Ingenting er alting

Samuels Becketts klassiker "Mens vi venter på Godot" virker ikke nær så gådefuld i dag som ved sin fremkomst. Det viser opførelsen på Aarhus Teater

Anders Baggesen er yderst nærværende som Pozzo, der er forstørret op til det i den grad groteske Foto: Rumle Skafte/ Aarhus Teater

At vente. Det er temaet. Vente på Godot. Hvem han er, står hen i det meget uvisse. Det er imidlertid hans opdukken, der skal give ventetiden mening. Men han dukker aldrig op.

Samuel Becketts "Mens vi venter på Godot" (1953) blev gennembruddet for det såkaldte absurde teater. Skuespillet er en af teaterlitteraturens klassikere. Når man nu ser det i Annika Silkebergs på én gang respektfulde og levende iscenesættelse på Aarhus Teater, virker det ikke nær så gådefuldt som ved sin fremkomst. Man genkender så at sige stykket fra virkeligheden.

Hvor mange venter ikke på det, der skal lyse en banal og fragmentarisk hverdag op med mening? Og hvor mange har ikke lige så travlt med at komme fremad og hele tiden fremad, hurtigt og helst hurtigere endnu, som Pozzo og Lucky, herren og slaven i stykket? Formålsløsheden i deres (og vores?) rastløst jagende færd videre ind i ingenting understreges af, at Pozzo bliver blind som skæbnen. Hans orienteringsevne er tabt som det ur, han alligevel ikke kan se.

Vagabonderne Estragon og Vladimir, alene midt i ingenting, apatiske repræsentanter for hele menneskeheden og for den universelle absurditet, skal derimod bare have tiden til at gå. Det taler de en del om. Væk med tiden – hvad skal de med den uden Godot? De kunne jo for eksempel hænge sig. Så gik tiden da med det. Men de mangler et reb. Estragon tilbyder sin livrem, men den brister. Derefter står den potentielle selvmorder med bukserne nede om benene. En for stykket typisk situation: alvor og komik som to sider af samme sag. Eller rettere: af ingenting.

Vi møder personerne i en scenografi bestående af ramponerede brædder samt af en smal, næsten ubenyttet stige, der fører op mod lyset fra en rustent udseende lampe. Gangbroen, ventestedet, hvor alt/ingenting sker, er udspændt hen over en samling roer, hvis forbindelse med stykket ikke just er indlysende. En vigtig del af scenografien er det træ, som vagabonderne ikke hænger sig i. Det er tegnet med kridt på brædderne. Publikum ser det ske inden forestillingen. Træet vil i spilleperioden blive ridset op af skiftende kunstnere – ved premieren var det Hans Krull. Efter den enkelte forestilling forsvinder det for ved den næste at blive erstattet af et andet. At komme for at forsvinde – ja, ja, sådan som det er for os alle. En sandhed gentaget med kridt.

Træet gør dog på ingen måde tekstens pointer tydeligere. Og jeg har mere end svært ved at se berettigelsen af de tegnende kunstneres medvirken.

Som Estragon og Vladimir finder Niels Ellegaard og Lars Høy uden vaklen den nødvendige balance mellem det humoristiske og det alvorlige – og overbeviser dermed om, at det ene ikke nødvendigvis er en modsætning til det andet. De to skuespillere skaber med deres indlevelse et par finurlige figurer, som undertiden indgår i næsten gribende øjeblikke, naturligvis på den helt usentimentale måde. Anders Baggesen er yderst nærværende som Pozzo, der er forstørret op til det i den grad groteske, mens Kim Veisgaard som slaven fylder den underkuedes pålagte tavshed med nerve – som følger med, da manden pludselig lader et kaos af ord strømme fra sig. Som ved en eksplosion.

"Mens vi venter på Godot" har ingen egentlig handling, men er opløst i ganske små sekvenser, blandt andet kredsende om dette at huske, hvilket beskrives som et højst usikkert forehavende. Heller ikke hukommelsen er til at regne med. Det er kun dette ingenting, som er alting. Situationen er grundlægende den samme fra først til sidst, en udvikling sker ikke. Derfor er de godt tre timer, som forestillingen varer, for lang tid. Teksten kunne sagtens – og burde – være strammet. Dette vil ikke have sløret noget, måske endda snarere tværtimod.

grymer@k.dk

Samuel Beckett: Mens vi venter på Godot. Oversættelse: Klaus Rifbjerg. Iscenesættelse: Annika Silkeberg. Scenografi: Jenny André. Aarhus Teater, store scene.