Inspirerende og utopisk katolsk modkultur

Alt i alt et spændende indblik i en inspirerende og utopisk modkultur, som godt kan provokere livet uden for murene

”Benedikts Regel” er en klassisk, vesterlandsk munkeregel fra midten af 500-tallet. Reglen har to gange tidligere været oversat til dansk, men har i mange år været udsolgt. Nu foreligger den smukt indbundet i en ny oversættelse, og med en kort, oplysende indledning samt en ord- og litteraturliste.

I indledningen fortælles om Benedikt af Nursia, som blev født i år 480 i Nursia i Umbrien i Italien og døde cirka år 547. Han blev som ung kaldet til munkelivet og valgte at slå sig ned som eneboer i Sabinerbjergene sydøst for Rom. Her var der andre eremitter, og omkring år 529 flyttede Benedikt og de munke, der havde sluttet sig til ham, til Monte Cassino, som ligger mellem Rom og Napoli. De byggede et kloster, og det var i den forbindelse, at Reglen blev udformet.

Benediktinerordenens kendte motto er ”Ora et labora”, bed og arbejd. Døgnet rundt skal munkelivet veksle mellem bøn, fordybelse og praktisk arbejde, og et sådant disciplineret liv kræver en ordensregel.

I fortalen til Reglen hedder det: Lad os derfor med tro og gode gerninger ”spændt som et bælte om lænden” vandre ad hans veje, ledet af evangeliet, for at vi må opnå at skue ham, som har ”kaldet os til sit rige”. Til dette korte afsnit knytter sig fire forskellige skrifthenvisninger, hvilket karakteriserer hele Reglen. Målet med klosterlivet er at blive renset for onde gerninger, ”for Herren forventer, at vi dagligt i vore gerninger opfylder hans hellige formaninger”.

Ingen i klostret må følge sit eget hjertes vilje. Man skal være lydige, ære alle mennesker, holde af at faste, holde sig fjernt fra denne verdens handlemåde, ikke lade vrede blive til handling. Man skal frygte dommens dag og ikke holde af meget og høj latter. I det hele taget skal klosterlivet være et stille og ydmygt liv.

Abbeden er som leder en vigtig del af dette fællesskab. Det er et ansvarsfuldt arbejde, og vedkommende skal derfor altid tænke på, at han ved Guds frygtelige dom vil blive stillet til ansvar både for sin egen lære og disciplenes lydighed. Han skal være uselvisk, nøgtern og barmhjertig og have sin egen skrøbelighed for øje.

Når brødrene samles til rådslagning, skal alle spørges til råds. I mindre sager kan abbeden nøjes med at spørge de ældre til råds, men i de vigtigere, skal alle høres. For, som det hedder, Herren åbenbarer ofte til en af de yngre, hvad der er bedst.

Der er bestemmelser for, i hvilken rækkefølge salmerne skal synges; men hvis nogen er utilfreds med denne fordeling, kan man opstille en anden, som man anser for bedre, når man blot sørger for, at hele Salmernes Bog med dens 150 salmer bliver bedt hver uge.

Der er også anvisninger på, hvordan man forholder sig til ulydige brødre, til dem, der kommer for sent til gudstjenesten eller måltiderne, og hvor meget man må spise og drikke. Hver dag tildeles brødrene for eksempel en kvart liter vin og ikke mere. For ”vin bringer selv vise til frafald”, og man må ikke blive beruset.

Reglerne er korte og klare, med forståelse for menneskelige svagheder og for de udfordringer, der er ved at leve i et sådant fællesskab.

I forordet kaldes klostrene for spirituelle centre og teologiske skoler, laboratorier for kristenliv og utopiske fællesskaber, oaser af orden og fred i en kaotisk verden.

Som sådan er det da også tankevækkende at læse disse regler for munkene, som blandt andet gentagne gange advares imod at have for store tanker om sig selv. Munken skal ikke blot bekende, at han er mere ussel og ringe end alle andre, men også i sit hjertes inderste dyb være overbevist derom.

Alt i alt et spændende indblik i en inspirerende og utopisk modkultur, som godt kan provokere livet uden for murene.