Prøv avisen
Interview

Ingmar Bergman spændte sine dæmoner for den kreative vogn

I ”Den gode vilje” skildrer Ingmar Bergman i detaljer, hvordan Anna og Henrik piner hinanden og sig selv i det ægteskab, de indgik i troen på, at kærligheden kunne bære alt. Her ses hovedrollerne, Mathias Flint og Anne Plauborg, i opsætningen på Aarhus Teater. – Foto: Natascha Thiara Rydvald/Pressefo

Den svenske teater- og filmkunstner Ingmar Bergman skabte store kunstneriske værker ud fra sin egen families mørke sider, blandt andet i ”Den gode vilje”, som har premiere i morgen på Aarhus Teater. Vi bør have større blik for, at kærlighed kan ende ulykkeligt, mener instruktøren Emmet Feigenberg

En fattig teolog, Henrik, møder en forkælet overklassepige, Anna, og de forelsker sig i hinanden. Forelskelsens kraft er stor, men dét er også modstanden fra Annas mor, Karin.

Hun afskyr tanken om en svigersøn med dybe, sjælelige problemer, som hendes datter vil blive knust af at forsøge at afhjælpe. Ikke desto mindre sejrer følelserne midlertidigt mellem Henrik og Anna, og de bliver gift og flytter til en lille udørk i Nord-sverige, hvor Henrik får job som præst. Men snart melder konflikter og egoistiske dagsordener sig – trods deres egentlige gode vilje.

”Den gode vilje” er titlen på den verdensberømte svenske film- og teaterkunstner Ingmar Bergmans skildring af sine forældres første 10 år af deres forhold. Fortællingen slutter det år, hvor Ingmar Bergman blev født, og han har skabt historien ved hjælp af breve, fotografier, anekdoter og sin egen fantasi. I år er det 25 år siden, at ”Den gode vilje” blev filmatiseret af Bille August, og til næste år ville Ingmar Bergman, som døde for 10 år siden, være fyldt 100 år. Det markerer Aarhus Teater, som i morgen har premiere på forestillingen. Men fortællingen behøver ingen anledning for at blive fortalt, mener Emmet Feigenberg, som er instruktør for forestillingen på Aarhus Teater.

”Stykket rejser nogle grundlæggende, menneskelige spørgsmål, som til hver en tid er aktuelle. Hvor meget skal vi ofre for kærligheden? Hvor meget vil vi, at kærligheden skal kunne bære?”, siger Emmet Feigenberg og peger på, at forestillingen ”Den gode vilje” minder os om, at ægteskabet er et stort, praktisk samarbejdsprojekt, som kræver, at vi tænker og handler både emotionelt og rationelt.

”Vi må ikke forvente mere af kærligheden, end den er i stand til at leve op til. Den realisme har vi brug for at se i øjnene. Ellers bliver vi skuffede,” siger Emmet Feigenberg.

Han oplever ofte, at folk smiler og lægger hovedet på skrå, når man taler om kærlighedshistorier. Det vidner om en indgroet, unuanceret opfattelse af kærlighed, mener han.

”Vi glemmer ofte, at kærlighedshistorier også kan være forfærdelige. Du kan blive bundulykkelig og leve dit liv i pinsel,” fortæller han og henviser til, at det er den kærlighedshistorie, som Ingmar Bergman træder ind i og udpensler i ”Den gode vilje”.

Karakteristisk for Ingmar Bergman er netop hans nådesløse skildring af livets brogede facetter i sine stærkt personlige, men aldrig private film, som han selv har skrevet manuskript til.

”Han bliver ved med at holde vores blik på det, han vil have, at vi skal se, også selvom vi ikke kan lide det. Vi ser i detaljer, hvor langt ud Anna og Henrik i ”Den gode vilje” kommer i at pine hinanden og sig selv,” siger Emmet Feigenberg.

Den gennemgående udpensling af pinsel og foragt kommer blandt andet af, at Ingmar Bergman selv voksede op i et hjem, som var strengt religiøst. Derfor kan mange af hans film ses som et opgør med kristendommen og faderen, som var præst. Alligevel har Ingmar Bergman siden udtrykt en paradoksal åbenhed over for det metafysiske univers, siger Emmet Feigenberg.

”Ingmar Bergman var temmelig ateistisk, men har samtidig udtalt noget lignende: Jeg er et rationelt, naturvidenskabeligt, dannet menneske. Selvfølgelig tror jeg ikke på spøgelser, men det betyder jo ikke, at jeg ikke har set spøgelser,” fortæller Emmet Feigenberg.

Ingmar Bergman var på mange måder et menneske spændt ud mellem poler. Spændt ud mellem en distance til kristendommen og en erkendelse af noget større. Spændt ud mellem had til forældrene og troen på deres gode vilje. Spændt ud mellem mistro og håb til mennesket. I sit eget virke som filmkunstner brugte han filmen som pen for sin personlige historie. Han dyrkede ofte det intime kammerspil, hvor få personer udspillede og udstillede deres traumatiske fortid og traumatiske forhold til hinanden, som det sker i ”Den gode vilje”. Og selvom hans film ofte er mørke i deres grundtone, har de gjort ham yderst indflydelsesrig, ikke bare på den svenske, men også på den internationale scene.

”I en af sine erindringsbøger har han skrevet, at han har været så privilegeret, at det lykkedes ham at tæmme og spænde sine dæmoner for stridsvognen, så de blev tvunget til at gøre nytte,” fortæller Emmet Feigenberg og fortsætter: ”Hvis ikke han var blevet kunstner, var han måske blevet sindssyg eller alkoholiker, men han blev trukket af sted af sine dæmoner, hen imod et kunstnerisk resultat, fordi han ville, og fordi han havde evnerne. Og så har han pint os så godt med dæmonerne, at vi ikke har kunnet lade være med at se hans film.”

På Dramaten, Sveriges nationalscene, hvor Ingmar Bergman havde sit kontor, hersker der fortsat en ærefrygt for de store instruktører. Ingmar Bergmans navneskilt hænger stadig ved døren til hans gamle kontor. Det har ingen turdet skrue ned, fortæller Emmet Feigenberg, selvom det nu er 10 år siden, at han døde i sit hjem på øen Fårö nord for Gotland.