Prøv avisen

Integration begynder i børnehaven

-- Jeg sidder selv i spagat mellem altid at ville forsvare de demokratiske værdier og altid at være villig til at gå i dialog. Det er en anstrengt stilling, men jeg kan ikke se andre muligheder, siger den tyske forfatter Günter Wallraff. -- Foto: Kristian Juul Pedersen.

- Børn er ligeglade med hudfarve og religion. De ser bare andre børn, de kan lege med. Og det er derfor, at det første kulturmøde skal foregå der, siger den kontroversielle tyske forfatter Günter Wallraff, der er aktuel med en ny samling reportager

Günter Wallraff er ikke kun en person. Han er også er verbum. At "wallraffe" noget er at udgive sig for at være en anden for at afdække et miljø, man ellers ikke ville få adgang til som journalist. Og det har Günter Wallraff gjort så dygtigt, at hans første bøger tilsammen er solgt i flere millioner eksemplarer. Mest skandale skabte det nok, da han i 1977 under falsk identitet blev ansat som journalist på den tyske sensationsavis Bild og efterfølgende udgav bogen "Afsløringen", der udleverede avisens tvivlsomme metoder. Avisens aggressive sagsanlæg fik ham dog ikke til at stoppe med at "wallraffe" sig gennem det tyske samfunds skyggesider. Siden forklædte han sig blandt andet gennem to år – 1983-84 – som den tyrkiske gæstearbejder Ali. Det førte til bogen "På bunden", der beskriver den stærke racisme, som gæstearbejderne blev udsat for i datidens Tyskland, og ikke mindst de farlige opgaver, de blev sat til. Og som aktivist har Günter Wallraff kastet sig selv ind i farlige aktioner i flere lande. Men selvom han på verdensplan har opnået en berømmelse og udbredelse, som de fleste forfattere kun drømmer om, har han også fået kritikere på tværs af kulturelle og politiske skel.

– Før Murens fald blev jeg nærmest opfattet som en reaktionær tilhænger af den katolske kirke i DDR, mens jeg i Vesttyskland blev stemplet som Stasi-agent. Det viser meget godt, hvor forskellige holdninger, der gennem tiden har været til min person, siger Günter Wallraff og lader et smil vokse sig stort i det verdenskendte pokerfjæs.

Kristeligt Dagblad har fået en time alene med Günter Wallraff på Hotel Admiral i København. For han er i byen for at præsentere sin nyeste bog "Fra den fagre nye verden – ekspeditioner til landets indre", der netop er udkommet på dansk på Forlaget Per Kofod. Selv taler han kun tysk, men svarer både tålmodigt og livligt på Deres udsendtes skoletyske spørgsmål. Og mens han sidder her og forklarer sig med hænderne i konstant bevægelse som to små medtolke til de stærke tyske sætninger, ligner han mere en storebror til den danske skuespiller Lars Bom, end den erfarne 67-årige herre, han trods alt er. Og i sin nye bog har han også udgivet sig for at være væsentligt yngre end han er – blandt andre som somalieren "Kwamu":

– Mit ansigt kom automatisk til at se ti år yngre ud, når jeg malede det sort og fik kraftig paryk på min bare isse, griner han og tilføjer så mere tørt:

– Men det var skræmmende at opleve, hvordan man bliver behandlet som somalier i Tyskland. For de fleste så ikke på mit ansigt, men kun på min hudfarve, og der var ikke langt mellem de racistiske oplevelser. For racismen eksisterer desværre stadig i Tyskland. Jeg ville gerne have taget fejl, men sådan gik det altså ikke.

Er det også derfor, at du har valgt en titel til din bog, der minder om Aldous Huxleys dystre fremtidsroman "Fagre nye verden"?

– Ja, netop. For meget af det, den romanen forudsiger, er allerede en realitet. For vi lever på mange måder allerede med to parallelle verdener. Og skal der laves om på det, skal det allerede ske i børnehaveklassen. Det nytter ikke noget, at vi skaber et samfund, hvor indvandrerne går i deres egne ghettobørnehaver og egne ghettoskoler, mens de tyske børn går i eliteskolerne, siger han og ryster på hovedet, inden han tilføjer:

– Integration begynder i børnehaven. For det er der, der ikke er forskel på mennesker. Børn er ligeglade med hudfarve og religion. De ser bare andre børn, de kan lege med. Og det er derfor, at det første kulturmøde skal foregå der. Politikere tænker i en tidshorisont på fire år, indtil de skal vælges igen, men integrationspolitikken burde tænke i en tidshorisont på mindst 20 år. For problemerne kommer først, hvis man ikke blander tyske børn med indvandrerbørn i skolerne. Og så skabes der først grobund for de populistiske politikere på den ene side og de fundamentalistiske mullaher på den anden side. Det er det, vi ser nu. Men vi er nødt til at vælge en anden vej.

Men det er vel en svær balance?

– Ja, det er uhyggeligt svært. Og jeg sidder selv i spagat mellem altid at ville forsvare de demokratiske værdier og altid at være villig til at gå i dialog. Det er en anstrengt stilling, men jeg kan ikke se andre muligheder. Jeg var selv en af de første tyske forfattere, der bød Salman Rushdie velkommen i mit hjem.

– Det førte til, at jeg blev nødt til at få politibeskyttelse en periode. Det lærte mig, at man ikke skal forhandle med de fundamentalistiske mullaher. For de er ikke tilfredse, før man har konverteret til islam, og det er en stor illusion, at de repræsenterer alle muslimer i verden. For det gør de overhovedet ikke. Og det eneste rigtige er at gå i dialog med alle de muslimer, der er villige til at gå i dialog.

Hvad mener du om Politikens undskyldning for at genoptrykke Muhammedtegningen?

– Det er en kapitulation, siger han, nærmest vredt:

– Så længe der er folk, der er villige til at spænde et bombebælte om sig selv i Allahs navn, er det nærliggende at tegne Muhammed med en bombe i turbanen. Det er ikke forkert, men en demokratisk ret. Og hvis alle aviser i Europa bare havde genoptrykt tegningen, ville der ikke være mere at snakke om. For så ville man aldrig kunne anklage den enkelte avis.

Hvad betyder religion for dig selv?

– Jeg er agnostiker. Men Jesus er for eksempel et af mine største forbilleder sammen med Gandhi, Mandela og Martin Luther King. For Jesus var en stor socialpolitisk skikkelse, der ikke brugte vold for at udbrede sit budskab.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk