Prøv avisen

Inspiration er både en gave og en opgave

Søren Kierkegaard malet af Luplau Jensen. - Foto: Wikimedia

Hvor kommer inspirationen fra? Gennem tiden har kunstnere både fundet svar i det guddommelige, det psykoanalytiske og det slidsomme håndværk. Og i dag kan man stadig både finde opfattelser af kunstnere som håndværkere og som beåndede væsener

"Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket eller Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik."

Sådan skriver digteren, filosoffen og teologen Søren Kierkegaard i "Enten-Eller" fra 1843. Gennem sit enorme forfatterskab rejste han en tyfon af eksistentielle spørgsmål, men han vendte ofte tilbage til en slags taknemmelig undren over, hvor han mon fik det hele fra. For hvad er en digter egentlig? Og hvor kommer inspirationen fra? Det er dog ikke for ingenting, at Søren Kierkegaard også bliver kaldt den moderne psykologis fader. For det mere end anes, hvordan citatet fra "Enten-Eller" kobler kunsten sammen med en personlig konflikt og smerte, hvilket Freud i øvrigt senere udpegede som et fundamentalt vilkår for kunstneren. Men ifølge Kierkegaard-forskeren Joakim Garff var det danske geni ikke i tvivl om, at han fik en del foræret fra et højere sted:

"Der er næppe nogen grund til at betvivle, at Kierkegaard forstod sin forfattervirksomhed som et kald. I skriftet "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed", der udkom posthumt, og som formentlig er det tætteste, Kierkegaard kom på at skrive en selvbiografi, opholder han sig ved det, han kalder "Styrelsens Part" i forfatterskabet. Det var Kierkegaards blufærdigt dialektiske måde at tale om sit kald på. Når han genlæste sine tekster, var han selv forundret over de overordnede strukturer, som han ikke var sig bevidst, han havde lagt ned i sine tekster, mens han skrev dem. Og denne større eller ekstra betydning i teksterne tilskrev han Gud," siger Joakim Garff og fortsætter:

"Kierkegaard levede i den sidste del af romantikken, hvor digteren i stigende grad havde indtaget præstens plads som formidler af det sublime og guddommelige. Den dannelseskultur, der var vokset frem med inspiration fra især Tyskland, fremhævede kunstneren som et særligt beåndet væsen, der kunne bygge bro mellem jord og himmel."

Tidligere tillagde man kunstnere en langt mindre grad af "guddommelig" inspiration, fortæller kultursociolog og lektor på Københavns Universitet Peter Duelund:

"Mens 1800-tallets dannelseskultur gav kunstnerne særstatus som beåndede væsener, der kunne sætte borgerskabet i forbindelse med det sublime, blev kunstnere før Den Franske Revolution i 1789 i Europa blot betragtet som raffinerede håndværkere. Og 'kunstnerkaldet' blev derfor først egentlig introduceret omkring romantikken. Siden brugte selv arbejderbevægelsen kunstnere til at danne befolkningen, men op gennem 1960'erne og 1970'erne gjorde modernistiske kunstnere som Hans- Jørgen Nielsen oprør og gav sig selv status som lønarbejdere," siger Peter Duelund, der mener, at man stadig kan finde begge opfattelser af kunstnere i dag, altså kunstneren som håndværker og som beåndet væsen.

"Den aktuelle diskussion om, hvorvidt kunstnere skal kunne modtage livsvarige legater fra staten i stedet for tidsbegrænsede arbejdslegater, bunder i to forskellige kunstsyn. For mens meget af den førte kulturpolitik fremhæver kunstnerne som producenter, der skal bidrage til oplevelsesøkonomien på lige fod med alle andre, hersker der stadig et mere romantisk syn på kunstnere i en stor del af befolkningen. Og en livslang hædersbevisning fra staten er jo udtryk for, at kunstnere er noget særligt. Men andre betragter dem mere som håndværkere eller almindelige lønarbejdere."

Men selv for Søren Kierkegaard gav kunstnerrollen anledning til store overvejelser, fortæller Joakim Garff:

"Kierkegaard var ofte i dyb konflikt mellem at forstå sig selv som kunstner og som et kristent menneske. Mens kunstnerens rolle er at se sit eget liv under en æstetisk og selvhenførende vinkel, mente Kierkegaard, at den kristne burde leve sit liv med det andet menneske, med næsten, ude på gader og stræder og i dagligdagens mangfoldige situationer. Et liv i kald og stand, så at sige. Et blandt flere paradokser i Kierkegaards forfatterskab er, at han stod dag ud og dag ind ved en pult og skrev om, at man ikke skulle stå dag ud og dag ind ved en pult og skrive om, at man ikke skulle stå ved en pult – og så videre."

