Interrailkortet har 50-års jubilæum: Som et flyvende tæppe mod frihed

Interrailkortet har 50-års jubilæum. For en hel generation var det billetten ud i Europa, og det gav en euforisk frihedsfølelses, som sad man på det eventyrlige flyvende tæppe

To piger stiger på interrail-toget på Københavns Banegård i 1979.
To piger stiger på interrail-toget på Københavns Banegård i 1979. . Foto: Ole Buntzen/Ritzau Scanpix.

For 50 år siden kunne man første gang køre Europa tyndt med et interrailkort. Det vil sige, at man kunne køre i det meste af Vesteuropa, for jerntæppet var stadigvæk nede, og de østeuropæiske lande var lukket for den trafik. Det var nu heller ikke til østlandene, at jeg og mange andre drømte om at komme hen. Det var først og fremmest byer som Amsterdam og Paris, der trak, og så Middelhavslandene.

Jeg var på min første tur i 1974, som 18-årig, og sammen fire venner. Billetten kostede dengang 500 kroner, og jeg havde sparet 1000 kroner op til mad, drikke og overnatning til de 30 dage, som rejsen skulle vare. Så 33 kroner pr. dag var ikke noget overdådigt budget, men det var ikke så afgørende. Det vigtige var overhovedet at komme af sted. Vi sov da også på billige sovesale eller under åben himmel, hvis det kunne lade sig gøre. Og så rejste vi helst med nattog, så vi kunne sove i toget og spare en overnatning.

Vi havde ikke anden plan for vores rejse, end at første stop var Amsterdam. Byen lokkede med sit ry som hippiested, men rejsebudgettet rakte dog ikke til koncert i det legendariske Paradiso. Vi måtte nøjes med gaderne og havde også nok at se på, da vi boede midt i the red light district på et Christian Youth Hostel.

Fra Amsterdam gik turen til Paris, der stadigvæk var forbundet med kunst og bohemeliv. Men vi var for unge og uvidende om, hvor tingene skete, og hvad det hele drejede sig om. Så vi så bare Eiffeltårnet, Notre Dame og den venstre Seinebred og tog så toget ud vestpå. Jeg ville ud til havet, ligesom hovedpersonen i Truffauts film ”Ung flugt”, som jeg havde set i gymnasiets filmklub. Vi kørte efter DSB's lille oversigtskort over europæiske hovedstrækninger og havde intet begreb om afstande. Så vi tog bare ud til havnebyen Brest og troede, at vi så var ved Atlanterhavet. Men ak, det var en stor by, og der var ikke noget hav og ingen brede strande.

Vi var ganske uforberedte på det, vi ville se og kom til at se, og det var sådan set også pointen. Vi rejste uden rejseguide og befriet for alle krav om alt det, man skulle og burde se. Vi rejste planløst tværs igennem Europa og nåede til øen Mljet uden for Dubrovnik. På hjemvejen kom vi gennem Schweiz og overnattede uden for det fashionable Grindelwald i en lade med egen bæk og udsigt til Jungfrau.

Vi vagabonderede. Og det var godt sådan, for det gav en følelse af den ultimative frihed. Dengang var der jo ikke nogen mobiltelefoner, og der var på intet tidspunkt tale om at ringe hjem og fortælle, hvor vi var. Vi var helt uden for vores forældres og andre autoriteters rækkevidde. Jeg ved, at min mor var bekymret fra det øjeblik, hun sagde farvel til mig på stationen, og til det øjeblik, hvor jeg igen var hjemme. I dag kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på, hvordan jeg selv ville have det, hvis mine børn tog af sted på den måde. Tiderne er ikke bare skiftet, jeg er også blevet betydeligt ældre. Men jeg ville alligevel gerne have undt mine børn denne frihed, som de kun delvist har været interesserede i.

Da mine børn drog ud, var det ikke på interrail. De havde andre drømme. Den ældste og hans venner lejede en stor BMW og fræsede omkring på de tyske motorveje. Den yngste var ikke interesseret i Europa, og da slet ikke i Amsterdam og Paris, og han tog til Japan. Det er dér, den fede musik og mode bliver lavet, det er manga-land, og dér hvor man kan få mesterlige tatoveringer.

Men interrail kan måske igen blive attraktivt for de unge – især hvis en verden i krise gør flybilletter dyre, og epidemier sætter alvorlige rejserestriktioner. Jeg tænker selv, at jeg som pensionist engang kan tage af sted igen. Jeg skal nok ikke sove i en lade eller på mellemgangen i et overfyldt tog, men jeg vil gerne igen mærke suset af frihed. Intet arbejde, ingen møder, ingen forpligtelser. Hvis jeg så også lod smartphonen blive hjemme, ville det virkelig blive et nostalgisk trip. Men det kommer nok aldrig til at ske. Uden den ville mine børn måske se på mit månedlange fravær med en bekymring, der kan minde om min mors. Hvor er den gamle henne? Har han styr på det? Og ville jeg selv kunne holde ud ikke at høre, hvordan de har det?

Men jeg drømmer om igen at trække de eventyrlige syvmilestøvler på. Jeg ville gerne leve et liv på nogle andre skinner end dem, der gør min hverdag friktionsfri og uden overraskelser – bare en måned. Bare en måned på skinner, der bliver lagt, mens jeg rejser ud i det blå.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.