Prøv avisen

Intet arbejde er spildt

Familien er et forpligtende fælleskab, men alting handler efterhånden kun om følelser, og det synes jeg er overfladisk,” siger Jacob Ludvigsen. – Foto: Leif Tuxen.

Journalist og reklamemand Jacob Ludvigsen gør i sin selvbiografi Hobbit i habit status over et farverigt liv. Han har altid været en mand med mange jern i ilden. Hver gang man forsøger at skabe noget, bliver man i det mindste lidt klogere, siger han

I 1980 modtog Jacob Ludvigsen et hjemmelavet postkort fra sin bedste ven, digteren Dan Turèll, med et avisudklip fra den største avis på Malta. På det tidspunkt var Dan Turèll taget nogle måneder til Malta for at skrive en ny bog. Forinden havde de to venner mest for sjov, men også for at skabe goodwill omkring opholdet sendt en pressemeddelelse ned til den maltesiske presse med historien om, at den kendte danske forfatter, der elskede og beundrede Malta, nu var ankommet til øen for at skrive i en længere periode.

LÆS OGSÅ: De personlige erfaringer er også de fælles

Vi havde begge en fortid som lokaljournalister, så vi vidste lige præcis, hvordan sådan en pressemeddelelse skulle skæres, for at den ville være interessant for de lokale journalister, og de købte altså også historien. Det var i sig selv morsomt, men på postkortet skrev Dan en sætning, som senere skulle blive et slags livsmotto for mig Intet arbejde er spildt, fortæller Jacob Ludvigsen og tilføjer:

Undertiden kan man have en følelse af, at et kuldsejlet projekt var spildt arbejde. Men enhver arbejdsgang fører altid noget med sig. Man får altid trimmet sproget og brugt alfabetet eller i det mindste gjort sig erfaringer, som man kan bruge senere. Der går altid noget mel tabt, når man bager en kage. Men hver gang man forsøger at skabe noget, bliver man i det mindste lidt klogere.

Nu er den garvede mediemand selv blevet en skriveproces klogere. For han er aktuel med selvbiografien Hobbit i habit, der netop er udkommet og bestemt heller ikke har været spildt arbejde at skrive for Jacob Ludvigsen. Gennem bogen har han fået en unik mulighed for at reflektere også sit usædvanlige liv, som det ikke er helt skævt at sammenligne med en anden Bilbos eventyr, fordi han faktisk over flere omgange har stået på de helt centrale steder i de store kampe og bevægelser, der på godt og ondt er kommet til at ændre Danmark siden 1960erne.

Titlen på bogen spiller dog også på, at hans mor i sin tid oversatte Tolkiens Hobitten til dansk. Men også på det ydre plan er der noget lidt hobitagtigt over livsnyderen Jacob Ludvigsen. Til daglig bor han sammen med sin kone på Bornholm, hvor deres børn voksede op, mens han pendlede til København.

I dag har han også et lille kontor i hjertet af hovedstaden. Men selv her i det brogede bybillede skiller han sig ud som en hobbit på gennemrejse med sine personligt importerede engelske kvalitetscigaretter, hjemmevante maosko, der titter ud af jakkesættets bukseben og ikke mindst med det kraftige hvide hår og skæg, der stritter ud som antenner i alle retninger som et viltert billede på alle de skæve ideer, der i tidens løb er blevet født et sted derinde bag alt håret. Og forbløffende mange af hans indfald er rent faktisk blevet til noget. For han har gennem sin farverige karriere haft både held og talent til at trænge igennem til langt mere end den maltetiske presse.

Allerede som 15-årig gjorde han sig bemærket i pressen ved at stifte foreningen Ungdom mod Pop, der slog til lyd for at høre mere klassisk musik. Samtidig gjorde han sig sine egne første journalistiske erfaringer som skribent for den lokale avis i Bagsværd. Allerede året efter fik han lov til at lave store udsendelser for P1, inden han kom i egentlig journalistpraktik på Skive Folkeblad. Her udviste han en sådan ytringsfrækhed, at Ekstra Bladet headhuntede ham til at beskrive datidens provobevægelse, der begyndte at dukke op i 1960erne.