"Man skulle med andre ord ikke vende verden ryggen ved sin pult, men vende pulten ryggen og gå ud i verden og være kristen. Men måske var det netop, fordi Kierkegaard blev stående ved sin pult, at han kunne give den erfaring videre til eftertiden, at en kunstners liv altid både er guddommeligt privilegeret og forbandet problematisk. Som tiden gik, blev Kierkegaard ikke mindre forundret endsige mindre taknemmelig over, at han, hosekræmmerens forkvaklede søn, kunne producere et så kolossalt og vildtvoksende forfatterskab. I så henseende ligger Kierkegaard på linje med Adam Oehlenschläger i dansk sammenhæng eller med Mozart for den sags skyld. Menneskeligt set burde det ikke være muligt, at Mozart kunne fylde så mange nodeark med geniale kompositioner, hvis han ikke fungerede som medium for det guddommelige. Og noget tilsvarende har Kierkegaard givetvis fornemmet for sit eget vedkommende. I sine inspirerede øjeblikke," siger Joakim Garff.

Digteren Søren Ulrik Thomsen har funderet over begrebet inspiration i hele to poetikker: "Mit lys brænder" fra 1985 og "En dans på gloser" fra 1996. Selv er han tidligere blevet kaldt "de tusind digtes digter", fordi han slidsomt omskriver en tekst, til han er tilfreds. Alligevel kommer han altid nemt til begyndelsen:

"Når jeg skriver et digt, har jeg ofte fornemmelsen af, at jeg får den første sætning foræret. Jeg hører næsten altid den første sætning inde i mit hoved, selvom jeg ikke kan sige, hvem den kommer fra. Det kunne aldrig falde mig ind at sige, at det er Gud, der hvisker mig i øret. Det ville da i bogstaveligste forstand være at tage Guds navn forfængeligt. Og jeg synes i øvrigt, at man skal skelne mellem Ordet og ordene. For Ordet har Gud inspireret, mens ordene er menneskers værk," siger Søren Ulrik Thomsen, der understreger, at han er "kristen og digter", men ikke en "kristen digter":

"Min poetik 'En dans på gloser' er heller ikke religiøs, selvom den er metafysisk. For selvom al religion er metafysisk, er al metafysik ikke religion. Og jeg kan ikke sige, hvor de første sætninger kommer fra til et digt. Men det er alligevel der, at jeg synes, at man kan tale om et digterkald. For når jeg får den første sætning, kalder den på den næste sætning, som det så er min opgave at skrive frem. Hvis ikke der var noget, der kaldte, hvad skulle jeg så svare? Thorkild Bjørnvig citerede den franske digter Paul Valéry for at sige: 'Den første strofe er en Guds gave, den næste er et fandens arbejde'. Sådan oplever jeg det også. For med en gave følger også en opgave. Til gengæld oplever jeg ofte at få en ny sætning foræret, når jeg først har arbejdet med den anden sætning. Det er et samspil, på samme måde som man kender det inden for musikken med 'call and response'. Der er noget, der kalder, som man skal svare på for at få mere foræret."

Det er en kunstnerkliché, at der ikke findes nogen inspiration, kun hårdt arbejde, men så "nemt" er det ikke for Søren Ulrik Thomsen:

"Selvom håndværket er den vigtigste del af skriveprocessen, er det også det mindste af det hele. For hvad nytter det, at man er god til at skrive, hvis man ikke har noget at sige? Min erfaring er i hvert fald, at inspiration og hårdt arbejde må indgå i vekselvirkning med hinanden, før man kan skabe kunst. For man kan hverken nøjes med at vente på, at inspirationen skal komme eller fremtvinge kunst ved målrettet arbejde. De fleste, der har prøvet at skrive en større opgave, kender sikkert, hvordan man kan sidde fast i det, selvom man bliver slidsomt foran skærmen. Og først når man opgiver og beslutter sig til at tage i biografen, kommer idéen, der kan få opgaven i gang. Sådan er det også med kunst. For man kan ikke styre inspirationen, lige så lidt som man heller ikke kan regne med, at inspirationen kommer af sig selv, når man bare venter. Men hvis man vælger at respondere på den inspiration, man får, lønner det sig ofte. Når jeg arbejder med en digtsamling, oplever jeg en fortætning af foræringer, fordi jeg hele tiden svarer på det, jeg får. Det er det, jeg kalder at være inspireret."

Som en samtale?

"Ja, det minder egentlig meget om en samtale. Men jeg ved ikke, hvem man samtaler med ud over stoffet. Måske er det underbevidstheden, man samtaler med, som om man trak ting ud af mørket med en tang. Det ville nok være psykoanalysens svar. Men når det giver mening at tale om et kunstnerkald, handler det dybest set om at respondere på de evner, man har fået. For en gave er jo en opgave, hvis andre også skal have gavn af den. Og det behøver man ikke være kunstner for at opleve. Jeg er overbevist om, at ethvert menneske har et særligt talent, og det er ligegyldigt, om man er mekaniker eller sygeplejerske, så længe man gør det, man er god til. For jeg tror først, at man bliver glad, når man laver det, man er god til."

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk