Ingredienserne i Jungersens nye værk er spændende. Men den er gal med blandingsforholdet

Det er muligt, at man kan alt. Men Christian Jungersens to-binds-roman beviser, at man også kan kuldsejle i bind to

Christian Jungersen har en masse gode ingredienser, men han har simpelthen fået dem mikset helt forkert denne gang.
Christian Jungersen har en masse gode ingredienser, men han har simpelthen fået dem mikset helt forkert denne gang. Foto: Leif Tuxen.

Han tager sig nogle lange pauser, Christian Jungersen. ”Undtagelsen” kom i 2004, ”Du forsvinder” i 2012, begge er senere blevet til film, og nu udkommer han med ”Du kan alt” i hele to bind. Ikke noget med mellembøger her. Store satsninger.

Formlen for Christian Jungersens bestseller-successer har været, at han ophæver modsætningen mellem genrelitteratur og ”rigtig” litteratur, mellem spændingsroman og den store samtidsroman. Tendenser i samfundsudvikling, videnskab og teknologi bliver mikset sammen i plots, der er komplekse og alligevel har page turner -kvaliteter. Det er der ikke mange, der kan gøre ham efter.

Kogt ned handler ”Du kan alt” om den selvudviklings-tematik, der fylder så meget hos moderne vestlige mennesker. Vi kan blive alt, hvad vi sætter os for, vi kan hele tiden optimere og blive den bedste udgave af os selv. Måske er Jungersen ikke helt så meget på forkant, som han plejer. Den første af Svend Brinkmanns bøger, der gjorde op med selvudviklings-idealet, udkom immervæk helt tilbage i 2014. Men selvom kritikken af selvudvikling er blevet mainstream, kan man godt have den mistanke, at idealet stadigvæk er virksomt i vores allesammens epokale underbevidsthed.

Flere muligheder med længere liv

Jungersens hovedperson Per Berg er 48 år og kommunikationschef i Albertslund Kommune. Ved romanens begyndelse er han direkte på vej ind i midtlivskrisen; hans kone vil skilles, og så meget har hans voksne søn heller ikke brug for ham. Men Per møder udfordringen, han genopfinder sig selv som coach, han tager skeen i den anden hånd, og snart er det, som om han har uanet mange skeer til mange hænder. Per (og Jungersen) taler om ”toenhalvere”. Med bedre helbred og længere levetid behøver vi ikke gå direkte fra den anden alder til den tredje, fra voksendom til alderdom. I sprækken, for eksempel i årene mellem de 45 år og de 75 år, kan vi få et nyt og andet liv. Den tanke er nu heller ikke ny. Johan Fjord Jensen, navnkundig litteraturprofessor, skrev en hel bog, ”Livsbuen”, om det i 1993. Senere måtte han indrømme, at han havde undervurderet den kraft, som alderdommen ramte én med.

Modsat sine tidligere romaner har Jungersen ikke et sammenhængende plot i ”Du kan alt”. Der er næsten heller ingen gennemgående personer ud over Per. Romanen falder i stedet i forskellige sekvenser og tableauer: ”et luksuriøst balinesisk resort, en udslusningspension for kriminelle, et fængsel i Iran for politiske modstandere” for nu at citere bagsideteksten, der laver en liste over de miljøer, Per kommer til at færdes i. Som ved sine tidligere bøger har Jungersen lavet omfattende research. Han har sågar uddannet sig til hypnoterapeut. Det kunne jo have været en mulighed for Per Berg.

At give afkald på et samlet plot er et dristigt valg. Det er for så vidt konsekvent gjort. For når Per kan alt og hele tiden kan genopfinde sig selv til nye liv, ville det jo ikke give mening at lade ham sumpe rundt i det samme plot. Måske ville det også kalde på genren ”sammenbrudsroman”, som er skrevet rigtig mange gange før: En midaldrende mand bedrager sig selv til at tro, at han kan en masse – og så går han ned med et brag. Jungersen vil ikke skrive en revsende roman. Han tror på ”toenhalveren”. Måske. Han er i hvert fald fascineret af muligheden.

