Sommetider skal man rejse langt væk for at opdage, hvor man kommer fra.
Sådan kan man også se Erik A. Frandsens roste Haiti-udstilling på Randers Kunstmuseum, hvor han har udstillet dagbogsord og farverige kridttegninger og malerier fra Haiti. For ligesom H.C. Andersen lod sine sanser danse ud i fremmede landskaber på sine rejser, oplevede Erik A. Frandsen også, hvordan inspirationen nærmest eksploderede, da han forrige år ankom til Haiti for at besøge sin ven, filminstruktøren Jørgen Leth. Og knap havde han pakket sine kufferter ud, før han satte sig i vandkanten med sine medbragte oliekridt for at male huse, træer og trapper. Der er faktisk så mange trapper i Erik A. Frandsens billeder fra Haiti, at tankerne nærmest automatisk farer til himmels, selvom de enkelte trapper ikke er tænkt som jakobsstiger.
”Sådan er de ellers ikke tænkt. Jeg arbejder aldrig med nogen form for ikonografi, så det har kostet mig nogle kirkeudsmykningsopgaver. For jeg vil hverken male tydelige kors eller jakobsstiger ind i mine malerier. Trapperne er mere et skulpturelt element, der kan lede dit øje gennem billedet, men det er ikke ment som nogen metafysik, selvom den nok alligevel kommer der,” siger han og griner, mens vi sidder i hans lejlighed i København og kigger på hans smukke fotos af hans billeder af det eksotiske Haiti, som han selv har gjort endnu mere farverige med komplementærfarver, der synger mellem træer, trapper og huse, som han slet ikke kunne holde op med at tegne:
”Jørgen Leth filmede mig, mens jeg gik frem og tilbage til vandet for at vaske mine tegninger rene, inden jeg tegnede videre. Jeg må have lignet en vanvittig. Men inspirationen var der bare til at tegne. Haiti er jo gammelfransk koloni, der blev selvstændig i 1804. Det minder en smule om New Orleans, bare slidt helt ned. Men det var, som om der var et større liv i skyggen, som gav mig en vild energi, når jeg sad og tegnede. Jeg har forgæves forsøgt at finde den samme energi herhjemme gennem hele 2017, men det er, som om den først tændes i Haiti. Da jeg rejste tilbage her i januar, var energien der straks igen.”
Hvorfor tror du, at det var sådan?
”Det ved jeg ikke. Måske handler det også om samspillet mellem lys og skygger. Der var større forskel i Haiti, som om skyggerne var mørkere og mere farlige. Men det er jo ikke sjovt kun at se lys. Man er jo også bare et menneske, og måske er skyggen herhjemme bare for flad. Men jeg blev simpelthen rørt af at være der og se, hvordan de lokale vaskede sig selv og deres tøj i floderne, som man har gjort i tusind år. Drengene vaskede også deres motorcykler, og synet af mennesker, der brugte floden til at rense sig som en slags katarsis, bevægede mig.”
Rent spirituelt kunne Erik A. Frandsen, der betragter sig selv som kulturkristen, også godt mærke, at han var kommet til et sted, hvor folk dyrkede deres tro på en helt anden måde. Han var kommet til et voodooland, hvor folk frivilligt lod sig besætte. Den slags åndelige manifestationer kan virke fremmedartede på folkekirkekristne, der kun har læst om besættelser. I Bibelen kan man både læse om mennesker, der bliver besat af onde ånder, og Jesu disciple, som i stedet lader sig beruse af Helligånden på pinsedag. Måske er voodoo lidt af hvert, for den er både inspireret af katolicisme og afrikansk anamisme. Nogle betragter også voodoo som en mørk spiritualitet. Sådan ville Erik A. Frandsen dog aldrig dømme den, og da han første gang overværede en besættelse i Haiti, var han først og fremmest magisk forundret over, at det overhovedet fandt sted.
”Jeg var kørt ud på en pløjemark sammen med mine rejsekammerater fotograf Henrik Saxgren, filminstruktøren Per Fly og vores lokale ven Jørgen Leth, som ville vise os en voodooceremoni under en fejring af Erzulie, der er gudinde for parfume og homoseksualitet. Der var 300 sorte mennesker, en presenning og en halogenlampe. Der var nogle ældre damer, der sang for. Og så en masse rom. Det var det. Men folk dansede i otte timer i træk. Det var ligesom en ’technowave’, og man kunne ikke se, hvem der var mænd og kvinder. Kønnet var på en måde ophævet, fordi folk havde klædt sig ud som hinanden som en fejring af tolerance og mangfoldighed,” siger Erik A. Frandsen og spærrer øjnene op, mens han tilføjer:
”Og der så vi en mand, der pludselig gik helt amok. Han blev ligesom kastet rundt af noget, man ikke vidste, hvad var. Og så kom der simpelthen røg ud af ham. Han fik nogle kæmpe krukker med vand over sig, og så dampede det helt vildt. Man kunne se, at han var væk, han var et helt andet sted. Og jeg var helt vildt fascineret af det. Historisk kendte jeg godt til, hvordan både grækere, romerne og de gamle nordboer fejrede gudinder. Men det var noget andet at se det. Der var noget urreligiøst over det. Det er ikke, fordi jeg vil have det implementeret i folkekirken herhjemme, men mange af historierne fortaber sig jo, når man hele tiden vil stikke fingeren i såret. Og det vil jeg også selv. Jeg har i det hele taget problemer med præster og med kirken som institution. For når tro bliver til magt, så får man en Trump. Men påsken er mit største problem ved kristendommen, fordi jeg synes, at opstandelsen pludselig forvandler al den empati og civilisationsdannelse, som Jesus stod for, til en tryllekunst.”
