Ingen kan som Cash synge om Jesus og mord i samme sang

Ny bog om Johnny Cashs tro og musik forklarer, hvorfor countrystjernen igen og igen sang for de indsatte i amerikanske fængsler

”Johnny Cash synger ikke til de fordømte, han synger med de fordømte, og nogle gange fornemmer man, at han måske foretrækker deres selskab.” Udsagnet stammer fra U2’s Bono – en af mange musikere, der er dybt inspireret af Cash. Her ses Cash optræde på Midtfyns Festival i 1994. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.
”Johnny Cash synger ikke til de fordømte, han synger med de fordømte, og nogle gange fornemmer man, at han måske foretrækker deres selskab.” Udsagnet stammer fra U2’s Bono – en af mange musikere, der er dybt inspireret af Cash. Her ses Cash optræde på Midtfyns Festival i 1994. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Quentin Tarantino er glad for Johnny Cash. I covernoterne til det tredobbelte album ”Love, God, Murder” (2000) skriver den amerikanske filminstruktør, at Cashs sange er ”digte til den kriminelle mentalitet”. I sine mange mordballader synger Cash om flugt. Flugt fra fængsel, galskab, loven og fattigdommen, som hans skæve protagonister er født ind i.

Der er altid mænd, der løber hos Cash, som yndede sange om heste, jernbaner, dommedag, familie, hårde tider, whisky, mord, krig, oprør, tragedie, patriotisme, hjertesorg og kærlighed. Og mor. Og Gud.

I forfatteren Richard Becks nye bog ”Trains, Jesus, and Murder: The Gospel According to Johnny Cash” hører vi om Cash, der rasede, fordi produceren valgte en alt for hurtig udgave af ”I Walk the Line” (der blev hans signatursang), Cash, som tog til Israel for at lave en film om Jesu liv (”Gospel Road”), Cash, der skrev bogen ”Man in White” om apostlen Paulus, og den hårdkogte, selvdestruktive Cash, der smadrede hotelværelser og svovlede som en fløs.

Cash fulgte slet ikke nogen linje, men for vild i livet. Og sang om det hele.

Men Beck, der også er psykologiprofessor, spotter en rød tråd. Ingen – kun Cash – kunne synge om Jesus og mord på samme album. Denne kontrast fik Beck til at skrive en hel bog om ”manden i sort”.

Cash spillede sin første fængselskoncert i Texas i 1959. Højttalerne stod af, så de indsatte forbrød sig mod reglerne og rykkede op foran scenen. Kontakten oplevede Cash som elektrisk. Alene i 1970’erne spillede han over 30 koncerter i fængsler.

Men sorg og mørke blev allerede livsvarige følgesvende, da Cash var ved at indlede sin musikalske rejse i delstaten Arkansas. Da hans bror Jack blev dræbt som 15-årig i en ulykke med en elektrisk sav, besluttede Cash at synge gospel – et løfte til broderen, der ville gå præstevejen.

I de tidlige år på pladeselskabet Sun sang Cash upbeat rockabilly-sange, men allerede i 1955 indspillede han ”Folsom Prison Blues” med den kolde reference til at myrde en mand i Reno og se ham dø. Sønnen John Carter Cash mener, Cash fik folks opmærksomhed med sange som ”Cocaine Blues” og ”Folsom Prison Blues”, og så kunne han synge om Gud og frelse.

Det, som gør ”At Folsom Prison”-albummet specielt, er lyden af tilråb fra de fængselsindsatte. Cash tog til Folsom for at få nåde, og tyvene og morderne frelste Cash, skriver Beck, som finder bibelvers i hver eneste Johnny Cash-sang.

Dagen før koncerten fik Cash et kassettebånd fra fængslets præst med sangen ”Greystone Chapel”, angiveligt skrevet af den indsatte Glen Sherley. Cash valgte ikke alene at slutte koncerten med Sherleys sang, men tog ham også med på turné. Sherley blev dog fyret, og få år senere begik han selvmord. Det ser Beck som en tragisk slutning på Cashs solidaritet. Solidaritet og frelse er ikke det samme. Solidaritet kommer med et emotionelt prismærke og kan ende med hjertesorg. Cash betalte for Sherleys begravelse.

Vi befinder os alle i en form for fængsel, mente Cash. Af skyld, skam, tab. I 1968 stod han selv ved en korsvej, personligt og kunstnerisk. Columbia modsatte sig at indspille et album i et fængsel, men netop på Cashs andet berømte fængselsalbum, ”San Quentin” (1969) bliver Cash ifølge Beck til en af de mest autentiske teologer. Folks hujen efter titelnummeret er lyden af Cash, der forkynder sin gospel. Ligesom ”Bitter Tears” betegnes som Cashs mest kristne album, en slags skriftemål, en frihedens teologi om Amerikas kollektive historie: Fra første til sidste sang ses verden gennem de indfødte amerikaneres, ofrenes, øjne.

Modsat Elvis og Jerry Lee Lewis var Cash ikke bange for at farve musikken med en depressiv tone som i den sørgelige ”Give My Love to Rose” om en tidligere indsat, der ligger døende ved jernbaneskinnerne. Med den sang opdagede Cash, at han ikke duede til sange om teenagekærlighed.

I sine sange ærede Cash dem, som levede og døde i blod, sved og tårer, men ingen sang indkapsler hans egen kamp som ”Sunday Morning Coming Down”. Hans år med misbrug – alkohol, marihuana og amfetamin – betragtede han som en dæmonbesættelse. I bogen møder vi Cash nede på knæ med en bibel i hånden, kæmpende med sine dæmoner. I 1970’erne blev han døbt på ny i Jordan og indspillede ”The Holy Land”-albummet med lydbidder optaget i Israel.

Cash gav ofte penge til trængende og betalte middag og hotel til fans, der kom langvejs fra. Og da en ung påvirket mand kastede en sten gennem Cash-familiens forrude, gik han og hans kone June ud og knælede og bad for manden, som faldt i gråd.

”Inklusiv patriotisme” kalder datteren og musikeren Rosanne Cash faderens forsvar for forbrydere, alkoholikere, mennesker, der har tabt den amerikanske drøm, samt de afroamerikanske kunstnere, han inviterede ind i sit tv-show ”The Johnny Cash Show”. Stikpiller gav han også til sit elskede Amerika i sangen ”All of God’s Children Ain’t Free”, og præsident Nixon kunne ikke bestille bestemte sange til en optræden i Det Hvide Hus – Cash ville synge de samme sange, som han sang i fængslerne.

1980’erne kaldes Cashs tabte årti. Nashville droppede Cash. Indtil den unge hiphop-producer Rick Rubin i 1995 bad den da 63-årige falmede legende synge nogle af sine gamle gospelsange, togsange og bloddryppende mordballader. Vintage-Cash blev populær igen. Både den første og den anden af hans ”American Recordings”-albummer vandt Grammys. ”Boom-chicka-boom”-rytmen kørte igen som et godstog gennem sangene.

Rick Rubin ville lave et portræt af den lidende Cash, mennesket, der ikke havde givet op. Cashs sår mærkes i Nine Inch Nails-sangen ”Hurt”, der var som et dybt spadestik ned i hans eget livs dunkle dybder.

Hos Cash nynnede også hjertet med i det dybeste register. Og det var med dén røst, han engang – i ét ord – fortalte en journalist, hvem der havde reddet ham. Manden i sort svarede: ”God.”

I ”Læst udefra” omtaler vi hver lørdag ikke-oversatte bøger, der handler om tro og værdidebat.