Prøv avisen
Bog

Intet er i balance i suveræne amerikanske noveller

6 stjerner

Lauren Groffs ”Florida” er en foruroligende og helt igennem blændende novellesamling om delstatens og sindets sumpe, slanger og alligatorer. Et spændende udtryk for den voksende tendens klimalitteratur

”Meg har kæmpestore grå øjne og stærke hofter og skuldre og hår som et glas mørk honning med solskin i sig.”

Den slags stærke og stærkt billeddannende beskrivelser er der utallige af i Lauren Groffs ”Florida”, der er en af den slags bøger, man kan nyde sætning for sætning, afsnit for afsnit, side for side, fordi den er så uhyggeligt godt skrevet.

Amerikanske Groff slog igennem i 2015 med romanen ”Skæbne og hævn”, men ”Florida” er som 2009’s ”Delicate Edible Birds” en novellesamling og skildrer – sagt på en lidt poppet måde – skyggesiden af solskinsstaten Florida.

Og næsten lige så poppet kan man sige, at samlingen ikke kun skildrer staten, men også er en slags state of mind. Den stiller i hvert fald skarpt på mennesker og natur langt fra kysternes hvide strande, blå bølger og blændende smil og ser det hele gennem et mørkt, klimaangst sind.

Tag bare den første novelle, ”Spøgelser og returgods”, som handler om en kvinde, der hver nat går og går i gaderne for at holde panikken og vreden stangen.

Hun er, som de øvrige karakterer i bogen, omgivet af insekter, padder, alligatorer og giftslanger, og under hende, lige under asfalten, truer kolossale mudderhuller med at kollapse og sluge alt og alle.

Når kvinden ikke er udenfor, men skærmet af hjemmets fire vægge, kan hun ikke lade være med at læse om alverdens katastrofer, ”om gletsjerne, der dør som levende væsener, om affald i Stillehavet, der hvirvler rundt, om de hundredvis af arter, som er uddøde, men ikke registreret, årtusinder tilintetgjort, som om de overhovedet ingenting betød”.

”Florida” er, hvad amerikanerne med vanlig flair for forkortelser kalder cli-fi, climate fiction, men spinder også tråde til southern gothic-litteraturen. Ikke mindst i den blændende novelle ”Forestillinger om den runde jords hjørner”, der åbnes med sætningen ”Jude blev født i et klassisk Florida-hus, som lå på kanten af en sump, der sydede af unavngivne reptilarter”, og fortæller om en dreng, hvis far fanger slanger, som han opbevarer i skabene og i badekarret, og hvis mor forsøger at komme fri af ham og af en tragedie. Groff beskriver en sælsom metafor:

”Og da Judes søster viste sig at være dødfødt, et perfekt kronblad af en baby, sang hans mor for evigt sagte for sig selv.”

Kærligheden og ømheden får dog også plads, der er passager med lys, men også dér foretager Groff diskrete glidninger fra det realistiske og ind i det sælsomme. Som da kvinden, der går gaderne tynde, en aften kommer hjem og betragter sin sovende mand:

”Jeg rørte ved den gode og blide mand, som jeg elsker så fortvivlende højt og på en eller anden måde frygter så meget, rørte ved hans puls i tindingen og mærkede hans drømme, som er for afmålte for min smag.”

”Florida” er så meget, gør så meget, men stritter alligevel ikke. Groffs ekspressive, poetiske sprog får bogen til at føles som én mørk, glitrende strøm, og Lotte Kirkeby har oversat novellerne til noget nær perfektion. Det kan ikke have været nogen let opgave. At få de kuldslåede stemninger, fugten over sumpene, orkanernes heftighed, al den rugen og angst, alle de drømme, til at leve på dansk. Men det er lykkedes, og Groffs diskret leverede livsindsigter står også fint frem. Som når hun i ”Til kærlighedens gud, til kærligheden til gud” lader den unge Mina strutte af vitalitet og naivitet:

”Alt var smukt. Alt var muligt. Verden havde åbnet sig som en fersken. Og disse stakkels gamle mennesker, disse stakkels, stakkels mennesker. Var de for gamle til at se det? De behøvede bare at række ud og plukke den og føre den op til deres læber, og så kunne de også smage den.”

Åh, ungdommens naivitet. Stadig fri af de bekymringer og det ansvar, der gør, at det ikke længere er muligt at lege sig gennem livet. Det ved Mina ikke, men det ved Groff, og det ved læserne. At livet mister sin lethed. Og at det kan være næsten ubærligt at se de unge, stadig lette, legende og frie. Når man nu ved, at vi har ødelagt den verden, de skal leve i. Og ved, at dén erkendelse også en dag vil fratage dem letheden og sanseligheden. At ferskenen derefter også bare vil være en fersken for dem.