Prøv avisen
Film

Ingen må forblive i mørket

”Fanny og Alexander” rummer sublimt sammenspil fra et ensemble med nogle af Sveriges største daværende og heldigvis for fleres vedkommende fortsat særdeles nærværende skuespillere. – Foto: Polfoto

Ingmar Bergmans mesterværk om den sande kristendom, ”Fanny og Alexander”, er decembers film i Cinemateket i København

Ingmar Bergmans historiske familiedrama ”Fanny og Alexander” (1982) om familierne Ekdahls og Vergerus’ skæbnesvangre møde i et snedækket Uppsala i 1910 hører til filmkunstens klassikere. Både indspillet som tv-serie og som film på over tre timer; det er den sidstnævnte i ny restaureret og digitaliseret version, der vises som månedens film i Cinemateket i København.

Valget kunne ikke være bedre. ”Fanny og Alexander” er for mange allerede en kær og klassisk julefilm, ikke mindst på grund af den mere end 90 minutter lange første halvdel, der skildrer familien Ekdahls overdådige julefest under den vise gamle matriark fru Ekdahls auspicier i det fornemme hjem i Uppsala. I familien Ekdahl krydses skuespillere og restauratører og forretningsmænd til en arv så generøs og levende som ingen anden. Det er, som om Ingmar Bergman i en overstrømmende gestus har villet vise verden, hvad den behøver af sand og virkelig menneskelighed. Intet er mere livsbekræftende end at se denne film.

Blikket er barnets, den unge Alexander og hans søster, Fanny, der tager livet ind og møder det med både undren, forfærdelse og mod. Men filmens samlede erfaring er alderens, hvor de medlemmer, der repræsenterer den ældre generation i familien Ekdahl, overlades ordet. ”Fanny og Alexander” er således en hyldest til livet i alle aldre, kunsten i alle facetter – og i tilgift kristendommen som både arvesynd og tilgivelse. Præstesønnen Bergman fornægter sig ikke, men træder frem med furiøs skabertrang i et livtag med hele troens spekter.

Men som det siges efter juleforestillingen på teatret i Uppsala af den bevægede direktør Oscar Ekdahl: ”Ingen må forblive i mørket.” Mennesket skal ud i lyset og realisere troen som lys.

Det sanselige liv, den kunstneriske illusion og den tolerante og åbne, ja alt-for-menneskelige gestus i den lille verden, som er familiens og teatrets, er det, der er værd at leve for. Den store verdens ondskab og intolerance og nådesløse kværnen kan holdes stangen ved at hengive sig til artistisk skaben, til erotisk udfoldelse, til bordets glæder og til den stadigt fornyede samtale blandt dem, man har kær. Det kræver god vilje, men den kan findes i lysets frodighed.

Det turde være overflødigt at referere, men familien Ekdahls muntre lidenskab og sanselyst i ”Fanny og Alexander” kontrasteres af biskop Vergerus og hans hushold på bispegården. Mødet med denne calvinistiske dybfryser udgør anden halvdel af ”Fanny og Alexander”. Da Fanny og Alexanders far, teaterdirektøren, dør, gifter moderen sig i blind fortvivlelse med biskoppen og kommer under troens hårdtslående regimente. Her trives en anden form for skuespil end på teatret og med helt andre rekvisitter. Og her er der intet begejstret publikum, ja selv Gud og hans enbårne søn synes at være blevet sat på loftet, hvor den korsfæstede er stillet i skammekrogen.

I denne del af filmen træder Uppsalas frygtede isnende kulde og fugt for alvor frem i karaktererne og fryser dem til is. Skildret med teatralsk tydelighed af Bergman, der vanen tro ikke sparer på effekterne. Men de virker. Ikke mindst som optakt til den afsluttende forløsning, hvor den familiens Ekdahls husven, den gode jøde, med visdom og list igen lukker op for friheden og den nærorientalske varme. Illusionen genskabes som en tro på de rige muligheder, livet rummer.

Ingmar Bergman tro tager ”Fanny og Alexander” sig ud som en form for filmet teater. Men tag ikke fejl. Filmen er også et stykke magisk realisme, hvor de døde viser sig for de levende og er med dem som både billede og tanke. Ingen slipper fri af den arv, de levende bærer med sig. Det er blændende skildret. Ligesom de to livsverdener, Ekdahls og Vergerus’, er suverænt filmet af Sven Nykvist og ikke mindre suverænt scenograferet af Anna Asp som henholdsvis varm, tintet og rødgylden og nedfrossen, hvidkalket og stram. Familien Ekdahls verden vider sig ud i blomstrende mønstre, mens familien Vergerus’ verden fryser sammen i en uforsonlig krystallinsk form. Tilgivelse står over for straf, nåde over for dom.

”Fanny og Alexander” rummer sublimt sammenspil fra et ensemble med nogle af Sveriges største daværende og heldigvis for fleres vedkommende fortsat særdeles nærværende skuespillere: Gun Wållgren, Jarl Kulle, Allan Edwall, Erland Josephson, Jan Malmsjö, Ewa Fröding, Börge Ahlstedt, Pernilla August, Stina Ekblad, Harriet Andersson, Mats Bergman og mange, mange flere. Og Ingmar Bergman selv? Ja, han er på toppen med en selvbiografisk inspireret fortælling, hvis elementer også kendes fra hans slægtshistorier ”Laterna Magica” (1987) og ”Den gode vilje” (1991). Men som instruktør og manusforfatter trækker han også mere eller mindre eksplicit på litterære mesterværker som Shakespeares ”Hamlet” (1603), Selma Lagerlöfs ”Hr. Arnes penge” (1904) og August Strindbergs ”Et drømmespil” (1902). Ligesom Strindberg lader Bergman ”på en ubetydelig grund af virkelighed fantasien spinde og væve stadig nye mønstre, som en blanding af minder, oplevelser, frie påhit, urimeligheder og improvisationer”. Det kan ikke gøres meget bedre end i ”Fanny og Alexander”, der fra drømmenes verden trækker menneskene helt op i lyset. For ingen må forblive i mørket.