Pers stadier på livets vej

Men selvom sekvenserne kan være meget lange og næsten fylde et bind, er det risikabelt med denne serielle form. For nogle af Pers stadier på livets vej er simpelthen mere spændende og sindssygt oprivende end andre. Romanen bliver ujævn af det. Når ”Du kan alt” er bedst, er den virkelig god. En indgangssituation fanger simpelthen det prekære forhold mellem en midaldrende far og en ung-voksen søn så grådlabilt og i så dramatisk en setting, at jeg nærmest aldrig har læst noget lignende. Det er vildt. Pers arbejde med fanger og kriminelle (han lærer dem meditation og åndedrætsøvelser) bringer ham senere i første bind meget tæt på bandemiljøet, og han må betræde en meget tynd linje mellem hverdagsrutiner og risiko for rå vold, da han vælger at huse en ung logerende, som er på udslusning fra sit miljø. Der er passager, hvor man selv har brug for åndedrætsøvelser, for det er uhyggeligt. Jungersen kan noget særligt med at mikse verdener sammen. Pludselig er Per og hans kriminelle protegé hos en clairvoyant. Per analyserer og gennemskuer hans svindelagtige teknikker (den ene coach kan godt genkende den anden), men han tør ikke delagtiggøre sin ledsager i det, han ser, for han er jo en tikkende bombe. Det er en genial scene.

I bind to er Per rykket videre (naturligvis!), og gennem en iransk kæreste, Simin, får han nær kontakt til det eksil-iranske miljø i Danmark med alle dets interne stridigheder og voldsomme traumer i bagagen fra fængslinger og tortur til længslen efter det gamle land. Hans iranske kæreste er utroligt intelligent, men samtidig meget krævende og besværlig. Det er imidlertid lige noget for Per, som jo har kapacitet til at håndtere de mest utrolige udfordringer. Noget tungere kan det ligge hos læseren, der når at blive temmelig træt af Simin. Jeg synes, ”Du kan alt” kuldsejler med bind to. Den får ikke knyttet nogen forbindelser tilbage til bind et. Det er den måske også ligeglad med, men det burde den nu ikke være. Det virker, som om Jungersen bliver så tiltrukket af sit iranske eksil-tema, at han hellere vil botanisere i det og næsten taber sit selvudviklingstema af syne. Bind to bliver endvidere spændingsmæssigt bygget op omkring en ukendt attentatmand, der ganske som i ”Undtagelsen” hjemsøger personerne og stræber dem efter livet, men da der ikke for alvor er etableret nogen gennemgående og interessant personkreds, har man svært ved at sætte sig op til at spekulere på, hvem det dog kan være.

Christian Jungersen har en masse gode ingredienser, men han har simpelthen fået dem mikset helt forkert denne gang. De bedste ting – som det prekære far-søn-forhold – smider han fra sig alt for hurtigt; det eksil-iranske tema, som ville have fungeret eminent i en strammere behandling, får derimod lov til at køre alt for længe. ”Du kan alt” bliver en leddeløs roman.

Det er interessant at spekulere over, hvorfor det går galt for Jungersen. Måske er der noget menneskeligt forløjet ved idealet om selvudvikling, og måske kan det ikke undgå at afsløre sig i en roman, fordi denne litterære form har en særlig følsomhed for veje og vildveje i menneskers liv.

Hvordan Jungersen selv har det med sit tema, er ganske svært at lodde. Romanen kan læses kritisk, fordi Per virkelig kan alt, også overkomme sine egne alvorlige svigt og ugerninger. Han lægger dem bag sig. Men lurer der en afregning et sted derude eller blot den død, vi alle skylder Vorherre, som det en gang er blevet sagt?

På den anden side lyder Jungersen på bogens følgeseddel (den rummer et helt interview, der skal sætte anmelderen i den rette positive stemning), som om han vil sælge os, ikke blot sin roman, men også hele sin idé om ”toenhalvere”. Vi kan alt. Men kan vi nu også det? Romanen slår sig i tøjret. Den er ikke rigtig med på idéen. Gad vide, hvad en kommende filmversion har at sige?