Jens Smærup Sørensen, forfatter, anbefaler Heinz Schillings biografi ”Martin Luther. Rebel i en opbrudstid”:
”Den bog har optaget mig meget, fordi den beskriver en vanvittig spændende historisk periode, og fordi jeg fik en masse at vide om Luther, hans omgivelser og samtid, som jeg ikke vidste i forvejen.
Bogen er lang, næsten 700 sider, så det er godt at have god tid til læsning, hvilket mange mennesker har i påsken. Derudover kan det siges at være oplagt at beskæftige sig med Luther og hans tilbagevenden til den evangeliske kristendom netop i påsken, som jo indeholder kernen i kristendommen.
Lutherbiografien beskæftiger sig blandt andet med, hvad der var originalt ved Luther, og hvad der allerede var gang i af tanker og idéer, inden han begyndte at skrive. Hans force var blandt andet hans kampstyrke og enorme produktivitet. Man mener, han er den person i verden, der har skrevet mest. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at forvandle hele den romerske kirke, men han var også en mand, der længtes efter en nådig Gud. Det vigtigste for ham var at nyfortolke kristendommen uden om præsteskab og helgener, så den bliver et spørgsmål om det enkelte menneskes forhold til Gud.
Når jeg interesserer mig for reformationstiden, hænger det indirekte sammen med mine romaner. Kigger jeg på mit forfatterskab på afstand, kan jeg se, at det er kommet til at dreje om mennesker i overgange fra noget gammelt til noget nyt. Det handler om modernitet, og den begyndte i virkeligheden med Luther for 500 år siden. Det var på mange måder den moderne verdens begyndelse og var også i Danmark bondeoprørets store tid. I Luther-biografien har jeg fået mere at vide om hele den tid, end jeg har fået i andre sammenhænge.”
Peter Dürrfeld, forfatter og anmelder af klassisk musik, anbefaler Johann Sebastian Bachs ”Matthæuspassion”:
”Det tre timer lange værk regnes for et af musikhistoriens allerstørste kompositioner. Det er et ikonisk værk, og det opføres i mange kirker og koncertsale i hele verden op til påske, og naturligvis findes der utallige indspilninger af værket. Skal jeg pege på én enkelt indspilning, er det Deutches Grammophons fra 1979 med Karl Richter som dirigent og barytonen Dietrich Fischer-Dieskau som Jesus. Fischer-Dieskau har en fantastisk stemme og en personlig pondus og autoritet, der gør, at man virkelig tror på ham, når han fortolker Jesus.
Passion betyder lidelse. Værket er bygget op om en række korsatser, en evangelist (tenor), der fortæller Jesu lidelseshistorie ordret, som den står beskrevet i Matthæusevangeliet, og en række arier, der reflekterer over det skete. Den mest kendte arie fra værket er altens 'Forbarm dig', der er omkranset af en soloviolin og nok er det sted, mange kniber en tåre eller synker en ekstra gang af bevægelse.
I Matthæuspassionen går alvoren, dramaet og skønheden op i en højere enhed. Vi ved, hvordan det ender, nemlig med korsfæstelsen af Jesus (opstandelsen er ikke med, red.), så vi lytter ikke til værket for handlingens skyld, men for stemningens. Musikken udtrykker på smukkeste vis kernen i det kristne budskab, nemlig at Jesus led døden på korset for vores skyld. Jeg hører som regel en eller flere koncertopførelser af værket hvert år op til påske, men hvis man ikke har den mulighed, kan jeg på det varmeste anbefale, at man lytter til værket derhjemme, for eksempel i en af påskens helligdage. Synes man, tre timer er for lang tid, kan værket sagtens høres i mindre bidder.”
Jens-Christian Wandt, operasanger, anbefaler ”Legenden om rødhalsen” fra Selma Lagerlöfs bog ”Kristuslegender”:
”Når jeg holder påske i mit sommerhus i Skagen, står Selma Lagerlöfs 'Kristuslegender' på bogreolen. At kunne blande hendes stærke og givende fortællinger med Skagens vilde natur, at lade Selma Lagerlöf sætte tankerne i gang og tænke videre på den daglige tur langs det brusende hav og følge påskens Gudstjenester i henholdsvis Skagen og Hulsig Kirker er noget, jeg glæder mig rigtig meget til.
Jeg har altid været meget betaget af Selma Lagerlöfs forfatterskab og allermest af hendes legender. Rødhalsen handler om denne smukke fugl, som først skal gøre sig fortjent til sin røde farve. Og først mange mange år efter sin skabelse får den sin farve, nemlig da fuglen ser den lidende Jesus og ser, at en torn fra tornekronen har boret sig ind i hans pande. Med sit næb hiver fuglen tornen ud af panden, der drypper lidt blod på fuglens bryst, og det farves rødt. Siden har Rødhalsen haft sin røde farve. Det er da en vidunderlig og stærk fortælling. For mig er den røde farve lig med kærlighed, og at fuglens bryst bliver farvet, er ingen tilfældighed - det er lige der, hjertet sidder.
Jeg føler, Selma Lagerlöf tager mig om hjertet, når jeg læser hendes legender. Alt det, der samles i ordet menneske, samles også i hendes fortællinger, derfor bliver vi klogere af at læse Selma Lagerlöf. Det handler om næstekærlighed, om at opføre sig ordentligt og være et godt menneske. Det kan man være på mange måder, men det er altid godt at blive mindet om, at der er andre i verden end dig selv. Det er det, der hedder menneskelighed, det er også det, der hedder påske.”
