Jeg har fulgt den tjekkiske eksilforfatter Milan Kunderas forfatterskab i mange år og var, som mange andre, glad for at læse blandt andet ”Tilværelsens ulidelige lethed”. Men da hans roman ”Udødeligheden” udkom i 1990, fik den en ganske særlig betydning for mig.
Jeg er ude af stand til at sige, hvad romanen handler om, for den handler om rigtig mange forskellige ting, og det er i øvrigt heller ikke en romans handling, jeg plejer at huske den på. Men det, der gør hans romaner og særligt ”Udødeligheden” interessant for mig, er det ekstra lag af refleksioner og kommentarer til samfundet, som Kundera fletter ind i sin historie. Det giver en helt særlig stemning til bogen. Jeg vil især fremhæve kapitlet ”Det elvte bud”, hvor Kunderas jeg-person blandt andet funderer over forholdet mellem politikere og medier. Da jeg læste romanen første gang, havde jeg lige besluttet mig for at forlade Folketinget for at blive journalist på Berlingske Tidende, og derfor var det emne brandaktuelt for mig.
Kundera begynder kapitlet med at konstatere, at ”Engang kunne journalisters ry symboliseres med Ernest Hemingways store navn...”, og så tager han ellers fat på en beretning om journalistikkens nedtur og holder den italienske journalist Oriana Fallacis interviews med berømtheder på amerikansk tv i 1960'erne og 1970'erne op mod idealet Hemingway. Kundera skriver blandt andet: ”Disse interview var mere end slet og ret interview, de var dueller. Før det gik op for de mægtige politikere, at de kæmpede på ulige vilkår, da kun hun, ikke de, havde lov til at stille spørgsmål, lå de allerede og vred sig på ringgulvet.”
Da Moses kom ned fra bjerget med de ti bud, påpeger Kundera, var der netop ikke et 11. bud, der giver nogen ret til at kræve svar af andre, og han funderer over det faktum, at journalister kan finde på at spørge politikere om hvad som helst, og at de altid forventer at få et svar. Det er en interessant problemstilling, for jeg kan konstatere, at et interview ofte kommer til at handle om at fange en politiker på det forkerte ben i stedet for at handle om noget substantielt.
Jeg har jo været i begge de to sfærer, journalistikkens og politikkens, og jeg har ofte brugt Kunderas kapitel om det 11. bud i de foredrag, jeg holder om mine erfaringer. Hans spiddende kritik af medierne er jo stadig aktuel. Mediernes måde at tage en fryns af en sag op på kan have stor betydning for, hvad politikerne vælger at kaste sig over; dermed kan det nogle gange være temmelig tilfældigt, hvad der kommer på dagsordenen, og vi får et forvredent fokus på, hvad det egentlig er, der er vigtigt at diskutere. Vi ved alle sammen, hvor galt det kan gå, når politikerne bliver mere og mere bange for at sige noget klart, fordi hvert eneste ord kan blive brugt imod dem.
Pressen har i høj grad et medansvar for, hvad det er for en offentlig debat, vi har. Det var jeg selv bevidst om både som chef for Radioavisen og som vært på Deadline. På Radioavisen sagde jeg altid til medarbejdere, at de skulle huske at stille det tredje spørgsmål, så lytterne havde en chance for at finde ud af, hvad sagen virkelig handlede om, og på Deadline havde jeg tid til at gå i dybden med en sag. Det er vigtigt, at der er en modvægt til alt det hurtige.
Da jeg var politiker i 1980'erne, var der kun én tv-avis i døgnet, og på Christiansborg levede vi på mange måder efter, at der var 24 timer mellem både tv-nyhedernes og avisernes deadlines. Sådan er det ikke mere. I dag er der nonstop bud efter politikersvar, fordi der kører nyheder hele tiden. Derfor er Kunderas betragtninger bestemt ikke mindre relevante i dag. Det kunne være rart, hvis medierne ikke voldklippede alting, men det er et fælles ansvar, at vi besinder os på at have en debat, hvor politikerne tør vise deres tvivl og indrømme, at de ikke har svar på alting.
Som politiker og minister har jeg sommetider svaret en journalist, at jeg gerne ville have lov at tænke over en sag, og det vil jeg fortsat gøre. For som Kundera skriver: ”Hvem ville i dag have lyst til at gøre karriere som politiker? Hvem ville have lyst til hele livet igennem at lade sig eksaminere ved tavlen?”.