Man har i de senere år i Europa diskuteret, hvorfor nogle unge muslimer pludselig bliver radikaliserede. Hvorfor begynder de at iklæde sig traditionelt muslimsk tøj? Hvorfor vender de sig pludselig fra vestlig ungdomskultur og tager deres tro uhyre alvorligt og skaber voldsomme spændinger i familierne og samfundene? Hvorfor trækker de hele det traditionelle mellemøstlige normsæt ind i en europæisk sammenhæng?
Svarene har ofte haft rod i sociale årsager, men det er ikke helt dækkende. Vi ser også ekstremistiske unge fra velordnede forhold, hvor forældrene står uforstående over for de unges adfærd.
Det er dér, at Dardenne-brødrenes nye film ”Unge Ahmed” udspiller sig. Det er ikke en socialrealistisk historie med håbløsheden malet tydeligt op.
Unge Ahmed er vel lige over den kriminelle lavalder. Han bor med sin mor og to søstre. Vi ser ham aldrig som en glad og fjollet teenager. Han er en alvorlig dreng. Moderen gør alt for sine børn. De har det godt, selvom faderen er død. Søstrene ligner andre europæiske unge i tøj-stil og adfærd.
Ahmed har, indtil filmen begynder, brugt meget tid på computerspil. Pludselig holder han op, begynder at komme hos en lokal imam, der har mange kategoriske meninger. Han begynder at bede fem gange om dagen. Han vil lære arabisk, og i skolen vil han pludselig ikke give hånd til sin lærerinde, der ellers har hjulpet ham meget. Han beskylder sin mor for at være fordrukken, fordi hun tager sig et enkelt glas vin til maden. Sin afdøde far beskylder han for at have givet op, fordi han tillod moderen at gå i europæisk tøj.
Unge Ahmed er blevet radikaliseret. Vi får ikke nogen årsag. Historien er egentlig ganske uforståelig, som livet jo nogle gange er. Det er en fortælling fra lige midt i tilværelsen.
Det er sådan, brødrene Jean-Pierre (født 1951) og Luc Dardenne (født 1954) plejer at lave film. De har vundet talrige priser i Cannes, senest i 2019, hvor de vandt prisen for bedste instruktion for denne film.
Den kønne og lidt nuttede Ahmed med de runde briller er ikke så rar, som han ser ud. Han prøver at slå sin lærerinde ihjel, fordi han mener, hun er vantro. Det er det, han har fået ud af sin imams belæringer, mener han.
Han kommer i ungdomsfængsel, hvor man prøver at resocialisere ham. Det går ikke særlig godt, men hans bastante verdenssyn rystes dog i mødet med den unge pige Louise. Han betages af hende, som hun af ham, og et enkelt lille kys fra hendes side ryster ham. Den rene muslim møder verdens dragende syndighed! Hans reaktion er uforklarlig, og filmen ender i en katastrofe, hvor håbet alligevel er til stede.
Hvad vil Dardenne-brødrene med deres film?
Det er ikke nemt at sige. De lader os kigge ind i et ungt menneskes kaos, hvor rettroenhed bliver umenneskelig, og personligheden går i forråelse. Det har vi set før i historien. Bare tænk på kulturrevolutionen i Kina. Det er en uforståelighed, som vi selv skal tumle videre med.
Livet har sine uforklarligheder, og de to Dardenne-brødre tør godt vise os det, selvom vi altid gerne vil have årsager. Det sidste ord i filmen er tilgivelse. Den er jo også i virkeligheden uforståelig, men ganske nødvendig. Man får noget at spekulere over, når brødrene laver film.