Prøv avisen
Bog

Ingen kan høre min stumhed

4 stjerner

Et stille, indtrængende hverdagsdrama af Inge Pedersen

”Min mund snakker så højt at ingen kan høre min stumhed”. Inge Pedersen har i sin roman “Vejen går gennem luften” flere præcise formuleringer, der som denne udstiller afstanden mellem den, hun synes at være, og den, hun er. Facaden er på plads. Det samme er fortvivlelsen bag den.

Vi er i det hele taget langt fra forestillingen om ungdommen som sorgløshedens tid. Den kvindelige fortæller, som vi tidligere har kunnet møde i romanerne “Og halsen af en svane” og “Til Amerika”, oplever “den største tomhed, der kan være i et menneske”.

Den krise, som hun gennemlever, udløses af en provokeret abort foretaget på et tidspunkt – midt i 1950’erne – da et sådant indgreb var i strid med loven. Derfor er hun henvist til at lide i ensomhed, hvilket uden tvivl forstærker krisen.

Romanen begynder med, at hovedpersonen i en tilstand af forventning blandet med betænkelighed bryder op fra sit barndomshjem for at læse til lærer – formodentlig på det seminarium, der ikke mere findes i Ranum.

Hendes varmt skildrede far, der er brandmand, kører hende dertil i en brandbil.

Den livslystne, iltre pige, der viser sig at gå med digter-drømme, bliver hurtigt en del af fællesskabet med de øvrige studerende og erfarer, at “hjemme” ikke behøver at være et rum i et hus, men også kan være et sted inde i én selv.

Portrætter antydes af nogle af seminariets lærere – og vi oplever et strejf af dets ånd, der blandt andet kommer til udtryk ved et arrangement med fælles bustur til et møde i Aalborg med Moralsk Oprustning. Hovedpersonen og en studiekammerat lister dog væk for at gå i biografen, hvor de ser den danske film “Ung leg”. Det bliver begyndelsen til deres egen leg – men en leg, der snart bliver til noget ganske andet.

Den dystre del af romanen forberedes med glimt af en tragedie – om en af de studerende, præstedatteren Mona, der bliver gravid og efterfølgende fryses ud af seminariet – ud af livet. Kuldegraderne råder i præstegården, lader det til. Isnende fordømmelse. Vi får ikke den fulde histoerie, men meget tyder på, at Mona begår selvmord. Det samme kunne være sket for hovedpersonen. Men hun kæmper sig igennem – hjulpet af en genoptaget forbindelse med en tidligere kæreste.

Det er en tæt roman skrevet af en sprogbevidst digter, et nedtonet, ægte virkende hverdagsdrama, stille og indtrængende.