Skjorten står altid åben et godt stykke nede på brystet. Vennerne tæller en lang række magtfulde politikere, for eksempel Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy og den tidligere direktør for Verdensbanken Dominique Strauss-Kahn.
Hustruen er feteret skuespillerinde; alligevel går rygterne i den franske sladderpresse, at filosoffen Bernard-Henri Lévy hellere vil fotograferes med sin unge og smukke datter.
I Frankrig går han kort og godt under kælenavnet BHL, og alle ved, hvem filosoffen er. Det er dog ikke kun et resultat af den dekadente stil, men skyldes i lige så høj grad de meninger, som han konstant spiller ud i samfundsdebatten og har gjort det siden 1970erne.
LÆS OGSÅ: Hører kristendommen og menneskerettighederne sammen?
Efter konflikten omkring Muhammed-tegningerne tilbage i 2006 udsendte han et manifest mod islamismen sammen med blandt andre Ayaan Hirsi Ali og Salman Rushdie. Vi (...) kalder på en modstand mod den religiøse totalitarisme for at fremme frihed, lige muligheder og sekulære værdier for alle, skrev de blandt andet.
I 2012 spillede han en endog meget aktiv rolle i at få overtalt de franske politikere til et flyveforbud over Libyen. Og da komikeren Dieudonné Mbala Mbala for nylig blev anklaget for antisemitisme og myndighederne forsøgte at få hans shows forbudt i Frankrig, var Bernard-Henri Lévy hurtigt på tv med en analyse af udviklingen.
De mange holdninger er også årsagen til, at Bernard-Henri Lévy i disse dage er i Danmark for at tale til International Forfatterscene på Det Kongelige Bibliotek. Da Kristeligt Dagblad møder ham på den franske ambassade i København, som om aftenen har arrangeret middag til hans ære for 50 personer, heriblandt prinsgemalen, siger han, at titlen filosof ikke er selvvalgt. Vi sætter os i ambassadestuens brokadesofa, og Bernard-Henri Lévy bestiller en kande grøn te.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor de kalder mig filosof. Jeg er blot interesseret i at legemliggøre mine idéer og integrere dem i verden. Men i øvrigt er det fransk tradition igennem to et halvt århundreder, at intellektuelle har taget aktivt del i debatten. Der har været forfattere, som protesterede imod uretfærdigheder og var vældigt aktivistiske førhen. Måske er jeg bare fransk.
Alle samtidens debatter har interesse, men der er blevet flere religionskampe at tage stilling til de senere år, siger Bernard-Henri Lévy. Han er stærkt involveret i de verserende debatter mellem jøder, kristne og muslimer i Frankrig og har for eksempel markeret sig som modstander af kvinders ret til at gå med slør. Og han forsvarede den tidligere pave Benedikt, da denne i 2009 blev anklaget for at være for passiv over for biskoppen Richard Williamson, der er holocaustbenægter.
Personligt er jeg ikke-troende. Men jeg har fået et meget nært intellektuelt forhold til troen, som han siger.
Uden den judæisk-kristne arv ville vi ikke have menneskerettigheder. Vi ville ikke have den kunsthistorie, den tradition for at male, vi har i den vestlige verden. Uden Gud, intet billede. Uden Gud eller hans ord ville vi heller ikke have den etik, vi har i dag. Den er relateret til vores forhandling med Gud, den måde, vi altid har spurgt ham til råds. Også tanken om bevis er relateret til tvivlen på Gud. Uden Gud ville vi aldrig have haft hverken kunst, etik eller naturvidenskabelige beviser.
Tesen om, at religionen med moderniteten ville dø ud, har vist sig at slå fejl. Hvad tror du er grunden til det?
Jeg har altid været stærkt imod tanken om, at verden ville gå hen og blive helt sekulær. Det var en tese for dem, der opfandt andre slags religion. Statens religion, folkets religion, fællesskabets religion. Jeg tror, grunden til at religiøsiteten blomstrer er, at det er svært at være ateistisk. Jean-Paul Sartre sagde, det er det sværeste i verden at være rigtigt ateist. Og det er jeg enig i. Jeg er ikke selv ateist, selv om jeg heller ikke er troende. Det kræver en enorm mental styrke at være rigtigt ateistisk.
Hvorfor?
