Wes Anderson leverer elegant modernitetskritik i sit kærlighedsbrev til Japan

Wes Andersons funklende ”Isle of Dogs” emmer af instruktørens lystfulde skaberglæde med en snert af modernitetskritik

Wes Andersons ”Isle of Dogs” er gennemstrømmet af humor og kærlighed. –
Wes Andersons ”Isle of Dogs” er gennemstrømmet af humor og kærlighed. – . Foto: Nordisk Film Distribution.

Wes Anderson laver tilsyneladende friktionsfri film med brusende mættede billedsider. At træde ind i Wes Andersons verden er som at fortabe sig i et raritetskabinet. Tænk på mellemkrigstidens fantasi om en europæisk hotelhøjborg i ”The Grand Budapest Hotel”, New York-pastichen i ”The Royal Tenenbaums” eller nærmest magisk-realistiske indiske togkupéer i ”The Darjeeling Limited”.

Andersons film er som æggehvideskum. Men under den luftige masse gemmer sig alligevel en umiskendelig snert af noget større. Eksempelvis den moderne maskulinitets dynamikker og en dyb fascination af andre civilisationer end lige hans egen. Det er jo ellers blevet angribeligt at interessere sig for andet end sit eget spejlbillede. Og søreme om ikke også Anderson er faldet i unåde med sin aktuelle bedårende og livskloge stop motion-film ”Isle of Dogs”. Wes Anderson bliver beskyldt for såkaldt kulturel appropriation, fordi han vover at lade sin fantasi udspille sig i Japan.

Stop motion-teknikkens stoflighed er ikke blot det perfekte match til Andersons billedmættede stil. Den indfanger også overdådigt de populærkulturelle forestillinger om et bip bip-spillende Japan og ørigets fantastiske kunsthistoriske fortid med blandt andet Hokusais ikoniske forevigelser af Fuji-bjerget fra starten af 1800-tallet.

”Isle of Dogs” er et kærlighedsbrev til Japan, der trækker på hele den japanske ikonografi; både den forestillede og den virkelige. Det er fortvivlende at forestille sig, at en sådan ode skulle devaluere den japanske kultur. Tværtimod.

”Isle of Dogs” er et unikt miks af dystopien fra ”The Handmaid’s Tale” og Walt Disney’s ”Den fantastiske hjemrejse”. Borgmester Kobayashi fra Megasaki City hader hunde. Det iltre overhoved forviser menneskets forhenværende bedste ven til Skraldeøen. Hans 12-årige nevø Atari Kobayashi kan dog ikke glemme sin forsvundne bodyguard-hund Spots og finder vej til de udstødtes ø for at redde sin makker. Atari slår følge med blandt andre hundene Rex (Edward Norton), Chief (Bryan Cranston) og Boss (Bill Murray). Alle mennesker i filmen taler, ikke-oversat, japansk, mens hundene boltrer sig igennem på engelsk.

”Isle of Dogs” er gennemstrømmet af mild humor og ødsel kærlighed. Båret frem af skaberglæde med en næsten overdøvende visuel ødselhed. Men, som altid hos Anderson, er det væren under al glitteret. For hvis Andersons værker kun var sjov og ballade og myriader af detaljer i hver eneste indstilling, ville han være en dukkefører, en forblænder. Det er han ikke.

Såkaldte juniortranslatører oversætter i filmen, hundene kan vi forstå, men ikke vores medmennesker. Borgmester Kobayashi fremturer, at hans regime ”tillader afvigende holdninger”, alt imens de anderledes tænkende bringes til tavshed.

Anderson lader elegant modernitetskritik og teknologisk magtesløshed flyde under de legesyge hunde i affaldsdyngerne, ligesom far-søn-forhold blev hudflettet i ”The Royal Tenenbaums” og fascismen lurede bag de lyserøde kager i ”The Grand Budapest Hotel”. Lyset og mørket væver sig ind mellem hinanden. Øjne og hundehår bevæger sig i vinden, mens digressioner og flash backs genfortæller myter om Japan og menneskets bedste ven. Det er ikke Wes Anderson, når han er bedst. Men det er stadig ualmindelig godt.