Ensomhed er i en vis målestok enhver forfatters forudsætning. For det kræver selvsagt både tid og arbejdsro at kunne transformere sine tanker til tekst, og mange forfattere beskriver den proces som en slags løbende samtale med sig selv. Men enhver god roman er altid en del af en større samtale.
Intet menneske er en ø, som den engelske præst og digter John Donne engang skrev. Og selv supertænkeren Søren Kierkegaard måtte dagligt forlade sin velvoksne bogreol og sin elskede skrivepult for at få input fra den virkelige verden.
ANMELDELSE: Gensyn med vennerne
Gåturene i København gav ham nemlig ikke kun motion og frisk luft til tankerne, men også inspiration gennem samtaler og iagttagelser af andre mennesker. For output kræver input. Og det er den samme vekselvirkning mellem udadvendt opmærksomhed og fokuseret ensomhed, der også skaber gode moderne romaner, mener den danske succesforfatter Benn Q. Holm:
Inspirationen skal jo komme et sted fra. Men når man for eksempel står ved busstoppestedet på Østerbro, står historierne jo bogstaveligt talt i kø, så i dag handler det snarere om at sortere mellem en svimlende mængde information og input. Fravalg er måske i virkeligheden en forfatters vigtigste beskæftigelse. Og det er faktisk slet ikke nemt at være forfatter i en overfladisk Facebook-tid. For vendingen om at trække stikket ud for at skrive giver ikke længere mening, når fastnettelefonen nærmest er forsvundet, mens der til gengæld konstant er andre måder at blive forstyrret på, siger forfatteren Benn Q. Holm og peger mod sin computer, der stadig står og lyser blåt, mens han lader sig interviewe om sin nye roman, Byen og øen.
Vi sidder i Benn Q. Holms lille arbejdshule i hans herskabslejlighed på Østerbro i København.
I ejendommens ungdom var dette rum ved siden af køkkenet formentlig tiltænkt stuepigen i det bedre borgerskab. Men nu er det altså indrettet som kombineret arbejdsværelse og rygerum for den 49-årige succesforfatter.
Rygeforbud er der heller ikke noget af i Byen og øen, og der må være blevet tømt nogle askebægre herinde, før forlaget kunne lave biografreklamer for den nye roman.
Ifølge forlaget lægger bogen sig i forlængelse af hans to største salgssucceser: københavnerromanen Hafnia Punk og slægtsromanen Album, der blev filmatiseret i en miniserie på fem afsnit på DR 1.
Benn Q. Holms nye værk har heller ikke kun én hovedperson, men hele fem forskellige jeg-fortællere, der har det til fælles, at de var nære venner, da var unge.
Som læser følger man dem hver især fra fattigfirserne gennem it-boblen og op til finanskrisen i dag, hvor de igen mødes på en ø i Storebælt. Men i modsætning til flere af Benn Q. Holms tidligere romaner, bruger han nu i højere grad hele verden som scene:
Flere af mine egne nære ungdomsvenner er flyttet til udlandet, og jeg ville gerne afspejle den globalisering, der præger vores tid, hvor afstandene er blevet mindre, mens alting skal gå stærkere. Men på en måde er bøger en slags bolværk mod den overfladiskhed, der dominerer tiden. Romaner er skabt ud af en nærmest gammeldags langsommelighed. Det kræver jo både fordybelse at skrive og læse dem, så hvis man skal svinge sig lidt op, kan man sige, at en roman nærmest kan betragtes som en mursten, man kan sætte ind i dæmningen mod tidens overfladiskhed.
Og på bordet mellem os ligger den så, en indbydende mursten af papir på 472 sider, som han trods alt har fået tid til at skrive. Og ifølge Kristeligt Dagblads anmelder Lars Handesten leverer bogen netop den slags bolværk, man ellers kan savne i en overfladisk Facebook-tid:
Nej, bøger læses ikke i så stort et omfang mere som før hvis det altså ikke lige gælder krimier. Men man skulle nu alligevel gøre forsøget med Benn Q. Holms roman. Netop fordi nogle af mellemregningerne er med her, og fordi den slags enkle og direkte realisme, som han skriver, ikke fås meget bedre, skriver Lars Handesten, der mener, at Benn Q. Holm giver et glimrende gruppebillede af generationen, der blev studenter omkring 1980.
Ungdomsvenskaber er et afgørende tema i romanen, fortæller Benn Q. Holm:
Grundidéen i min roman er at se, hvad der er blevet af ens ungdomsvenner, hvis de er forsvundet ud af ens liv. Ens ungdomsvenner har jo enorm betydning for resten af livet. Som barn er ens forældre nok de største konstanter i ens liv, ligesom ens egne børn og børnebørn bliver det senere i livet, men i de mest formative år, i de mest afgørende år for udviklingen af ens personlighed er ens venner konstanterne, mens man skifter kærester ud og eksperimenterer for at finde sig selv. Jeg tror, at man søger desparat efter ligesindede midt i al usikkerheden i de år, og vennerne kommer derfor til at præge alt fra ens politiske holdninger til musiksmag. Meget af den musik, jeg hører i dag, er for eksempel den samme som dengang, jeg hang ud i KU og kørte fuld rundt på cykel. Det er stadig gamle U2-sange og David Bowie, jeg helst sætter på stereoanlægget.