Sådan skabte han sig hurtigt et navn, der kun blev mere kendt af at blive Jesper Kleins makker i DRs berygtede ungdomsprogram Peberkværnen.

Senere stiftede Jacob Ludvigsen sin egen avis Hovedbladet. Og det var gennem den, at han foreslog læserne at emigrere med linje otte til det nedlagte kaserneområde på Christianshavn, der senere blev til Christiania. Thylejren var han såmænd også med til at inspirere til. Og senere fik han en nøglerolle på Ekstra Bladet som lederskribent, inden han som reklamemand blandt andet var ophavsmand til Tuborg Squash-kendte reklamer med Finn og Jacob, men med slidstærke slogans som glædelig jul og godt tubår for stærkere drikkevarer. Derudover har han blandt andet stiftet to andre aviser og forsøgt sig med et selvstændighedsparti på Bornholm.

Men venskabet med Dan Turèll var et kapitel for sig.

Det var faktisk Jacob Ludvigsens far, der tilbage i 1965 tog Dan Turèll med hjem til lørdagsfrokost. Faderen arbejdede sammen med Dan Turèll, der uden studentereksamen havde charmeret sig til et job som korrekturlæser på Berlingske Tidende som kollega til Ludvigsens far, der var voldsomt imponeret over den unge mands enorme viden om kulturelle emner.

Turèlls talenter var i øvrigt også blevet bemærket her i Kristeligt Dagblad, hvor han i den periode også havde fået lov til at skrive især jazzanmeldelser på kulturredaktionen.

Men Jacob Ludvigsens far mente også, at sønnen ville have godt af at møde Dan Turèll og suge en del af hans kulturelle dannelse til sig. Dan Turèll var et par år ældre end Jacob Ludvigsen. Men selvom Turèll også allerede var gift dengang, blev de hurtigt gode venner:

Det var rigtigt set af min far, at vi måtte have noget til fælles. Vi kom faktisk så godt ud af det med hinanden, at vi også planlagde, at vi ville leje et hus sammen efter nogle år. Og vi fandt en villa på Strand-vejen. Ejeren var globetrotter og skulle ud at rejse, og Dan begyndte at stille sagkyndige spørgsmål til husets bærende konstruktioner. For han havde tænkt på, at han i den store stue med altanen og havudsigten ville opstille en Heidelberg-trykpresser. Det var jo en fuldstændig vanvittig idé, siger Jacob Ludvigsen med et begejstret grin:

Globetrotteren blev virkelig ræd. For han havde tænkt sig at udleje huset møbleret med trofæer på væggene og så videre, så han kunne ikke lige se for sig, at et skrummel af en trykpresse skulle stå i hans dagligstue med alt, hvad det indebar. Og Dan måtte se i øjnene, at han ikke kunne få opfyldt sin drøm om eget trykkeri.

Til gengæld fik de to venner mange andre drømme opfyldt. Sammen stiftede de forlaget Senator, der aldrig blev en stor økonomisk succes, men alligevel var med til at sætte Turèlls forfatterskab i gang. Og Ludvigsen og Turèll eksperimenterede i det hele taget en del i de år.

Mit venskab med Dan fik afgørende betydning for mig. For vi tossede ikke kun rundt sammen, men bekræftede også hinanden i, hvor vigtigt det var at gøre sig umage og holde deadlines. Og han gjorde virkelig begge dele. Han gik så langt ned i sine tekster, at han havde et gummistempel med påskriften forfatterens korrektur bedes fulgt, som han påførte alle sine sider, når han afleverede et manuskript til sit forlag. For han havde tænkt over hvert eneste komma. Men han var samtidig produktiv. Dagen efter, jeg fik beskeden om hans død, kom hans sidste digtsamling med posten, siger Jacob Ludvigsen og bliver pludselig stille.

