Prøv avisen

Ingen mennesker er pletfri

"Russerne er en stor nation af kunstnere. De fleste russere skriver digte, og de elsker teater, film og litteratur," siger Bent Jensen. Foto: J.A. Wichmann.

Fjodor Dostojevskijs "Forbrydelse og straf" er blevet kaldt verdens bedste krimi. Men den minder også sine læsere om, at Jesus var den eneste, der kunne kalde sig uskyldig, mener koldkrigshistorikeren Bent Jensen

Da Deres udsendte i et forsøg på en høflig gestus tager skoene af i historieprofessor Bent Jensens entré, kigger han forundret ned og udbryder:

"Du behøver altså ikke at tage skoene af. Du er da ikke muslim. Er du?" Og antydningen af et smil sidder stadig i mundvigen på ham, mens han fører mig forbi et broderi, der også byder gæster velkommen i stuen, der altså ikke er hellig, men til gengæld emmer af hygge. Selvom pejsen endnu ikke er tændt, fylder duften af brændt brænde stuerne i den firlængede gård i Frørup på Fyn, og man får i det hele taget hurtigt fornemmelsen af, at her er rart at være - endda uden kolde fødder. I kontoret længst inde i huset tårner bogreolerne sig op. En af del af værkerne er skrevet af russiske forfattere. For siden Bent Jensen som værnepligtig soldat begyndte at læse russisk, har han holdt af landets kultur. I dag deler han også gården med sin russiske kone, Tanja. Og i køkkenet vidner en liste over gudstjenester på opslagstavlen om, at de også har troen tilfælles.

Dostojevskij hadede Vesten

"Den russisk-ortodokse kirke betragter nærmest alle andre kirkesamfund som kættere. Men den ortodokse kirke har faktisk meget tilfælles med den lutherske. Og min kone og jeg kan hurtigt blive enige om, at troens kerne er nåden, mens katolicismen jo mere er en gerningsreligion," siger Bent Jensen, da diktafonen snurrer ved siden af Dostojevskijs klassiker "Forbrydelse og straf" på sofabordet imellem os.

"Dostojevskij kunne ikke fordrage katolicismen," tilføjer han så.

"Han kunne i øvrigt heller ikke fordrage Vesten og vendte forfærdet tilbage fra sine rejser til Europa, som han syntes var fordærvet i al sin materialisme. Det har selvfølgelig medvirket til hans popularitet i Rusland, at han fremhævede den russiske kultur. Men det er bestemt ikke uden grund, at han bliver betragtet som en af verdenslitteraturens store forfattere," siger Bent Jensen og understreger, at han ikke selv er litteraturhistoriker, men "blot" er historiker.

Bent Jensen har været leder af Center for Koldkrigsforskning siden 2007, selvom flere oppositionspolitikere har krævet hans afgang efter den såkaldte Dragsdahl-sag. Sagen opstod, da Bent Jensen skrev en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, der citerede PET-dokumenter for, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent under den kolde krig. Men i maj tabte Bent Jensen en injuriesag, der pålagde ham at betale en rekordstor erstatningssum til Jørgen Dragsdahl.

Stødte på Dostojevskij alle vegne

Sagen er anket, og Bent Jensen vil ikke tale om den under dette interview, ligesom han slet ikke vil se sig selv som offer, selvom han stadig står ved sine påstande. I stedet fortæller han begejstret om sin store interesse for Rusland, der dog først sent ledte ham på sporet af Dostojevskijs forfatterskab:

"Jeg stødte på ham alle vegne, da jeg begyndte at interessere mig for Rusland og især sovjetiske forhold. Men da jeg begyndte at læse hans bøger som ung, syntes jeg, at de var så uendelig tunge. Jeg læste blandt andet hans meget dystre roman "Kældermennesket", der nærmest er syg i sit tungsind.

Derfor lagde jeg ham til side, og det var først meget sent, at jeg genopdagede ham, måske også under indflydelse af min kone. For nogle år siden udkom der en ny oversættelse af "Forbrydelse og straf", og da jeg læste den, slog det mig, at det var fuldstændig som at læse en moderne roman. Man kommer lige ind i handlingen og bliver fanget med det samme, og det er sjovt at tænke på, når den er skrevet i 1860'erne i et helt andet land og i en helt anden kultur. Men alligevel sidder man her i Frørup i 2010 og synes, at den har noget at sige."

Den er jo også blevet kaldt verdens bedste krimi ?

"Ja, og den er netop meget moderne. Det er ikke en alvidende forfatter, der forklarer, hvordan det hele går til, men man får det forklaret via personerne. Det er simpelthen et ufatteligt kunstværk, synes jeg. Jeg er jo som sagt ikke litteraturhistoriker, men det forekommer mig alligevel, at den er komponeret mesterligt. Det må jo være en af hemmelighederne ved den. Men det formelle spiller jo også en stor rolle i faglitteratur. Hvis man ikke kan strukturere sit stof, falder det hele til jorden. Og som litterær komponist synes jeg, at Dostojevskij er uovertruffen."

Det psykologiske er Dostojevskijs kæmpe styrke

Det er dog det indholdsmæssige, der for alvor fanger Bent Jensen i værket. Johannes Møllehave har engang udtalt, at han mente, at Dostojevskij er den forfatter, der har set dybest ind i det menneskelige sind. Og Bent Jensen er enig i, at den psykologiske forståelse for menneskets sjæleliv er Dostojevskijs største styrke – også i "Forbrydelse og straf":

"Det er beskrivelsen af et menneske, der mener, at han har ret til at dræbe andre, uskyldige mennesker for et højere formål. Han overbeviser sig selv om, at han har ret til at slå en grisk pantelånerske ihjel. Desværre kommer hendes søster med i købet. Og Dostojevskijs beskrivelser af den unge mands senere moralske anfægtelser gør næsten ondt at læse. Jeg kan i hvert fald få det næsten fysisk dårligt af at læse om Raskolnikovs sjælekvaler."

