Intens norsk debat: Må man flyve for at lancere en bog om klimakrisen?

Forfatter Maja Lunde skriver om naturens begrædelige kollaps, men har – til manges forargelse – valgt at flyve helt til Svalbard for at lancere sin nye klimaroman

Maja Lunde har skrevet tre storsælgende romaner om netop naturens ødelæggelse. Den fjerde og sidste foregår på Svalbard i år 2110, hvor nogle få mennesker har overlevet et tiår med naturkatastrofer.
Maja Lunde har skrevet tre storsælgende romaner om netop naturens ødelæggelse. Den fjerde og sidste foregår på Svalbard i år 2110, hvor nogle få mennesker har overlevet et tiår med naturkatastrofer. Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix.

For et år siden vakte det opsigt i Norge, da en række af landets mest roste og bedst sælgende forfattere skrev under på et indlæg i avisen VG, der navngav de partier, vælgerne burde stemme på. Hvis de altså havde en klimasamvittighed.

I indlægget – der blandt andet var underskrevet af Karl Ove Knausgård, Jo Nesbø, Vigdis Hjorth og Jostein Gaarder – stod der med patos: ”Stem på dem, som lever her om hundrede år, stem på din sønnesøns gråd, stem på din datterdatters første smil.”

På den måde positionerede forfatterne sig som samvittighedsfulde og klimabevidste, og en af medunderskriverne var Maja Lunde. Hun har skrevet tre storsælgende romaner om netop naturens skønhed, skrøbelighed og ødelæggelse. Og nu er hun så klar med den fjerde og sidste bog i den såkaldte Klimakvartetten, nemlig “Drømmen om et tre”, der foregår på Svalbard i år 2110, hvor nogle få mennesker har overlevet et tiår med naturkatastrofer. Hvilket jo alt sammen er fint i tråd med forfatternes klimaopråb i VG.

Men nu viser det sig, at lanceringen af Lundes nye roman finder sted på Svalbard. Det betyder, at Lunde skal ud på en flyrejse på mere end 1000 kilometer – og altså også udledning af den CO2, som har sendt kloden på katastrofekurs.

Det paradoks har norske journalister fået øje på. I VG – altså samme avis, som bragte forfatternes klimaopråb – er Lunde blevet konfronteret med sin beslutning og svarer: “Forlaget og jeg syntes, det var en god idé at lancere bogen under Svalbard litteraturfestival, fordi handlingen i bogen er henlagt til netop Svalbard.”

Men Lunde kan godt se problemet: “Det er helt klart et paradoks at flyve for at lancere en bog om klima- og naturkrisen.”

Hun vælger ikke desto mindre at gøre det og forsøger at bløde op og forsvare sit valg med sin normale praksis: “På arbejdet takker jeg nej til langdistance- og unødvendige flyveture. Jeg tager tog og bus, hvis det er muligt, selvom det kan blive nogle hårde rejseruter.”

Men når det kommer til lanceringen af hendes nye bog, gør hun så en undtagelse. Det provokerer, og i kommentarsporet under interviewet er mange knubbede ord. “Vil idiotien ingen ende tage?”, spørger én retorisk, mens en anden mener, at “den slags dobbeltmoral må folk helt enkelt tage afstand fra”. En tredje skriver syrligt om Lundes regel om højst én flyvetur om året: “‘flyver maks. en gang om året...’ Bliver det så med båd hjem fra Svalbard eller hvordan?”.

Bag balladen ligger flere diskussioner foldet ind i hinanden. Først om, hvorvidt kunstnere skal leve det liv, deres kunst lægger op til. Om der bør være sammenhæng mellem fiktion og virkelighed. Og i Lundes tilfælde blandes hendes handlinger og romaner også med hendes underskrift i klimaopråbet. Men hun er ikke alene, hvis man følger lidt med. Medunderskriver Knausgård – hvis nye romaner også er fulde af undergangsstemninger – bor for eksempel i England, men har fortalt, at flere af hans børn bor i Sverige. Mon ikke han flyver flittigt frem og tilbage?

Uden om diskussionen om kunstnerne og kunsten er en anden og endnu større, der handler om os alle. Om vores skizofrene tilgang til klimaspørgsmålet. Hvordan vi kan begræde de hede somre med skovbrande og tørke, men alligevel flyve til Thailand om vinteren. Hvordan vi kan fortvivles over nyhederne om naturødelæggelser på smartphonen, der er fuld af giftige materialer.

De fleste er lysegrønne i tankerne, men grå eller ligefrem sorte i handlingerne. Som Maja Lunde, der skriver så intenst om den vidunderlige verdens undergang. 

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.