Intenst liv i skyggen af aids

”120 slag i minuttet” skildrer fint håbet midt i aids-epidemiens dage i Paris i 1990’erne

Intenst liv i skyggen af aids

Der har været en del film om den alvorlige sygdom aids, der ramte den vestlige verden i 1980’erne og 1990’erne. Allerede i 1993 kom ”Philadelphia” med Tom Hanks i rollen som en aids-ramt homoseksuel advokat, og siden er det gået slag i slag. I 2013 storhittede ”Dallas Buyers Club” med Matthew McConaughey. Nu fortæller den franske film ”120 slag i minuttet” om den despera- tion og vrede, der var i Paris, da sygdommen ramte ”Kærlighedens By”. Filmen vandt ved Cannes-Festivalen sidste år juryens Grand Prix og den internationale kritikerpris.

I 1987 dannedes i New York en homoseksuel aktionsgruppe, Act Up, der skulle gøre samfundet opmærksom på den nye sygdom, der var begyndt i homoseksuelle kredse, og som snart bredte sig til andre grupper i samfundet. Narkomaner, prostituerede og fanger i fængsler blev de næste grupper, der blev ramt af denne nye dødelige sygdom. Der var til at begynde med ingen medicin mod den, og det gik rigtig langsomt med at få myndigheder og medicinalindustri til at fatte omfanget af den menneskelige katastrofe. Det store flertal i befolkningen følte sig ikke ramt. ”Bøsse-sygen”, som den blev kaldt, var et minoritetsproblem, og selv medierne vendte det blinde øje til.

Act Up i New York forgrenede sig til hele USA, og også til Frankrig. Det er denne gruppe i Paris, filmen handler om. Der er ingen deciderede hovedpersoner i filmen, men det er et ensembledrama med en del personer.

Filmen svinger mellem den politiske kamp og den menneskelige kærlighed, der viser sig midt i sygdomshelvedet. Alt som filmen skrider frem, er det sidstnævnte tema, der mere og mere dominerer, og det er det, der er den egentlige begrundelse for filmen. Den vil minde os om, at uanset hvor slemt livet former sig, så er det aldrig uden kærlighedens mulighed.

I Act Up-gruppen diskuterer man, hvilke metoder man skal bruge for at råbe verden op. ”Behandling vil vi ha’! Vi vil ikke dø! Vi har ikke mere tid”, skriver de desperat på de bannere, som de bruger ved årets Gay Pride-parade. Og tiden løber, uden at medicinalindustrien finder nye præparater, og uden at myndighederne oplyser tilstrækkeligt om den dødelige sygdom.

Mens dette sker, forelsker to fyre, Sean og Nathan, sig i hinanden, og vi følger deres kærlighed og sexliv. Nogen kan måske tænke på filmen om de lesbiske piger i ”Adèles liv”. Her er det blot to mandlige homoseksuelles liv, der er fyldt med ømhed og nærvær. De to ved godt, at livet er truet. Sean blev smittet med hiv allerede som 16-årig, og her 10 år efter begynder sygdommen at udvikle sig voldsomt. Det forhindrer ikke kærligheden, og det er det smukkeste og fineste ved filmen, der er meget ligefrem i sin skildring af både sygdom og sexliv.

Samtidig med denne skildring kører soundtracket med 120 slag i minuttet på bedste vis med 1990’er-dunkende rytmer. Intenst liv i dødens skygge. I en af de smukkeste scener i filmen siger den syge Sean, at han efter at være blevet smittet ser verden mere klart og smukt. Den erfaring sammenholdt med kærlighedens gave er en forårsbebuder midt i en streng vinter.