Grundtanken om, at man har ret til at tage andres liv for en højere sag, var allerede højaktuel på Dostojevskijs tid, hvor der fandtes en række revolutionære bevægelser, der myrdede dem, der stod i vejen. Og det har været aktuelt lige siden i Rusland, mener Bent Jensen:

"Danmark er et lille kolonihaveland i den sammenhæng, men Blekingegadebanden stod for samme tankegang, ligesom visse islamiske terrororganisationer gør det i dag. På den måde var 1860'ernes Rusland forud for de kedelige fænomener, som vi åbenbart stadig skal have."

Rusland er en åndrig nation

Ifølge Bent Jensen er det også misvisende, når man undertiden betragter Rusland som et tilbagestående land i kulturel forstand.

"Russerne er en stor nation af kunstnere. De fleste russere skriver digte, og de elsker teater, film og litteratur. Russerne har lavet nogle fantastiske film og teaterstykker. De seneste år er flere af Dostojevskijs værker også blevet filmatiseret i Rusland. "Forbrydelse og straf" bliver for eksempel vist på russisk tv, og klassikerne betyder i det hele taget meget for russerne. Selv under det sovjetiske skolesystem stod klassikerne stærkt, og de bliver stadig citeret på russisk tv. Det kunne vi lære noget af herhjemme, hvor vi har et meget større dannelsestab i forhold til både litteraturen og kristendommen. På den måde er Rusland en mere åndrig nation end Danmark, fordi de hverken har afskåret sig selv fra deres kristne eller litterære rødder, men deres politiske system er selvfølgelig en trist historie."

Som dansker kan man dog holde hovedet højt, når man beskæftiger sig med Dostojevskij, der i en vis grad var inspireret af en dansker - nemlig Søren Kierkegaard - som den store russiske forfatter havde læst med interesse, ikke mindst på grund af deres fælles forkærlighed for psykologi og kristendom:

"Både Kierkegaard og Dostjojevskij beskæftiger sig med sindets krinkelkroge, ligesom de begge har en glubende interesse for, hvad der driver mennesker. Men der er en verden til forskel i den måde, de udtrykker sig på. Kierkegaard har et fantastisk forfatterskab, der spænder over mange genrer. Dostojevskij rangerer jeg mere som en stor forfatter med et stort budskab, som jeg i virkeligheden opfatter som et kristent budskab, der gennemsyrer hans store romaner."

Kierkegaards "Enten-Eller", som også er med på Kristeligt Dagblads liste over "Værker, vi mærker", har dog det tilfælles med "Forbrydelse og straf", at det kristne budskab først træder eksplicit frem til sidst i de to bøger, der begge har en slags epilog. Men mens Kierkegaard lader en landsbypræst holde en "vedlagt" prædiken om nåden, lader Dostojevskij sin hovedperson Raskolnikov få en bibel. Og de sidste linjer i "Forbrydelse og straf" peger frem mod Raskolnikovs nye liv som kristen:

"Her begynder en helt ny historie – historien om et menneskes gradvise fornyelse, om hans langsomme genfødsel, om hans overgang fra en verden til en anden, hans erkendelse af en ny, hidtil uanet virkelighed. Dette kunne give stof til en ny fortælling - vor nærværende er til ende," står der til sidst i den gamle oversættelse af "Forbrydelse og straf", og kristendommen er også central i Bent Jensens læsning af romanen:

"Dostojevskijs epilog virker måske lidt påklistret. Men der er ingen tvivl om, at det var det, han ville udtrykke. Måske er han selv kommet i tvivl om, hvorvidt det var kommet klart nok frem i bogen."

Kan det også hænge sammen med, at bogen oprindeligt er skrevet i små afsnit til et tidsskrift?

"Ja, og det er faktisk interessant, at mange af de store klassikere er blevet til på den måde. Uden sammenligning skrev Dickens og Martin Andersen Nexø også flere af deres bøger sådan. Der skulle leveres noget. Og det var altid i sidste øjeblik. Når man ved det, kan man også se, at 'Forbrydelse og straf' er delt op i næsten ens afsnit gennem bogen. Men man må næsten tro, at han har haft en idé om, hvad det skulle ende med."

Dostojevskij formidler en opbyggelig pointe, som er ved at gå tabt i vores nihilistiske nutid, mener Bent Jensen.

"Han peger i virkeligheden på, at Jesus var den eneste, der kunne kalde sig uskyldig. Alle mennesker er jo i kristelig forstand skyldige og har brug for nåden i kristendommen. Man bryder sig ikke meget om at bruge ordet arvesynd i dag, men så kan man jo bruge et andet ord. For ingen mennesker er pletfri. Og det kan være sundt at minde os selv om i en tid, der på mange måder er præget af et moralsk skred, hvor man opdrager børn til, at de er pragtfulde, uanset hvad de gør, som om man hverken har brug for syndsbevidsthed eller samvittighed længere. Det er en farlig udvikling, fordi det fører mod moralsk ligegyldighed på samme måde, som Dostojevskij kunne se de moralske faresignaler i sin tid."

ohrstrom@k.dk