Ida Jessen, forfatter, anbefaler Vladimir Nabokovs bog ”Sig frem, erindring”:
”Jeg har endnu ikke læst bogen helt færdig, men alligevel tøver jeg ikke med at anbefale den. Vladimir Nabokovs selvbiografi fra 1966, der lige er kommet i en ny dansk udgave, er en betagende fortælling om dels hans barndom og ungdom på et stort gods nær Sankt Petersborg i zar-tidens Rusland og dels hans liv efter revolutionen i 1917, hvor han levede i eksil i henholdsvis Berlin og Paris.
Forfatteren går i sine erindringsbeskrivelser ned i en række detaljer, som er meget betydningsmættede. Blandt andet beskriver han en episode, hvor han som barn ligger syg og i sine hallucinationer følger sin mor på hendes slædetur ind til byen og ser for sig, hvordan hun køber en lille, fin blyant til ham, der bliver båret frem af en tjener. Da hun kommer hjem, kommer hun ind på hans værelse bærende på en kæmpestor blyant, der har været brugt i et udstillingsvindue.
Det er, som om hans associationer og erindring glider sammen, og som læser skal man bare læne sig tilbage og følge med. Det handler om alt det, der gik tabt i revolutionen, men det er ikke tabet af ejendomme og store formuer, forfatteren beklager, men snarere tabet af sine erindringer. Det er, som om han prøver at tilbageerobre den tabte fortid.
Jeg er meget grebet af alt det sansede og betydningsmættede. At læse den bog er lidt ligesom at gå rundt i en vidunderlig have. Det er en bog, man skal give sig god tid til, og derfor synes jeg, påske-helligdagene er en god anledning.”
Vibeke Tøjner, billedkunstner, anbefaler ”Isenheimalteret” skabt af Matthias Grünewald og Niclaus af Haguenau i 1512-1516. Altertavlen hænger på Unterlinden-museet i Alsace, Frankrig:
”Jeg vil anbefale et kunstværk, som rummer påskens fysikalitet i korsfæstelsen. Samtidig er det den stærkeste skildring af det metafysiske og immaterielle i påsken: opstandelsen.
Jeg har et stærkt personligt forhold til værket, som begyndte i sommeren 1976. Jeg var 15 år og på sommerferie med min familie til Frankrig. Da vi nåede til museum Colmar i Alsace, hvor Isenheimer-altertavlen af Matthias Grünewald hænger, sagde min far:
'Nu skal I se den dødeste død'. Han havde lige læst Elsa Gress' bog 'Fuglefri og fremmed: Erindringsbilleder' (1971) og refererede til den.
Jeg glemmer aldrig synet af dette maleri. Altertavlen forestiller Kristus på korset. Det var før nettet, før nævneværdige splatterfilm eller TV Avisens hverdagsbilleder af død og lidelse.
Når jeg tænker på det, ser jeg denne gustne grågrønlige farve, tjørnekransen og forrådnelsen, Kristi forrevne hud og livløse krop. Mine søskende og jeg spurgte min far, som er læge, om man ud fra et klinisk blik kunne sige, at dét var døden. Han kunne bekræfte, at døden kunne se sådan ud. Men det var først og fremmest maleri. Mørket, huden, det grønblå, brudt af de lysende røde kjortler samledes i én stor oplevelse af stoflighed, som jeg lige siden har været optaget af i mit eget maleri.
Der er også et opstandelsens lys i altertavlen, en spænding mellem mørket og så den luminositet, der udgår fra Marias hvidhed og apostlenes lysende, cadmiumrøde farve. Jo mørkere død, jo stærkere lys.”
Elisabeth Dons Christensen, tidligere biskop over Ribe Stift, anbefaler Bordesholmalteret i Slesvig Domkirke samt Doris Ottesens bog om værket:
”Da jeg i 2004 fik Doris Ottesens bog om Bordesholmalteret i hænderne, blev jeg så fascineret, at jeg straks måtte til Slesvig og se det. Det blev min fascination ikke mindre af. Det er et fantastisk flot stykke træskærerarbejde udført af Hans Brüggemanns værksted i årene 1514 til 1521. Der er en uendelig detaljerigdom i værket, og for at få øje på de næsten 400 figurer vil jeg anbefale, at man tager en teaterkikkert med.
Påsken er et oplagt tidspunkt at besøge domkirken, for i altertavlen kan man følge de enkelte hændelser i Jesu lidelseshistorie. Hele påskeugen er repræsenteret, og hver enkelt scene er så gennemført, at enhver kan identificere sig med det, der sker, og med de mennesker, som enten piner, forråder eller, som Jesus selv, lider. Jeg læste bogen og så billederne i den, før jeg så selve værket. På den måde forstår man det nok bedst, men man kan også få en umiddelbar oplevelse af et guddommeligt nærvær ved bare at være i rummet. Som kristne kan vi ikke undgå at forbinde Jesu lidelse med alverdens lidelse, men indbygget i det hele strømmer også håbet om, at Guds kærlighed overvinder alt. Man går lidt sørgmodig derfra, men så alligevel ikke, for opstandelsen er også til stede i værket og hjælper os oprejste af sted.”
