Prøv avisen
Bog

Asger Baunsbak-Jensen henter inspiration fra de afdøde i ny portrætbog

4 stjerner
Alle de portrætterede i Asger Baunsbak-Jensens bog er nu afdøde mænd, der fortrinsvis havde deres virke inden for undervisning, erhvervsliv, politik og kirke. Foto: Leif Tuxen

Asger Baunsbak-Jensen udgiver en samling udtryksfulde erindringsportrætter

De 27 små, koncenterede og udtryksfulde erindringsportrætter, som Asger Baunsbak-Jensen har samlet i bogen ”Mænds minde”, er ikke nødvendigvis skrevet i enighed med de udvalgte, teksterne er heller ikke altid ukritiske, derimod er de altid formuleret med respekt. Den er hans dybeste motivation og et udgangspunkt for analyse, aldrig for hårde, endegyldige domme. Man mærker, at forfattereren er samtalens mand. Som sådan er han bevidst om, at en sandhed gerne har flere sider.

Alle de portrætterede er nu afdøde mænd, der fortrinsvis havde deres virke inden for undervisning, erhvervsliv, politik og kirke. Det drejer sig om stærke personligheder, der fik afgørende betydning for Baunsbak, ”de formede mig, førte mig et nyt sted hen. Jeg blev fanget ind af noget stort i deres sind”.

At samtlige involverede er mænd, forklarer han med, at det var dem og ikke kvinder, han mødte i de sammenhænge og i de år, som han beskæftiger sig med. Magten tilhørte mandssamfundet.

Forfatteren fremhæver flere gange, at mændene, der befolker bogen, netop tilhørte en anden tid og et andet samfund. Men det gør dem ikke uaktuelle. For det er – som han skriver – historien, vi kan bygge videre på i formningen af det samfund, der skal være denne tids.

”Disse mænd var alle med til at udbygge demokratiet med deres ansvarlighed. Alle brugte de tid ved siden af erhvervsarbejdet på fællesskabet i samfund, skole, kirke og politik. Det var dem, jeg lærte mest af. Lad dem blive idealet for en ny generation, der skal ville mere end at passe deres arbejde. Uden sådanne folk vil den demokratiske tidsepoke rinde ud.”

Det er i det perspektiv, bogen skal læses.

Baunsbak betegner højskoleforstander J.Th. Arnfred som en af de største, han har mødt. Den legendariske mand fra Askov blev i en alder af 85 både hans ven og rådgiver. Baunsbak var 36 år og netop tiltrådt som undervisningsdirektør. I afsnittet om Arnfred får vi et eksempel på forfatterens evne til med et hurtigt rids at kalde en person frem til nærvær: ”Han gjorde et kast tilbage med den viltre hårlok i panden, havde de mørke øjne rettet imod mig og sendte et genert smil. Han havde værdighed, var fåmælt, gådefuld og lattermild i glimt.”

Morsom og sigende er en anekdote om en fælles togrejse til Frankrig. Den gamle mand – nu på 90 – og den unge delte sovekupé. Baunsbak undrede sig over, at Arnfred ved sengetid stillede sit vækkeur. Det var da overflødigt med al den støj, som togrejsen indebar. Men nede fra underkøjen svarede Arnfred: ”Joh, men jeg vil ikke ligge og tænke på, hvad klokken er; jeg vil bruge den vågne tid til tanker.”

Tilstedeværelsen af mindreværdskomplekser, der uventet nævnes hos Arnfred, fremhæves ligeledes hos biskop og salmedigter Johannes Johansen, om hvem det hedder, at han havde svært ved at træffe beslutninger, var dårlig til at skære igennem, og økonomi havde han angiveligt ikke sans for. En anden side af ham: ”Han spredte varme (...), spændte vidt, magtede meget, og hans salmer bliver hos os.”

Et gribende portræt får vi af en knækket Peter Brixtofte. Baunsbak var ven med ham både i dennes store tid som borgmester i Farum og i hans dybe fald med fængselsstraf til følge. Konkluderende fastslås det, at han aldrig har ”bedraget for egen vindings skyld. Hvad han gjorde, var noget, der skulle gøre ham stolt af Farum”.

De bedste og mest nuancerede portrætter giver Asger Baunsbak-Jensen naturligt nok af de personer, han stod ham nærmest. En af dem er forfatteren, præsten og souschef ved tv-kulturafdelingen Jørgen Thorgaard, der beskrives som ”vel det mest følsomme menneske, jeg har mødt”.

Han havde det svært med livet – det for ham uoverkommelige liv – på trods af, at han nåede mere i det end de fleste. En anden nærtstående var forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, der – med Baunsbaks ord – ”rakte ud efter en meningsfuldhed og en autoritet, som mennesket ikke selv har indflydelse på. Sådan taler det religiøse menneske. Sådan taler Ebbe”.

De skitseagtige portrætter er ikke og foregiver heller ikke at være fyldestgørende. Baunsbak uddrager nogle essenser, som det giver mening og udbytte at forholde sig til. Overordnet er bogen ikke mindst et portræt af ham selv.