Peter H. Olesen har udgivet en lille digtsamling med titlen Jeg er blevet lokal. Man kan i dette værk spore to intentioner og/eller inspirationer. For det første er digtene markante ved deres talesproglige præg, hvor især humoristiske ordspil fylder en hel del.
At dette er tilfældet, har også at gøre med digterens baggrund som sangskriver i bandet Olesen-Olesen, hvor netop disse virkemidler står i centrum, og inden for hvilket felt Peter H. Olesen absolut er en af de bedste, vi har haft i Danmark i årtier. For det andet er Olesen tydeligt inspireret af 1960er-avantgardens metapoetiske orientering, hvor der, ikke mindst med Per Højholt som forbillede, bestandigt tales om, at den tekst, man nu sidder og skriver, handler om, at man nu sidder og skriver denne tekst, og så videre.
Oftest fusioneres de to tendenser i Olesens digte, og de bedste af teksterne har en elegant lethed og charme over sig, som man ser i den følgende lille sag: Jeg tror at de får/ på en eller anden måde ved/ at jeg sidst jeg var her/ skrev om dem./ Nu har de bevæget sig/ endnu nærmere hovedbygningen/ og går hjemmevante omkring/ på plænen lige herude/ som for at sikre sig/ plads i endnu/ et digt.
Det drejer sig, som titlen på digtsamlingen viser, i allerhøjeste grad om at rette fokus på de mest almindelige ting og forhold, således at hverdagens trivialiteter ses i et nyt lys og opnår fascinationskraft ved at blive omtalt på en ny og overraskende side.
LÆS OGSÅ:Kærlighed uden poesi
Vi hører om, hvordan jeget har fået en altan, der nu hænger der som en mulighed/ midt på Sjælland. Vi får denne uimodståelige beskrivelse af jeget og hans elskede: Du er så smuk/ når du går i regnen/ under din regnskærm/ siger jeg til dig./ Det hedder paraply/ svarer du./ Jeg er mere/ til det germanske/ påstår jeg/ og du vender øjnene/ mod himlen/ og i det samme/ stopper regnen/ ligesom/ dette digt.
Eller man kunne tage den følgende lille underfundige tekst: Man må spise hvad der er i køleskabet, ingenting/ og et løg.
Skal man alligevel rette en kritik mod Peter H. Olesens Jeg er blevet lokal, er det, at de fleste af de poetiske trick, der demonstreres i bogen, har været anvendt i den internationale avantgarde gennem hele det 20. århundrede og i dansk sammenhæng utallige gange i de sidste årtier. Det gælder således de metapoetiske gags, som man har set i ovenstående eksempler, og det gælder den demonstativt åh-så-afslappede-og-uhøjtidelige tone, der nogle gange slår over i det pjattede.
For eksempel insisteres der gentagne gange på, at ordet digter og digt er lidt pinligt og patetisk på en måde, som man roligt kan kalde fortærsket med baggrund i talrige tekster af digtere som Peter Laugesen, Klaus Høeck, Per Aage Brandt, Viggo Madsen, Bo hr. Hansen, Lars Bukdahl og Ursula Andkjær Olsen. Men bortset fra dette er Jeg er blevet lokal et veloplagt, energisk og elegant poetisk udspil fra en digter, som man gerne hører mere til.