”Kloster”, Ingrid Nymo stilfærdigt påtrængende debutroman, er egentlig en ret traditionel dannelsesroman, der tager læseren med den unge kvinde Linea, romanens jegfortæller, på en både konkret og eksistentiel rejse fra barndomslandet Thy til et kloster i Rumænien i månederne efter faderens pludselige sygdom og død. Her forsøger hun midt i sorgen over tabet at komme overens med verden og sig selv og ikke mindst finde et meningsfuldt punkt, hun kan rette sin opmærksomhed imod. Gengivet på den måde fremstår romanen måske lidt for banal og ordinær. Når romanen slet ikke virker sådan under læsningen, så skyldes det ikke mindst, at Nymo skriver med en nærmest overlegen sproglig præcision og befriende, legende lethed, der viser sig i hendes evne til at fremkalde og fremstille omgivelserne og det menneskelige følelsesliv med uventede og tankeprovokerende billeder, så man undervejs bare bliver nødt til at stoppe sin læsning og dele den med andre.
Det kan for eksempel lyde sådan her, når fortælleren ser ud ad et togvindue:
”Solen har kastet sig ud over Storebælt, som om den ikke var bange for noget. En måge står på broens gelænder og kigger ud over vandet. Enkelte fjer blæses i den forkerte retning. Endnu en gang slår det mig, at vandet kun er blåt på grund af himlen. Den sandhed formår altid at frigive noget blødt i mig: himlen som havets designer.”
Eller sådan her, når hun beskriver sorgens og dødens kernested:
”Der er noget ved pertentligheden omkring gravstederne, som giver mig klaustrofobi: de små hække og planter, den private ejendomsret der følger efter os i døden, rådnende kroppe der hegnes ind til små matrikler. Som om et menneskes fravær fylder 2 kvadratmeter. De døde skal dufte trygt og parfumeret og være dækket med grønt, når vi mindes.”
Eller sådan her, når hænderne foldes i en bøn:
”’Jesus.’ Jeg siger det ikke højt, men jeg siger det og folder hænderne. Ordet er en sang. Jesus. Lad mig gro ind i min alderdom som disse træer, altid søgende lyset. Anlæg veje i lyset, så det bliver lettere at finde rundt i. Lad mig bygge et fort af mine strandede planer. Drivtømmer. Giv mig din himmel på tryk: en blå avis hvor jeg kan læse om verden som et mirakel.”
Netop det religiøse aspekt – Gud, Jesus, troens ritualer og rum – fylder bemærkelsesværdigt meget, og med ”Kloster” har vi faktisk fået noget så sjældent i ny dansk litteratur som en roman, der seriøst tager livtag med og giver os mulighed for at konfrontere troen som en væsentlig del af eksistensen. I sit sorgarbejde søger fortælleren nemlig ikke så meget ind i sig selv som ud mod noget uden for sig selv, og det ”meningsfulde punkt” finder hun i første omgang hos nonnerne og den ortodokse præst Fader Elias i titlens kloster, som langsomt åbner hende mod troen – med al den tvivl og modstand både udefra og indefra, det også indebærer.
Hvis sorgen over faderen er det ene hovedanliggende i romanen, så er troen det andet, der følger heraf. Men betydningssporene i ”Kloster” stopper ikke her. En rød tråd hos Nymo er nemlig også farven sort, der selvfølgelig er sorgens farve, men også de sortklædte nonners og modeskaberen Coco Chanels farve. Hendes historie – der også formes af klostre, messer og nonner – spiller en lidt skæv og overraskende (og måske ikke altid lige gennemskuelig) rolle som kompasrose, spejl og tolkningspunkt i romanen, der af den vej også kommer til at handle om at være og blive kvinde. Om frigørelse og søsterskab. Om mode og stil (påklædning og tøj spiller en ikke uvæsentlig rolle!). Om kærlighed og seksualitet.
”Kloster” er med andre ord en meget rig roman, der går i mange retninger. Men Nymo formår overbevisende at væve trådene sammen til en i høj grad læseværdig helhed, som man gerne opholder sig i længe og vender tilbage til. Det er godt gået af en debutant!