Prøv avisen
Mit livs værk

Thomas Kluge: Inspirationen kom, da årene forsvandt

”Sir Thomas More brænder igennem, fordi Hans Holbein har været meget tro over for sin model,” siger Thomas Kluge om sit livs værk. - Foto: Scanpix

Portrætmaler Thomas Kluge fik fejet benene væk under sig af Hans Holbein Den Yngres maleri ”Sir Thomas More”. Værkets tidsløshed og dets balance mellem illusion og virkelighed har siden haft afgørende betydning for Thomas Kluges egen kunst

I 1997 var jeg taget til New York for at se på gallerier. En slags studietur. Men byen var virkelig ikke et sted for mig. Jeg følte mig fremmed blandt de høje huse og de brede boulevarder. Så dagen efter ankomsten tog jeg på museet The Frick Collection, der har en samling af store europæiske klassikere.

Så kunne jeg føle, at jeg var tilbage i Europa for en stund. Og pludselig hang ”Sir Thomas More” foran mig, Hans Holbein Den Yngres portræt fra 1527 af den engelske politiker og forfatter. Jeg havde set maleriet før, men her slog det for første gang benene væk under mig.

Det udstrålede en ro, som var så overvældende en kontrast til det larmende New York. Det var ikke et maleri, det var ikke et fotografi - det var virkeligt! Jeg så ikke penselstrøg eller ramme, jeg så bare det menneske, der så at sige stod foran mig.

Det var nærmest en spirituel oplevelse, og jeg stod i så lang tid og gloede, at museets kustode til sidst henvendte sig til mig og spurgte, hvad jeg egentlig lavede.

Dét maleri optog mig dengang og har optaget mig siden, fordi tiden forsvinder, når jeg ser på det. I kunsten er man normalt interesseret i, hvornår noget er dateret, samt hvad tid og kategori det tilhører. Men den kasse kan ”Sir Thomas More” ikke puttes i. Det er ikke samtidig kunst, det er universelt, for jeg kan ikke spore Hans Holbeins kendetegn eller hans penselstrøg i værket.

Det handler om modellen, ikke om kunstneren. Jeg stod i 1997 og så på det næsten 500 år gamle værk, men de mange århundreder mellem os var som forsvundet. Ja, faktisk var alt andet omkring mig forsvundet. Museets gæster, kustoden, væggenes farvede tapeter. Billedet sugede mig til sig, for sir Thomas More var fuldstændig lige så autentisk, som havde han været fra min tid.

Han fremtræder meget levende sammenlignet med andre portrætter fra for eksempel 1700-tallet, hvor parykkerne og de store øjne fjerner motivets personlighed.

Sir Thomas More brænder igennem, fordi Hans Holbein har været meget tro over for sin model. Og det fik mig til at male portrætter, som jeg gør det i dag. Mine malerier skal heller ikke handle om Thomas Kluge. Det vigtige er den person, der er afbildet, for det er kun, når kunstnerens signatur er af vejen, at maleriet bliver tidløst.

Den tankegang har inspireret mig siden. Også i min nuværende udstilling, hvor malerierne af kongehusets medlemmer er hængt op i et helt sortmalet rum. Selv billedrammerne er sorte, og der må kun være lys på motivet, for omgivelserne må ikke konkurrere med maleriet.

For mig er det virkelig interessant, hvis jeg kan overskride grænsen mellem illusion og virkelighed, så beskuerne glemmer det medie, der omkranser kunsten. Kun på den måde kan vi fornemme, at det er mennesket på billedet - og ikke billedet - der er det vigtige.

Og så kan vi derfra begynde at tage stilling til det, vi rent faktisk kigger på. Danne os vores eget indtryk. For det er betragteren, ikke billedet, der skal fortælle maleriets historie.