At tro, at du er dit eget grundlag, at der intet er efter døden. At der intet er i din sjæl, der er uafhængigt af din krop. Det er fortvivlende! Og jeg er selv på kanten til disse tanker, men jeg er bange for at tænke dem helt og grundigt til ende. Derfor kan jeg ikke kalde mig selv radikal ateist. Men derudover mener jeg, at valget i dag slet ikke står mellem at være troende og ateist, men mellem forskellige former for religion. Der er jøder, muslimer og kristne på den ene side, og så er der dem, der tror på naturen, samfundet og offentligheden på den anden side. Alt det er moderne religioner. Og jeg foretrækker de første.
Den franske filosof René Des-cartes (1596-1650), der betragtes som den vestlige filosofis fader, sagde engang, at filosofien må starte ved at tvivle på alt. Men når interessen nu er der, hvorfor tør Bernard-Henri Lévy ikke tænke tanken om, hvorvidt der faktisk findes en gud, til ende? Og få vished? Han trækker på skuldrene.
Jeg har skrevet mange, mange bøger, som cirkler omkring religion uden at nå til et svar. Jeg er ikke sikker på, jeg er kommet til bunds i det her i mig selv. Heldigvis er der stadig tid.
Rent filosofisk, mener du da, at religion fører mennesker sammen eller skiller dem ad?
I Israel-Palæstina er det selvfølgelig begge dele. Og vi har haft krige mellem katolikker og protestanter, islam og jødedommen, semitter og antisemitter. Selvfølgelig er der splittelse, men jeg vil også sige, at hvis der er en chance for en forening af menneskeheden, så er den eneste hypotese, der tillader os at formulere idéen om enhed, den monoteistiske tanke. Den eneste måde, vi kan argumentere for mennesket som noget unikt, er, hvis vi tilslutter os, at alle refererer til den samme gud.
Der er en tradition for hedenskab i Europa. Hvis du følger denne tradition, så er det krig alle mod alle. Hvis du følger den monoteistiske linje, så kan der også blive krig, selvfølgelig. Men den eneste måde at få en lille chance for at undgå krig og bekæmpe racisme er med den monoteistiske tanke. At alle er sønner af den samme fader. Racismens vej, troen på, at der er forskellige familier og slægter, at den ene kommer fra den ene fader og den anden fra den anden, det er racismens vej!.
Vi er på vej ud ad det, Bernard-Henri Lévy er kendt for i sine interviews. Afveje, der gerne svinger samtalen flere år tilbage i historien, ud i kunsten eller til andre verdensdele. Denne gang sætter han foden ned i 1600-tallets opdagelsesrejser, da de spanske conquistadores indtog Sydamerika. Netop dengang var spørgsmålet om én eller flere guder til stor debat, da jesuittermissionærer kæmpede mod conquistadorernes racisme over for indianerne, forklarer han. De argumenterede for, at indianerne var sønner af den samme gud som dem, og derfor kunne de ikke blive behandlet som dyr eller slået ihjel.
Tilbage i nutiden står pointen klart:
Det kan vi lære noget af! Den eneste måde at slå racismen ned dengang var ved at tage Gud frem. Vi kan ikke slå vore brødre og søstre ihjel, hvis vi anerkender tanken om, at vi alle kommer fra den samme gud.
Men hvad så, hvis man tror på, at den andens gud er den forkerte gud?
Det er ikke godt. Så anerkender man på sin vis, at der er flere guder. Men der burde ikke være problemer med islam, for det er en monoteis-tisk religion. Men der er fløje i islam, som gerne vil udrydde gælden til jødedommen og kristendommen. Der er dele af islam, som ved, at religionen er kommet til efter kristendommen og jøderne, men der er flere og flere, som overser det faktum, at islam skylder kristendommen og jødedommen noget. Det er islamismen. De vil udrydde gælden. Der er en del af Umma (betegnelse for det verdensomspændende samfund af rettroende muslimer, red.), der ser det som sin største opgave at glemme og benægte det faktum, at islam står i gæld til andre religioner. Og når du gerne vil det, så må du ødelægge den mand, som virkelig fortjener æren. Men det er vigtigt at pointere, at det ikke handler om islam som sådan, men den meget radikale del af islam.
Hvorfor vender folk sig efter din mening mod religiøs fanatisme?
Fordi den blander to ting: Guds rige og menneskets. Og det er en hedensk fejl. De to riger er forskellige ifølge jøder, kristne og også ifølge Muhammeds sande budskab. Der er nogle, der tror, at nu er tiden kommet til at slå de to riger sammen.
Han klapper hænderne mod hinanden med et smæld og læner sig tilbage i sofaen.
Så opstår problemet, for os alle sammen.
Herunder: Samtale mellem filosof og samfundsdebattør Bernard-Henri Lévy og journalist Adam Holm frafra International Forfatterscene i Den Sorte Diamant