Benn Q. Holm trækker røg ind, så det hvide cigaretpapir før filteret forsvinder, inden han puster ud, skodder og fortsætter:
Men senere tror jeg, at ens ægtefælle tager pladsen som ens bedste ven, kommer det så:
Sådan er det i hvert fald for mig selv, der ikke har noget stort behov for at rende til middagsselskaber. Og jeg tror faktisk helt ærligt heller ikke, at folk i min alder får flere nære venner. De fleste skaber vel deres nærmeste venskaber i ungdommen. For det er der, at man er mest søgende og åben. Og så må man ellers prøve at holde fast i de venner sidenhen. På samme måde tror jeg også, at de største drømme bliver til i ungdommen.
Min egen drøm som 22-årig var at blive anmelder, men det handlede nok også om, at jeg ikke turde udråbe mig selv som forfatter, når jeg kun havde skrevet fem fyldte kladdehæfter. Men jeg har ofte tænkt over, hvad jeg var endt som, hvis jeg ikke var lykkedes med at blive forfatter.
Ser du selv dine gamle venner tit?
Nej, det gør jeg faktisk ikke. De fleste af dem bor også i udlandet, så vi nøjes med at mødes et par gange om året. Jeg har det med mine venner som med Nationalmuseet eller Det Kongelige Teater, jeg behøver ikke at besøge dem så tit, men det er rart at vide, at de er der. Og i virkeligheden er mine børn også blevet nogle af mine bedste venner i dag. Min ældste datter er 21 år, og jeg kan sagtens sidde med hende på en café sammen med hendes venner. Men min generation har jo også insisteret på at være forældre på en anden og mere blød måde. Men det har jo også skabt nogen forvirring, måske især for børnene, fordi det er uklart, hvornår man som far skal være ven eller skoleinspektør. Men jeg kan også godt være misundelig på hendes generation. For jeg synes, at det var et mere gråt og kedeligt København, jeg var ung i. Der var ikke caféer på hvert gadehjørne som i dag, og hvis man ikke nåede i banken inden klokken fire fredag eftermiddag, havde man ingen penge til weekenden. Det prøver jeg også at beskrive i bogen, men det er skæbnerne, der træder i forgrunden.
Hvorfor har du kaldt din roman Byen og øen?
Begge dele er jo med i den, men det kører nok også lidt på, at byen er ungdommens sted. Man taler jo om, at man går i byen for at gå på bar og møde en smuk pige eller en sød dreng. Storbyen er samtidig der, hvor alting sker. Byen rummer et utal af muligheder, som ungdommen gør. Men det er måske nok noget, der snævrer sig ind med alderen. Og selvom intet menneske er en ø, ender mange af os på en eller anden form for ø i en form for resignation eller tilbagetrukkethed, hvadenten vi ender i et rækkehus i Nørre Snede og går op i franske rødvine eller ender i en religiøs sekt eller sidder og kigger ud over Strandvejen og er glade for os selv. Vi ender i en eller anden forstand på en ø, fordi vores sociale kontakt mange gange snævres ind med tiden. For man får ikke nye venner i vores alder, det tror jeg ikke på, så børn og børnebørn fylder mere og mere, mens man klynger sig til sine gamle venner, som man måske egentlig ikke har så meget at gøre med. Og det, man har til fælles med sine gamle venner, er i virkeligheden de formative år. Til gengæld nyder jeg selv det stille liv. Og jeg har slet ikke noget behov for at være en del af de forfatterkredse, der ikke laver andet end at tale om legater eller bagtale andre forfattere. Jeg tror egentlig også, at de fleste forfattere er ret indadvendte. Hvis man går rundt med et skuespillergen med et stort behov for altid at blive set og hørt, skal man i hvert fald ikke blive forfatter.
Benn Q. Holm ser op med et lille smil om munden:
Det mærkelige er, at forfattere tit er nogle ekstremt introverte mennesker, der sidder for sig selv i et rum i årevis, inden de pludselig skal ud at sælge sig selv og bogen, siger Benn Q. Holm, der nu igen står i samme situation:
Jeg har ikke skuespillergenet, men jeg tror på mig selv, selvom andre kan rakke mine ting ned. Kritik er jo også en både kunstnerisk og økonomisk motivationsfaktor. Og på en måde adskiller jeg mig ikke synderligt fra den selvstændige erhvervsdrivende, der banker en butik op på hjørnet. For man skal jo have til at kunne betale elregningen for at kunne tænde computeren, men enhver forfatter vil jo også gerne overgå sig selv, siger bestsellerforfatteren, inden han skal i byen for at hente børn.