Hvis man skal genrebetegne Martin Bastkjærs debut, ”Det nye hav”, kan man kalde den for en art kulturkritisk generationsroman.
I den forstand at den tager livtag med det synligheds-imperativ, der til stadighed kræver, at man er tilstedeværende og udadvendt, og som forekommer særligt påtrængende i internettets og de sociale mediers tidsalder.
Men modsat en jævnaldrende digter som Caspar Eric (født 1987), er onlinetilværelsen på Facebook og Twitter imidlertid fuldstændig fraværende hos Bastkjær, hvilket er påfaldende, men også meget sigende for romanens introverte jegfortæller, der netop forfægter det standpunkt, at man mest er ”sig selv, når man er alene”.
Problemet er bare, at den, der gerne vil være for sig selv, den indadvendte, opfattes som unormal.
”Folk er utrygge ved mennesker, der sidder alene, fordi det bryder med illusionen om, at alle har det godt med hinanden”, lyder således den klare analyse af vores kultur, hvor stilheden kan ”virke mere ildevarslende end larm”.
Som man måske kan fornemme, er fortælleren i ”Det nye hav” karakteristisk ved, at han ikke holder sig tilbage, hvad angår analyserende og reflekterende udsagn. Dette kommer blandt andet til udtryk i bogens struktur, der veksler mellem yderst læseværdige og kloge essayistiske stykker og mere fortællende, fiktionsprægede passager.
I førstnævnte kredses der for eksempel om maleren Vilhelm Hammershøi, et digt af Tomas Tranströmer og privatlivsbegrebets udvikling fra lejlighedsbyggerier til kameraet, og der trækkes her på mange forskellige teoretikere og forfattere (når det kommer til skrivningen, finder man altså ikke en lyst til at stå alene).
Fælles for disse essays er, at de alle på en eller anden måde forholder sig til det at være en del af eller stå uden for en socialitet, et fællesskab, og til det at være betragter eller blive betragtet. Og særligt overvejelserne over Hammershøis bortvendte kvindefigurer er interessante, fordi den utilnærmelige og utilgængelige kvinde her ikke gøres til et begærsobjekt, men en modstandsfigur, et ideal. Bortvendtheden læses som ”en afvisning af at være en del af et fællesskab, hvor mennesker overvåger hinanden. Det er ønsket om at være alene”.
Denne længsel afspejles også i den handling, der udspiller sig. I starten af romanen flytter jegfortælleren sammen med sin kæreste, Katrine, som han, grundet sin trang til at være alene, føler sig nødsaget til i al hemmelighed at flygte fra. Denne flugt fører ham blandt andet til Island (et af ny dansk litteraturs yndlingssteder). Her oplever han imidlertid også, at selvom han befinder sig på en ø med store øde områder, er intet menneske en ø, og det er svært at undslippe opmærksomheden fra og kontakten med andre.
Alt i alt udgør romanen et væsentligt og relevant portræt af et ungt menneske, der forsøger at vende ryggen til omgivelsernes normer og krav om hele tiden at være til stede og eksponere sig selv, og som insisterer på, at der findes alternative måder at være i verden på.
Bastkjær skriver sikkert, ligefremt, tilgængeligt og kontrolleret. Men måske er det også min største anke mod romanen, at den visse steder bliver for strømlinet og behersket. Jeg savner ganske enkelt lidt mere ramasjang (som man dog får i en medrivende mytisk scene fra Island, hvor himlen styrter mod jorden). Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at ”Det nye hav” er en tankevækkende og veludført roman, der i fremtiden forhåbentlig ikke kommer til at stå alene i Bastkjærs forfatterbibliografi.