Peter Høeg har altid delt vandene. Han er blevet sammenlignet med de største navne i verdenslitteraturen og på dansk manér jordet, som var han en af vores ringeste forfattere.
I et interview i Rolf Højmarks nye bog ”Forfatterstafetten” fortæller Peter Høeg åbenhjertigt om sin erfaring med at være genstand for kritik:
”Hvis man ikke kan tåle at blive vurderet, så skal man ikke stille sig på en scene – alle, der står frem i et offentligt eller halvoffentligt rum, skal vide, at det her er lugten i bageriet, og den situation rummer også, at man bliver vurderet. Jo, større offentligheden er, des koldere vinde blæser der også.”
Og få nyere danske forfattere har i samme grad som Peter Høeg oplevet de kolde kritiske vinde. Af samme grund er det nærmest rørende at læse, når han samtidigt fortæller om ”den særlige sårbarhed eller følsomhed, som ligger i at være forfatter. Man griber så dybt ind i sig selv, som man overhovedet formår (…), og det er en meget, meget sårbar ting for enhver at udgive en bog.”
Rolf Højmarks samtale med Peter Høeg er fascinerende. Vi kommer tæt på Høeg, og hans fine værdighed skaber rum for eftertanke.
Høeg er imidlertid ikke den eneste forfatter, vi møder i Højmarks bog, der indeholder samtaler med i alt 13 forfattere, herunder Pia Juul, Helle Helle, Madame Nielsen, Christel Wiinblad, Mathilde Walter Clark, Søren Ulrik Thomsen og Jens Smærup Sørensen.
Højmark har gjort sit arbejde grundigt. Efter at have gennemført samtalerne og skrevet det hele ned har han givet de enkelte forfattere mulighed for at reagere på deres egne samtalemanuskripter og på de øvrige forfatteres samtaler. Derfor er der reelt tale om en samtalekreds.
Samtidig møder Rolf Højmark den enkelte forfatter på vedkommendes egne præmisser og kan derfor samlet set levere en perlerække af vidt forskellige, men hver for sig bjergtagende samtaler.
Søren Ulrik Thomsens analyse af vor tids litterære kredsløb er skarp og tankevækkende. Han siger blandt andet, at den litterære offentlighed tidligere ”var koncentreret om nogle få personer og medier” og nu er ”eksploderet i et utal af platforme”, nærmere bestemt ”blogs og internettidsskrifter og adskilte miljøer”.
Det har ifølge digteren den negative konsekvens, at man ikke længere som befolkning kan samles om et enkelt værk, sådan som man for eksempel engang kunne det om et tv-spil af Leif Panduro.
”Atomiseringen” har imidlertid også den store fordel, at ”magten til at definere, hvad god litteratur er, ikke længere er koncentreret hos et lille litterært borgerskab, men at forskellige måder at skrive på trives side om side og udfordrer hinanden.”
Forfattere er ikke nødvendigvis klogere på livet end os andre, men de har meget ofte et andet blik på tilværelsens vilkår, som knytter sig til deres kunstneriske arbejde. Det fremgår meget klart af Højmarks bog, hvor man gang på gang må glæde sig og forundres over forfatternes tanker.
For eksempel er det da værd at overveje, i hvilket omfang Jens Smærup Sørensen har ret, når han sin i skarptskårne samtidsdiagnose erklærer, at ”vi lever i en traditionsløshed, i livsperspektiver, der handler om at få det mest mulige ud af den øjeblikkelige situation, vi er i. Der er ingen fornemmelse for arv. Ej heller af noget, man skal bringe videre. Der er heller ikke nogen uundværlig religiøs dimension, som jo hørte bondesamfundet til.”