Hvorfor skrive en bog om en yngre minister midt i hendes politiske karriere? Journalister spyer i disse år bøger ud om politikere. Journalisternes aviser giver bøgerne rigelig foromtale, så vi må tro, at nu kommer nogle meget vigtige bøger. I udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs tilfælde skyldes bogskriveriet nok, at hun er en meget populær minister, der nævnes som en mulig fremtidig leder af Venstre.
Men hun er også en meget kontroversiel og af nogle direkte forhadt politiker. Hendes ”smykkelov”, hendes ord om at gøre det ”utåleligt for udlændinge på tålt ophold” i Danmark, hendes afvisning af selv kvoteflygtninge og ønsket om at gøre op med internationale konventioner har sammen med meget andet delt vandene.
Der er to måder at skrive et politikerportræt på. For nylig udkom to bøger om Mette Frederiksen (S). I en journalistproduceret bog byggede man bogen på blandt andet lange interviews med den portrætterede selv. Risikoen er, at bogen derved let bliver en salgstale for politikeren. For mig lykkedes Peter Heyn Nielsen i sin bog ”Statsministerkandidaten” bedre med at give et afbalanceret portræt af Mette Frederiksen ved at holde sig til andre kilder. Han lod sig ikke forføre af lange interviews af den portrætterede.
De to journalister, Martin Hjort og Andreas Karker, har valgt at bruge lange interviews med hovedpersonen som deres vigtigste kilde. Karker er journalist på BT. Så vidt vides har Hjort blandt andet været stjerne i et realityshow.
De to undgår ikke, at portrættet bliver lidt fortegnet. Eksempelvis når de nævner, at antallet af asylansøgere faldt fra 2015 til 2016 uden også at nævne, at hovedårsagerne til faldet nok mere skal søges uden for Danmarks grænser end i Inger Støjbergs indsats.
Forfatterne er ikke uden vilje til at balancere, men bogen er meget venlig mod Støjberg. Den tegner et billede af en jordbunden jysk politiker med rødder i det lokale, hvor både Venstre og Dansk Folkeparti er til stede. Fortællingen er fermt skrevet som en historie om en grim ælling, der blev en svane.
”Inger” var oprindeligt en stille og lidt for tyk pige, der slankede sig og tog bladet for munden til stor overraskelse for alle, der kendte hende. I tegningen af Støjbergs baggrund og liv nærmer bogen sig det ugebladsagtige med oplysninger om hovedpersonens privatliv og kærester. Hun har i lighed med de to forfattere berøringer med populærkulturen. I hendes tilfælde eksempelvis Melodi Grand Prix, fodbold og Cola-drikke.
Inger Støjberg har et overvældende antal ”followers” på Facebook. Hendes popularitet i dele af befolkningen hænger uden tvivl sammen med hendes mod, slagfærdighed og robuste humor. Dertil kommer, at hun er Venstres måske mest nationalkonservative politiker med affinitet til Dansk Folkeparti, hvad der har gjort hende nyttig som brobygger, men også som konkurrent til DF. Og endelig har hun en evne til at tage overraskende initiativer, for eksempel nævnes i bogen en indsamling til fordel for Folkekirkens Nødhjælp, som gav respekt hos daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Bogen tegner generelt et billede af en meget endimensional ”værdikriger”. Hendes erfaringer med eksempelvis international politik og økonomi synes meget små. Hendes interesse for eksempelvis EU synes ikke stor. Der er næppe heller stof til en stor kulturpolitiker i, at hun har skrevet en bog om det nordjyske par Sussi og Leo, der er blevet populært, uanset at deres musikalske evner er små.
De har noget til fælles med Inger Støjberg: en uforfærdet tro på sig selv uanset al kritik. Bogen munder ud i en forventning om, at Støjberg kan blive en central spiller i kommende magtkampe i Venstre, men de to journalister vover ikke at udråbe hende til Danmarks kommende statsminister.
Venstre har selv gerne set sig som et parti med stor indre harmoni i modsætning til eksempelvis Socialdemokratiets historiske magtkampe mellem ”kaffeklubber”. Det måske mest interessante ved bogen er, at den anlægger et konfliktperspektiv på Venstre.
Allerede som unge opførte de kommende topfolk i partiet sig som rovdyrunger, der træner sig i indbyrdes magtkampe. Eksempelvis mener Støjberg, at Anders Fogh Rasmussen i en del år holdt hende på afstand, fordi hun som ung havde været med til afsætte hans ultraliberalistiske søn som formand i en lokalafdeling.
Den unge Henrik Fogh Rasmussen og nogle af Venstres nuværende topfolk ville helt af med velfærdsstaten. De blev kaldt ”de sorte”. En gruppe, der karakteristisk for tonen blev kaldt ”røde”, var ikke helt med på det. Sønnen udvandrede til USA og har fået amerikansk statsborgerskab.
Venstre har i dag sine ”kaffeklubber”, selvom de måske hedder noget andet. Meget lidt synes – i al fald i bogens optik – at foregå blandt Venstre-politikere uden tanker om magten. Falder bogen i den grøft, som mange journalister beskyldes for, hvor de kun ser konflikter og proces og overser den politiske substans? Eller er det virkelig sådan, som bogen viser, at substansen er udflydende, magtpositioneringen det konstante?
For Støjbergs vedkommende mener forfatterne dog, at netop hun er en konsistent politiker, som ikke har skiftet politiske holdninger. Det er formentligt et dækkende billede. I al fald når det gælder udlændingepolitik. Men hvad med alt det andet? Her er det noget sværere at se substans. Støjberg fremtræder mest som en dygtig mediepolitiker.
Martin Hjort og Andreas Karker: Inger. Der hvor hun kommer fra. 288 sider. 270 kroner. Berlingske Media Forlag.