Sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen har valgt at tage livtag med Bjergprædikenen i bogen ”Dyb hvile og dynamisk liv”.
Bogen er et resultat af 10 års arbejde, samtaler og overvejelser om Jesu Bjergprædiken (Mattæusevangeliet, kapitel 5-7), som med sin radikalitet både fascinerer og frastøder.
Det understreges i indledningen, at hvis man ønsker at arbejde med de mange forskellige videnskabelige diskussioner om Bjergprædikenen, så skal man læse en anden bog end denne. ”Dyb hvile og dynamisk liv” er skrevet ud fra overbevisningen om, at Jesus mener det, han siger, og at han i sin prædiken udfordrer sine tilhørere til at praktisere de forskellige bud.
Dermed afviser forfatteren også den gængse opfattelse af Bjergprædikenen som en forkyndelse af, hvorfor vi har brug for Jesus og syndernes forladelse i ham. Den dimension er ganske vist til stede i Bjergprædikenen, ”men Jesus sagde det først og fremmest, fordi han ville have os til at gøre det”.
Efter at dette er slået fast, gennemgås Bjergprædikenen afsnit for afsnit, langsomt, pædagogisk, personligt og engageret.
Det første, som understreges, er, at Bjergprædikenen er talt til disciplene og har dem som målgruppe. Formentlig er der ifølge forfatteren sket det, at en større skare efterhånden er stødt til, og det er dem, vi til slut hører om bliver forundrede over det, som Jesus sagde.
Bjergprædikenen indledes med de kendte, elskede og forskellige saligprisninger, som i bogen kaldes for prismer. De kaster lys i forskellige retninger ind over livet, til trøst, inspiration, dom og udfordring.
Den første saligprisning er dog et afgørende fundament for hele prædikenen og evangeliet i det hele taget: Salige er de fattige i ånden. Det er det vigtigste, der er at sige om kristenlivet. Det begynder i underskud og leves i underskud. Det er på én gang det dramatiske og befriende afsæt for Bjergprædikenen. Vi er først og fremmest tiggere (og tiggere kan ikke gå fal-lit!). Det er da også Jens Ole Christensens udgangspunkt for de forskellige fortolkninger:
”Saligprisningerne forkynder, at en kristen er et fattigt menneske, der får det hele forærende af Jesus. Det er hvilen. Og saligprisningerne forkynder, at et kristent menneske er en, der (begynder at) ligne Jesus. Det er projektet og udfordringen.”
Bogen rejser dog også flere anfægtende spørgsmål: Hvem er for eksempel de rene af hjertet, og hvordan og hvornår bliver hjertet rent? Hvornår skal det rene hjerte se Gud? Svaret er befriende klart: ”Jeg ved det ikke!”.
Der er ingen letkøbte svar eller billig kritik. Naturligvis er der samtidskritik, men den tilsættes en god portion selvkritik, med et skarpt blik på hykleri og dømmesyge, der beskrives som gudstroens onde fætter.
Om kristnes tilbøjelighed til at isolere sig hedder det i et citat: ”De kristne havde ikke tid til at være sammen med naboerne – eller træne drengene i fodbold – for de skulle over i kirken for at bede om vækkelse.”
Og om kærligheden hedder det, at det er fremmed for bibelsk tankegang, at den kommer af sig selv og forsvinder af sig selv. Den kan vælges og dyrkes, og den kan svigtes. Den er kort og godt en viljessag.
At Bjergprædikenen taler om frelse og fortabelse, får også lov til at blive stående til tro, anfægtelse og eftertanke: Der er to – og kun to – mulige resultater af denne tilværelse: ”fortabelsen” eller ”livet”. Og med et citat af Bonhoeffer hedder det: ”Den, der vil afvise – og i sidste ende gå fortabt – har frihed til det”.
Bogen trækker på mange forskellige inspirationskilder. Ikke mindst domprovst Carl Skovgaard-Petersen (død 1955), som får lov at indlede bogen med disse ord: ”Alle Bjergprædikenens ord er talt af den frelser, som ikke vil frelse os uden om Bjergprædikenens bud, men frelse os til at ville dem…”.
Denne bog er en vigtig inspiration og opmuntring til både at ville dem og hvile i dem.