Da han stod i Haiti og måske endda overværede den mørke side af religion, måtte han alligevel tvivle på sin tvivl.
”Jeg er jo dialektisk opdraget. Og når de åndelige manifestationer findes på den ene side, må de jo også findes på den anden. Jeg kan i hvert fald ikke forklare det intellektuelt.”
Nogle siger jo også, at Satans største tricks er at overbevise folk om, at han ikke eksisterer…
”Ja, men jeg vil slet ikke dømme det, jeg så. Slet ikke. Jeg arbejder heller ikke med en sort-hvid tilgang til religion. Og det her var også for underligt til, at jeg tør sige noget om det med sikkerhed. Og det er måske min måde at forholde mig til det på.”
Men det er da sjældent, at man ser en besat mand ryge i folkekirken, hvor alting foregår så kontrolleret, at selv bønnerne bliver læst op?
”Ja, det var farverigt og uforståeligt, men også enormt stort. Det var kæmpestort, og jeg ved ikke, om det her er begyndelsen til en ny forståelse af det at tro. Men jeg har før set, hvordan folk forener deres forskellige kulturelle rødder med vidt forskellige skikke. Jeg var i Napoli sidste år, hvor man kunne se, at der fandtes vilde ritualer med folk på stylter og mærkelige masker på gader samtidig med, at byen var spækket med kirker. Men under den katolske tradition i byen har de altså stadig en hedensk animisme, der kan føres helt tilbage til romerne. Og det er sjovt, at de kunne få de to ting til at passe sammen.”
Vi fejrer jo også jul som både solhverv med hedensk ædegilde og salmer om Jesu fødsel i en stald…
”Ja, men vi får det måske italesat bedre, men det er også klart, at man ikke kan smide hele sin historie ud. For mig er kristendommen også først og fremmest en moralsk sag. Man kan jo se, hvordan kristendommen afløste barbari i Romerriget, så man pludselig begyndte at tage sig af hinanden på en anden måde. For kristendommen ændrede både synet på livet og døden. Det var ikke længere i orden at lave gladiatorkampe, for hvert liv havde pludselig en betydning.”
Men det var vel også de kristne martyrer, der var med til at sprede kristendommen med deres tro på opstandelsen, når de blev smidt for løverne i Rom?
”Ja, det havde nok også noget at sige, men jeg tror først og fremmest, at kristendommen vandt frem på grund af dens humanisme. Hele underklassen havde ingenting under Romerriget, og de døde som fluer, men så kom de kristne og sagde, at alle mennesker havde værdi som Guds børn. Det var en revolutionerende tanke. Og det var det, der ’skabte likes’ for den kristne tanke, tror jeg.”
Kristendommen betyder også stadig en del for vores samfund i dag, mener han.
”Det, jeg kan bruge kristendommen til, er, at den giver en vi-fornemmelse. Og det er et ’vi’, der er større end det, præsten taler om. Det er noget, vi alle kan samles om. Og det er måske vigtigere end nogensinde. Lige nu lever vi i en så mærkelig tid, hvor regeringen sælger ud af alt, hvad vi har tjent op til sammen – postvæsenet, telekommunikation, toge, el, vacciner og senest medierne. Og samtidig går de samme politikere ud og kritiserer en muslimsk klædedragt for at ødelægge sammenholdet. Men vi har glemt, hvor stærkt et sammenhold vi selv har gennem den fælles referenceramme i kristendommen. Det er jo fantastisk, at vi gennem så mange år har kunnet samles om det samme. Og det giver mig en tro på, at vi kan noget.”
Hvordan kan man se i din kunst, at du er kulturkristen?
”Det ved jeg ikke, om man kan. Men hvis man holder fast i idéen om, at der findes en historie, som er gået i gennem så mange generationer, så giver det også mening at snakke om traditionen. Og jeg arbejder ud fra en idé om, at jeg gerne vil derhen, hvor det nøjagtige ord for ’jeg’ kan undværes. Du er ikke rosinen i pølseenden, du er en brik, og der kommer flere brikker efter dig. Og jeg tror også først, man finder sig selv, når man finder sig selv i historien og i fællesskabet.”