Det kan godt undre, at essayistik ikke læses af flere. At den åbne form, hvor et emne eller en tilstand undersøges på en personlig måde og med brug af skønlitterære virkemidler, ikke er lige så populær som eksempelvis romanen, der i det her årtusinde ellers har succes med noget nær det samme, og Karl Ove Knausgårds voldsomt populære romanværk ”Min kamp” er faktisk i lange passager ren essayistik.
Måske er det ordet ”essay”, der virker for parfumeret for nogle og for akademisk for andre. Er det tilfældet, er det en skam, og man kan kun håbe, at Lilian Munk Rösings 117 sider lange essay ”Kaplevej 97” bliver vendepunktet herhjemme. For den lille bog er en på samme tid letløbende og indholdsrig tekst, der ubesværet pendulerer mellem nutid, erindring og andre intellektuelles tanker.
Det strukturerende princip er lige så enkelt, som det er effektivt: Rösing, der er lektor i litteratur ved Københavns Universitet og fintmærkende kritiker på Politiken, beskriver rum for rum huset på Kaplevej 97 i Virum, hvor hendes mormor og to barn-løse søstre boede.
Men det begynder udenfor:
”Man kan ikke se det på fotoet, men på en af murstenene til venstre for døren, lige under håndtagets niveau, står adressen skrevet med kridt: Kaplevej 97”.
Rösing skrev sådan, da hun var fem år, og det stod der stadig, da huset skulle tømmes. På den måde pointeres det poetisk, at dette er hende, der nu ser tilbage på det, der var, hende der ser på sig selv og på huset helt tilbage fra dengang, hun var lille, og hendes mormor og mormoderens to søstre, kaldet Vimserne, stadig var i fuldt vigør. Først mange årtier senere svækkedes de af alder. ”De blev alle tre over halvfems. De døde i den rigtige rækkefølge,” som Rösing skriver, ”først den ældste, min mormor. Så den mellemste, Sonja. ’Nu er vi kun én’, sagde Rita da kun hun var tilbage.”
Da Rita også er borte, står kun tingene, de tre kvinder omgav sig med, tilbage. Enkelte af dem har Rösing nu i sit eget hjem:
”Tingene fra Kaplevej har ikke deres aura fra brands eller verdenssejladser, men fra levet liv. Det er det, at de har en historie, at tiden er ophobet i dem. Det er Vimsernes tid og min tid som barn ophobet i deres ting.”
På den måde er tingene som Marcel Proust’ske madeleinekager: Ved at være dem nær, kan fortiden trækkes op i nutiden, erindringerne drives ud af sindets tåge.
Men Proust er ikke den eneste, Rösing nævner og er i direkte dialog med. Det gælder også Walter Benjamin og Georges Perec, mens Francis Ponges ”At tage tingenes parti” synes at have inspireret indirekte, ligesom Sigmund Freud, der er blind passager i en sætning som denne:
”Mit overjeg ser helst, at jeg læser, mens jeg strikker.”
På den måde stimuleres man intellektuelt, mens man berøres på et emotionelt plan, når Rösing skriver om sine fine stunder med de tre livsvidner, med Vimserne. Og hvor ordene om de intellektuelle står i et klart, ædrueligt lys, så er minderne om de tre søstre varme og patinerede, og netop kontrasten giver teksten spil, får den til at changere.
Om man så synes, essayet går tæt nok på Rösing selv, er en smagssag. Hendes egen smerte og eget mørke får kun momentvist lov at melde sig, men gør det så med noget, der – nu vi er i Freud-land – minder om underbevidsthedens insisteren. Som når der med en anden voldsomhed end i resten af essayet står:
”At jeg var et dårligt menneske, blev en vished, jeg bar med mig, lige til prinsen kom og kyssede den ud af mig. Siden skulle jeg volde ham så meget ondt, at jeg igen blev ganske vis om min slette karakter.”
Linjerne står rundt omkring som indgange til et større mørke. Rösing åbner døren på klem, men bliver stående udenfor. Det synes jeg godt om. Mørket må belyses i et andet essay. Her skal alt ikke frem, og pladsen gives i stedet til dem, der har fyldt hendes liv med lys. Det er en smuk gestus, og at læse ”Kaplevej 97” er som at få en gave, man ikke vidste, man ønskede sig. Og er et eksempel på, hvordan det gode essay er noget af det bedste, man kan læse. At det i de rette hænder er en kunstform.