Prøv avisen
Interview

Peter Thielst: ”Intet er forudsætningsløst – heller ikke 1968”

Peter Thielst har tidligere skrevet bøger om blandt andet køn, Kierkegaard og filosofihistorien. Nu har han skrevet om efterkrigstidens idéhistorie, der ledte frem til 1968. – Foto: Leif Tuxen

Det var et stort kludetæppe af forskellige tanker og begivenheder, der ledte frem til ungdomsoprøret, siger forfatteren Peter Thielst. I sin nye bog ”Kræv det umulige” dykker han ned i idéhistorien, der førte frem til 1968

Det var en avisleder, der provokerede forfatteren Peter Thielst til at skrive sin nye bog.

Sidste forår foreslog en yngre chefredaktør, født efter 1968, at man skulle holde en stor jubilæumsfest for ”68-erne”. Og det fik Peter Thielst til at tænke over, hvad der egentlig var at fejre. Og hvem der mon skulle komme til en fest for et så tåget samlebegreb, der mildt sagt stritter i mange retninger.

”68 er et mangehovedet uhyre eller, om man vil: et træ med mange forskellige frugter – og flere forskellige rødder,” skriver Peter Thielst, der netop forsøger at gribe fat i ungdomsoprørets forskellige rødder i sin nye bog ”Kræv det umulige”.

Titlen er inspireret af et banner under studenteroprøret i Paris i 1968 med påskriften ”Soyez réalistes. Demandez límpossible” (Vær realistisk, kræv det umulige), men bogen handler mest af alt om de tanker, der ledte frem til det kludetæppe af bevægelser, vi kalder ’68.

”Jeg var selv 17 år i 1968, og dengang var jeg stadig mere optaget af The Beatles og borgerretsbevægelsen i USA end af det beskedne studenteroprør i København, som vi ikke rigtig syntes ragede os på Helsingør Gymnasium, hvor jeg gik i 1.g,” fortæller Peter Thielst, der dog i sin bog har gjort sig umage for at sætte sig ind i, hvilke tænkere der blev læst i studentermiljøet omkring 1968.

Bogen kan således læses som en slags filosofihistorie fra Anden Verdenskrig til ungdomsoprøret.

I den brede offentlighed er Peter Thielst også kendt for sine pædagogiske introduktioner til filosofihistorien. I 1990’erne fik han mange læsere, da han først udgav Søren Kierkegaard-bogen ”Livet forstås baglæns – men må leves forlæns” og siden en lettilgængelig filosofihistorie i form af bogen ”Man bør tvivle om alt – og tro på meget”, der førte læserne helt fra Thales til Habermas.

Han har blandt andet også skrevet en trilogi om ”Det sande”, ”Det gode” og ”Det skønne”, ligesom han såmænd også har skrevet om ”Det onde”. Og de sidste par årtier har han ud over selv at skrive bøger også drevet forlaget Det lille Forlag med blandt andet oversættelser af filosofiske hovedværker, men ser man på hans egen lange værkliste, kan man fra begyndelsen ane en interesse, der ikke blot rækker ud mod eksistensfilosofien, men også psykologien og kønsforskningen.

Hans første bøger i 1970’erne hed således ”Driftens fortolkninger” og ”Den kønspolitiske tænkning”. Og nu er forfatteren, der altså tidligt deltog i den kønspolitiske debat, på en måde vendt tilbage til den litterære livmoder med sin nye bog ”Kræv det umulige”, der handler om ”Idéerne op til ’68”. For bogen kombinerer netop en tydelig forkærlighed for både kønsdebatten og eksistentialismen.

Med sin lille bog demonstrer han, at den mudrede bevægelse, man samler under 1968-paralyen, ikke opstod ud af ingenting i hippiernes hashtåger, men – naturligvis – også havde sin idéhistoriske baggrund.

”Det er god latin, at ingenting kommer af ingenting, bortset fra lommeuld. Intet er forudsætningsløst – heller ikke 1968, der blev hjulpet på vej af mange forskellige begivenheder og tænkere,” siger Peter Thielst og peger på, at Europa og USA gennemgik hver sin udvikling i efterkrigstiden.

”Mange ser nok 1968 som en reaktion på materialismen i kølvandet på opsvinget i efterkrigstiden, men USA havde faktisk allerede i 1930’erne en del af den forbrugskultur med fjernsyn, vaskemaskiner og en oppustet reklameindustri, som vi først for alvor fik i 1960’erne i Europa. I USA er det svært at undervurdere borgerretsbevægelsens betydning for både kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret, for det var ikke mindst hvide studerende, der havde vist, hvordan man kunne kæmpe for ligeværd for alle gennem denne oprørsbevægelse. Sådan blev borgerretsbevægelsen ikke mindst en rugekasse for kvindebevægelsen, der nu overførte tankerne om ligeværd mellem sorte og hvide til ligeværd mellem kønnene. Og senere samlede mange sig jo omkring modstanden mod Vietnamkrigen, ligesom atomkraftbevægelsen allerede havde en tidlig forløber i modstanden mod atomvåben herhjemme, hvor den første march faktisk ikke gjaldt atomkraft, men atomvåben,” siger Peter Thielst og peger på, hvordan mange studerende i efterkrigstidens Europa samtidig dyrkede de franske eksistentialister Albert Camus og Jean-Paul Sartre.

Og da Sartre ovenikøbet sammentænkte eksistentialismen og marxismen, så den kunne bruges som en slags oprørsteori, fandt hans skrifter vej til mange studenterhybler – uden dog at blive læst fra ende til anden af mere end de mest ihærdige. For ungdomsoprørets helt store filosof var Herbert Marcuse, der var elev af Frankfurterskolen, fortæller Peter Thielst.

Frankfurterskolen blev allerede grundlagt før Anden Verdenskrig, men flere af grundlæggerne af Frankfurterskolen, der fostrede den kritiske teori, radikaliserede netop deres idéer i mødet med overforbrugssamfundet i USA som flygtninge under krigen. Og efter krigen tænkte især Herbert Marcuse nogle af de tanker, der skulle vokse sig store op mod 1968.

”Marcuse var en gammel mand i 1968, så han havde ikke tænkt, at han skulle rende rundt med blomster i håret, men alligevel blev han en yndling, og det havde han heller ikke noget imod. Studenteroprørerne i Paris havde nok også læst Sartre, men det har været et uendeligt lille antal, der faktisk læste Sartres enorme værk ’Kritik af den dialektiske fornuft’, mens Marcuses bøger er mere lettilgængelige. Og allerede i 1955 skrev Marcuse en samfundskritik i Freud-bogen ’Eros og civilisationen’, der handlede om at frisætte lidenskaber og seksualiteten i helt nye former. Det handlede slet ikke om gruppesex og konebytteri, der ville ligge ham fjernt, men i 1964 skrev han så ’Det én-dimensionale menneske’, der kaldte på mere frisind under slagordet om ’fantasien til magten’. På den måde skrev han sig også lige ind i den tid, der sugede ham ind,” siger Peter Thielst og peger på, at antipsykiatriens betydning også er lidt overset i forhold til, hvor meget det betød, at man nu argumenterede for, at det unormale nu var det egentlig normale.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen