I dansk rockmusiks historie er Eik Skaløe blevet en mytologisk skikkelse, hvis ry er vokset igennem årene. Hans alt for tidlige død i 1968 på grænsen mellem Pakistan og Indien er omgærdet af mystik, selvom forfatteren og musikerens afskedsord ellers er klare nok.
I dansk oversættelse lyder de: ”Til myndighederne: Som jeg forventer, at I har regnet ud, er dette et planlagt selvmord. Ingen andre end den onde person inden i mig selv bærer skylden. Tilgiv mig”.
Tilgivelse har Eik Skaløe fået, og han er kanoniseret som en af beatgenerationens unge døde på linje med udenlandske navne som Brian Jones og Jimi Hendrix. Eik Skaløe blev typisk for sin tid og 68-oprørets modkultur, hvor eksperimenter med euforiserende stoffer, fri kærlighed, politik og spirituel selvrealisering skabte en livsfarlig cocktail.
Eik Skaløe døde, da det hele kulminerende, men han nåede at sætte sit mærke, da han sammen med guitaristen Stig Møller dannede gruppen Steppeulvene og udgav albummet ”Hip” i 1967 med en række dansksprogede sange. Navnet var gruppen ikke alene om. Der fandtes et amerikansk band med samme navn, som i de samme år skabte lydsporet til tidens syrede roadmovie ”Easy Rider”.
Inspirationskilden for begge bands, ja hele generationen, var Hermann Hesses roman ”Steppeulven” (1927) om den nomadiske og utilpassede eksistens Harry Haller, der lever på kanten af samfundet og sprænger dets grænser ved hjælp af sex og stoffer.
Han forsøger at efterleve romanens motto: ”Ikke for alle, kun for forrykte”. Romanens sentenser flyder ind i sentressernes alternative kultur og bliver også Eik Skaløes. På ”Hip” er det imidlertid snarere Bob Dylans fabulerende og bevidsthedsstrømmende tekster og lyriske melodilinjer, der danner klangbund for Eik Skaløes poesi og Stig Møllers musik.
For os, der som ganske unge blev strejfet af tidens flossede vinge, er nogle af Eik Skaløes sange gledet ind som umisteligt arvegods: ”Itsi Bitsi tamed mig til Nepal/ Itsi Bitsi tag med mig til Nepal/ Vejen er lavet af rågummisåler/ Ta' dine sko af for asfalten tåler/ Kun dine bare tæer”, som Eik Skaløe sang med sin vrængende uskolede vokal, før han bøjede sig i støvet i ”Til Nashet” med en kærlighedserklæring: ”Lad mig knæle for din bestjernede fod/ Og gi' dig et lotus læbekys”.
Hele ”Hip”-albummet former sig som en kærlighedserklæring til en kvinde, som eftertiden har sat navn på. Nemlig skuespilleren ved Odin Teatret Iben Nagel Rasmussen, som blev interviewet her i avisen for nylig.
En dunkel skønhed i tiden, som Eik Skaløe faldt for i 1962. De to var ”on and off”-kærester op igennem 1960'erne, hvor de blaffede rundt i Europa. Men Eik Skaløe kunne ikke få Iben for sig selv. Hun efterlevede tidens drømme om fri kærlighed med flere mænd.
Hvor smukt og smertefuldt forholdet udviklede sig, kunne man læse sig ind i, da Iben Nagel Rasmussen i 1993 offentliggjorde et udvalg af Eik Skaløes breve til hende: ”Breve til en veninde”. Brevene lagde alen til teksterne på ”Hip”, men også til en forståelse af, hvor hårdt eksperimenterne med stoffer tog på de to unge ubefæstede sjæle.
Kærlighedsdramaet mellem Iben Nagel Rasmussen og Eik Skaløe udgør grundstammen i Ole Christian Madsens film ”Steppeulven”. Han var i 1988 medinstruktør på en dokumentarfilm om Steppeulvene, der havde den nu så tragisk og meningsløst dræbte Finn Nørgaard som producent.
Men ”Steppeulven” er den første spillefilm, der tager livtag med det mytologiske stof. Ole Christian Madsens oprigtigt lidenskabelige optagethed af emnet er ikke til at tage fejl af. Han ønsker at løse den gåde, som Eik Skaløes selvmord er. Hvorfor kom det så vidt? Svaret finder han i den på en gang uophørlige, uopfyldelige og forliste kærlighed mellem de to elskende.
Jeg ville på den baggrund ønske, jeg kunne skrive, at ”Steppeulven” er en god film, men det kan jeg ikke. Rent visuelt er der kvaliteter at hæfte sig ved. Fotografen Jørgen Johansen skaber fine billeder og leger helt i tidens ånd med små psykedeliske animationer, der befolker billedrummet.
Rent musikalsk har filmen også sine øjeblikke. Tidens musik toner ind med danske navne som Young Flowers, Alrune Rod, Beefeaters og Savage Rose og så selvfølgelig det store amerikanske forbillede Bob Dylan. I et par intense koncertscener lyder filmens genopstandne Steppeulvene med Jakob Randrup i rollen som Stig Møller som professionelle og dygtige musikere, der rent faktisk spiller ”live”.
Men generelt er tidsbilledet kun glimtvis troværdigt. De politiske diskussioner i kølvandet på de tidligere 60'eres atommarcher skurrer, det (små)borgerlige miljø omkring forældregenerationen er klichefyldt; altså, Iben Nagel Rasmussen er datter af digteren Halfdan Rasmussen, der var højt til loftet i de kredse!
Endelig illustrerer filmen, hvor vanskeligt det er at skildre et miljø med stoffer og rus autentisk og ikke opkørt eksalteret; her deler Ole Christian Madsens film skæbne med adskillige andre om perioden.
Men det egentlige problem ligger i kærlighedshistorien mellem Eik Skaløe og Iben Nagel Rasmussen. Den er i sig selv så virkningsfuld, at den kan bære en film. Og Joachim Fjelstrup er et fund til rollen som Eik Skaløe, intet mindre, ligesom Marie Tourell Søderberg yder ham et godt modspil som Iben.
Men i stedet for at lade historien om de tos opslidende kærlighedseventyr folde sig ud som identifikation for et medlevende publikum, bliver vi som seere hele tiden bragt på afstand af en alt for dominant fortællerstemme.
Filmens postulat er, at Eik Skaløe selv i et tilbageblik før selvmordet fortæller sin og Ibens historie. Det bringer handlingen på afstand og giver de enkelte scener et illustrativt, sine steder komisk, sine steder ironisk og sine steder dramatisk præg.
”Steppeulven” forvandler sig til en uegal blanding af krønike og melodrama. De tos hudløse kærlighedsforhold eksponeres i tableauer, men spilles ikke helt igennem. Det havde en historie med så stærkt et kunstnerisk potentiale og så smertefulde menneskelige konsekvenser fortjent.