Prøv avisen

Inger Christensen minder en om de væsentlige ting

Det er en stor gave for den 61-årige skuespillerinde Karen-Lise Mynster at låne forfatter Inger Christensens ord med op på scenen aften efter aften i forestillingen ”Det Springende Punkt”, som kan ses på Teatret ved Sorte Hest frem til den 2. november. – Foto: Leif Tuxen.

For forfatteren Inger Christensen var ord en helt essentiel del af livet. I en ny teaterforestilling tager skuespiller Karen-Lise Mynster livtag med forfatterens poetiske univers. For verden i dag er desværre alt for fattig på poesi, mener Mynster

Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre.

Ordene står i gennembrudssamlingen Det, som Inger Christensen, en af Danmarks største lyrikere, udgav i 1969. De står også hen over skuespillerinden Karen-Lise Mynsters ryg på teaterplakaten for forestillingen Det springende punkt, der lige nu kan ses på Teatret ved Sorte Hest.

Det kan henvise til verdensrummets begyndelse, filosoferer Karen-Lise Mynster efter at have reciteret digtet. Men det kunne lige så vel referere til et menneskelivs, en forestillings eller sågar et interviews begyndelse.

LÆS OGSÅ: Vestjyder står i kø for at høre poesi

Uanset hvad får ordene det til at vibrere i Karen-Lise Mynsters krop. Hun husker stadig, da hun første gang læste dem. Dengang i ungdomsårene, hvor der lå en digtsamling på enhvers bord. Hvor man griflede små, poetiske kærlighedserklæringer ned til hinanden. I dag sender man snarere en sms i telegramform, konstaterer den 61-årige skuespiller og ser ud gennem teatrets vindue.

Jeg synes jo, poesien kan hjælpe os til at forstå os selv og verden på en dybere måde. Hvis ordene som i Inger Christensens tilfælde er digtet på en måde, så man kan mærke, at hun gør sig selv til redskab for digtet, sætter det sig spor i sindet, siger hun, mens øjnene flakker lidt søgende fra side til side som for at fange hvert ord, der myldrer ud ad hendes mund.

Det springende punkt, der også er titlen på et af Inger Christensens digte, er Karen-Lise Mynsters egen opsætning af Inger Christensens poesi. En forestilling om en kvinde, der befrier sig selv gennem det at digte sætter tanker fri gennem ordets kraft. Ny musik af Henriette Groth sætter toner til det digteriske univers, hvor publikum følger kvindens kamp for at bevare poesiens dimension, fortæller Mynster. En evne, verden i øvrigt er blevet fattig på, mener hun.

Der bliver skrevet mange bøger og heldigvis også mange digte, men jeg oplever ikke, at det optager folk. Derfor kunne jeg godt tænke mig at vise gennem Inger Christensens ord, hvor meget ord gør ved os og kan påvirke os. Hvis vi lærer at bruge dem, kan vi få mere fat i hinanden og skabe både større glæde og forståelse, siger hun.

Inger Christensen debuterede i 1962 med Lys og fik sit gennembrud med Det, som den dag i dag stadig betragtes som et af dansk modernismes hovedværker. I løbet af sin karriere skrev hun både eksperimenterende romaner, essays og systemdigtning. Som ung forstod Karen-Lise Mynster ikke alle kroge af forfatterindens digte. Men hun var alligevel grebet.

Karen-Lise Mynster blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1975. Mest kendt i den brede befolkning er hun nok for rollen som den unge, naive bankassistent Ulla Jacobsen i Matador og senere som Krummes mor. Men hun har først og fremmest dedikeret sin karriere til skuespil foran et levende publikum med mange store roller rundt om på landets teatre. Og drømmen har altid været at tage Inger Christensens ord med op på scenen.

Hun er for mig at se en af de største digtere, vi har haft. Men hun er ikke let. Derfor har det taget mig lang tid at finde modet til at gøre det, fortæller skuespillerinden.

Karen-Lise Mynsters ambition med den nye forestilling er at få flere til at læse poesi generelt. Og i særdeleshed ordmesteren selv. For Inger Christensen kunne trylle med ord. Ord, der gør de følelser, man tumler med, større og forståelige, hvilket står i kontrast til den tendens, vi ellers har til at gøre vores liv mindre, mener hun.

Vi har det med at lukke os om os selv. Lukke os inde bag skærme. Inger Christensen talte i stedet om, at vi skal tømme os selv og gøre os åbne. Bare være til. For derved kan vi modtage. Hvis du er stresset og ser op på stjernehimlen, kan du godt sige, den er flot, men du kan ikke tage den ind. Hvis du er afslappet og åben, kan du pludselig modtage en masse storslåede ting, forklarer hun og rækker hænderne frem foran sig.

Poesien er komprimeret og intens. Den intensitet gør, at vi kan stoppe op og blive ramt nogle gange som af lynet. Man ser en sætning, man aldrig ville have kunnet formulere, men idet man ser den, forstår man præcis, hvordan noget hænger sammen, som det gør, eller hvordan man selv har det.

Inger Christensen satte ord på nogle af livets store temaer som døden, længslen og angsten. Eviggyldige temaer, som vi måske nok er berøringsangste over for i hverdagen, men som er så eviggyldige, at hendes poesi altid vil være relevant, mener Karen-Lise Mynster. Hun mindede desuden sine læsere om krig, pinte soldater og bødler. Men hun bad også mennesker om at tale mere om mildhed, mennesker, munterhed, mod og saltets mysterium.

Hendes ord minder os om, at der er noget, der er til stede, vi har glemt, men hun minder os også om noget, der er til stede, vi ikke må glemme at gøre noget ved. Det er da helt vildt.

Og det er netop på teaterscenen, at sådanne store temaer for Karen-Lise Mynster at se har hjemme. Blandt skuespillere, for hvem ord spiller samme store rolle. På en scene, hvor livets store dramaer altid har udfoldet sig.

Når lyset bliver slukket, kan du lægge verden bag dig og lytte til de store historier. Du kan se et stykke, der måske befrier dig fra noget, der ellers har været pakket langt væk i dit indre. Pludselig står der en på scenen og har modet til at skrige det ud, siger hun.

Om publikum vil forstå alle Inger Christensens ord med deres hoveder, er ikke afgørende for skuespillerinden. Det kan være, de i stedet bliver forstået med hjertet, som hun udtrykker det.

Det vigtige for mig er, at folk mærker ordets magt og derved får lyst til at læse poesi. For der ligger så stor en rigdom gemt i ord.