den barndom, de befinder sig midt i, så er Bredals påstand om, at ”Den lille prins” både henvender sig til både børn og voksne, tvivlsom.
Allermest problematisk er dog selve afslutningen på bogen. Den lille prins lader sig nemlig frivilligt bide af en slange og afgår ved døden.
Dermed melder det uundgåelige spørgsmål sig: Er bogen i virkeligheden et camoufleret forsvar for selvmord? Bredal afkræfter såvist ikke den formodning i introduktionen, hvor han sammenkobler Saint-Exupérys egen død med prinsens selvmord.
”Mon ikke Saint-Exupéry lige så frivilligt lod sig skyde ned over Middelhavet efter at have fløjet sin sidste tur over Frankrig og kippet med vingerne over familiens sydfranske slot, hvor han havde levet sine lykkeligste stunder?”.
Bredal lader spørgsmålet henstå ubesvaret, og det kan undre, når han nu anbefaler ”Den lille prins” både som oplæsningsbog for børn og voksne.
Andre steder i Saint-Exupérys forfatterskab føres der en helt, helt anderledes tale om liv og død. I ”Blæsten, sandet og stjernerne” fortæller Saint-Exupéry om sin kammerat Henri Guillaumet, der med sit fly forulykker i Andesbjergene og i isnende kulde går uafbrudt i flere dage og nætter. Fra sit sygeleje fortæller den afkræftede Guillaumet til Saint-Exupéry, hvorfor han overlevede:
”Har man gået to, tre eller fire dage ønsker man kun at få lov til at sove. Men jeg sagde til mig selv: Hvis min kone tror, at jeg lever, så tror hun også at jeg går. Mine kammerater tror, at jeg går. De stoler alle sammen på mig. Og jeg er en skidt karl, hvis jeg holder op med at gå.”
Kan man tænke sig et smukkere vidnesbyrd om et menneskes karakter og personlighed? Det taler om en kærlighed, der tåler alt og udholder alt. Guillaumet er således et moralsk eksempel, der er langt vigtigere end den sært kønsløse prins, som med sine kunstige attituder symboliserer en livsangst, hvor det at være død eller voksen næsten kan komme ud på et.
Hos Bredal er der flere gange tilløb til kritik af forfatterens leg med selvmordets kildrende mulighed, men da han samtidig er i sin lovprisnings vold, bakker han ud, før det bliver alvor, og giver i stedet denne opfordring videre til læseren: Elsk den lille prins!
Måske var der større grund til at gøre det modsatte.