Line Knutzons teaterstykke er træt, lurvet og visionsløs

Dramatiker Line Knutzon lukker os ind i hjernen på det neurotiske hverdagsmenneske. Men er det ikke efterhånden, som om tidsånden er løbet lidt fra den substansløse og uforpligtende 90’er-ironi? Som om det ikke længere er nok bare at være ”noller”?

Knutzon har uomtvisteligt et særligt øre for pudsigheder i sproget og en evne til at omdanne hverdagens bagatelbegivenheder til absurdkomiske scener, så vi glimtvist griner af os selv. Men der er desværre også en træt fornemmelse af visionsløs repetition over den gammelkendte sprogleg, ligesom stykkets grundtanke virker noget 90’er-lurvet i kanten.
Knutzon har uomtvisteligt et særligt øre for pudsigheder i sproget og en evne til at omdanne hverdagens bagatelbegivenheder til absurdkomiske scener, så vi glimtvist griner af os selv. Men der er desværre også en træt fornemmelse af visionsløs repetition over den gammelkendte sprogleg, ligesom stykkets grundtanke virker noget 90’er-lurvet i kanten. Foto: Emil Kastrup Andersen

I hjernens hjemmekontor huserer et aparte sammenrend af umulige eksistenser, skal man tro dramatiker Line Knutzon i hendes nye nonsenskomedie ”Livstidsgæsterne”. En er kolerisk, en småparanoid, en er ham fra festudvalget, en anden er optaget af andelstanken og fortrydelsen over aldrig at være kommet ind på boligmarkedet, nogen drømmer om at få læst den der nobelprisvindende samtidsroman, men forfalder hele tiden til hundevideoer på nettet, mens endnu andre bare drømmer om et bidet. Ja, sådan kan persongalleriet omtrent opsummeres som seks utålelige og genkendelige sider af samme person. En dysfunktionel forsamling, der prøver at blive et funktionelt menneske i en verden af uigennemskuelige krav, digitaliserings- og e-boks-vælde. Egentlig en rimelig omend ikke videre revolutionerende samtidsdiagnose.

I ”Livstidsgæsterne” tager Knutzon sin sprogfabulerende, legesyge stil i en endnu mere absurd og minimalistisk retning end tidligere. Med Karin Gilles surreelle kinesisk æske-scenografi som fortrængningens klaustrofobiske (kontor)rum og Elisa Kragerups sans for at omdanne replikkernes vildtvoksende nonsens til seks karakterer, får stykket et klædeligt skær af 1950’er-absurdisme og eksistentiel grundangst. Teksten er en tour de force i forvirring, et rodet virvar af modstridende følelser og pludselige indfald, en konstant kakofonisk kaglen fra det hyperbevidste moderne tankemyldersind.

Og vel er det sjovt, når bevidsthedsstrømmen bliver til en generalforsamling i andelsforeningen med udtalte samarbejdsvanskeligheder, eller når kødsovs bliver til kødsövs i en sarkastisk kommentar til tidens følgagtige jagt på nordisk autenticitet. Eller når det stoppede afløb rider én som en mare, og e-boksen bliver til en atombombe af dårlig samvittighed, når den ligger uåbnet hen et par måneder – eller syv år. Det er også både komisk og foruroligende, at døden åbenbart er en grafisk designer, der kører ladcykel og panikangsten en brutal cirkusklovn fra Ungarn.

Knutzon har uomtvisteligt et særligt øre for pudsigheder i sproget og en evne til at omdanne hverdagens bagatelbegivenheder til absurdkomiske scener, så vi glimtvist griner af os selv. Men der er desværre også en træt fornemmelse af visionsløs repetition over den gammelkendte sprogleg, ligesom stykkets grundtanke virker noget 90’er-lurvet i kanten. Den Bridget Joneske sandhed om, at vi alle jo er uperfekte og fyldt med pinlige, groteske og upassende tanker, når man tager et kig ind bag filterfacaden, må siges at være en ganske gennembelyst pointe med flere årtiers tvangsmæssige dyrkelse af antiheltinder og alskens akavethed. Og er det ikke også efterhånden, som om tidsånden er løbet lidt fra den substansløse og uforpligtende 90’er-ironi? Som om det ikke længere er nok bare at være ”noller”?

Artiklen fortsætter under annoncen

I hvert fald kræver det en del af instruktør Elisa Kragerup og ensemble at skabe sammenhæng i de løst flagrende tableauer, fragmenter og situationer. De seks på scenen spiller heldigvis overvejende godt i rollen som det spaltede sind med Niels Ellegaards ordstyrer og fredsmægler som samlende instans. Og alligevel savner man en mening i galskaben. En større nødvendighed. Det synes ikke urimeligt at forvente lidt mere nyskabelse, opbyggelighed, idé, lidt vildere visioner fra en debuterende husdramatiker.