Det er helt ubærligt, at han er væk. Han blev ved med at betragte sin kræftsygdom som noget forbigående, og han trak sig meget ind i sig selv til sidst. Jeg kunne godt se, at hans ansigt var blevet mere udhulet. Men jeg havde ingen idé om, at han var døende, da jeg mødtes med ham på vores stamværtshus, nogle måneder før han døde. Og jeg fortryder bittert, at jeg ikke var der for ham mere til sidst eller i det mindste tog forbi Rigshospitalet for at se, hvordan det gik. Jeg fik beskeden om hans død, da jeg kom hjem fra en ferie. Det var svært. Og det fik mig også til at tænke en del over døden. Jeg er hverken døbt, konfirmeret eller særlig forankret i nogen særlig religiøs tro udover, at jeg selvfølgelig anerkender kristendommens store betydning for vores kultur. Ja, kristendommen er jo en forudsætning for vores samfund. Men jeg synes, at det er svært at forholde sig til religion som noget andet end en vag fornemmelse af, at der er mere, end vi kan sanse. For eksempel tænker jeg en del over i øjeblikket, om vi mon taler med hinanden i vores drømme. Men Dans død lærte mig nok først og fremmest, at man skal forsøge at sætte pris på mennesker, mens man har dem. For man kan jo ikke vide, om man nogensinde møder dem i det hinsides igen.

Siden har Jacob Ludvigsen forsøgt at gøre skaden god igen ved at oprette Dan Turéll-medaljen for at holde sin vens minde i live. Og når Ludvigsen er i tvivl om noget, kan han tage sig selv i at tænke, hvad Dan Turéll mon ville mene:

Han syntes nok, at jeg selv spildte min tid lidt for meget på reklame og journalistik i stedet for at bruge mit sprog mere litterært. Men det er nu engang journalistikken, der har drevet mig. Jeg har ikke været en idealist eller en stor kunstner, men først og fremmest en nyhedsjournalist, der altid har jagtet den nye historie, hvad enten jeg skrevet i aviser eller lavet reklamer. Det hele har handlet om at finde nyheden og sætte den i toppen.

Gjaldt det også, da du fik idéen til Christiana?

Ja, det gjorde det faktisk. Det var først og fremmest en rus for mig at skrive en god historie til min avis. Men jeg havde da også en masse tanker om, at det skulle blive en selvstændig stat med vagtværn, hospital og universitet på linje med Vatikanet. Elisabeth og jeg flyttede også selv derud en kort overgang i begyndelsen, hvor jeg skrev Christianias grundlov, men uden det helt store held. Vi var faktisk et stykke tid om at flytte derud, og vi troede ikke rigtig på fællesmøde-tankegangen, og så boede vi også dårligt klos op ad nogle narkomaner. Efter fire måneder flyttede vi i stedet til Bornholm, hvor jeg havde en ven, så vi var ikke selv så idealistiske, når det kom til stykket, men Christiania ligger der jo endnu, og det er jo nok også det dybeste spor, jeg har sat mig.

Er du så også mest stolt af det?

Ja, det er jeg vel. Men jeg er faktisk endnu mere stolt af, at vi som familie har kunnet holde sammen i mere end fyrre år fra april 1971 og til nu. For nok var jeg med til at beskrive ungdomsoprøret, ligesom jeg selv var en del af noget af det, og det var da lystigt. Men efter jeg blev gift med Elizabeth og fik døtrene Camille og Freja, har jeg ikke fjollet rundt i byen. For mig er familien noget helt centralt. Jeg opfatter den som samfundets vigtigste dannelsesinstitution, og jeg begræder, at man gør alt for at opløse den med NemID, så man kan blive skilt, så snart man er uenige om, hvem der skal tage opvasken. Jeg tror mere på det lange seje træk i hverdagen. Det er dér, at man skal være opmærksom og ikke kun på en ferie, der skal redde det hele. Familien er et forpligtende fælleskab, men alting handler efterhånden kun om følelser, og det synes jeg er overfladisk. For mig er rigtige mænd ægtemænd. Og jeg mener i den grad heller ikke, at det er spildt arbejde at forsøge at få en familie til at fungere, selvom det ikke altid er nemt.