Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Fortælling om betændt mor og datter-forhold rummer alt for mange gentagelser

2 stjerner
”Fruen” rummer en historie, som man nok mærker, at det er vigtigt for Malene Lei Raben at få skrevet ned.

Malene Lei Raben har en vigtig generationshistorie om skilsmissebørn og tankeløse forældre at fortælle, men gør det sprogligt slapt og uden at bibringe den klassiske genre noget nyt

”Skriv dog en bog om, hvor ondt du har haft det,” siger den forurettede mor til den forurettede datter i Malene Lei Rabens ”Fruen. En datters historie om kærlighed og frihed”. Og det gør hun så. Delvist i trods. Delvist fordi hun trods alt er en lydig datter og sin mor op ad dage.

Det er en historie fuld af konflikter mellem mor og datter – og en far i det fjerne. Og det er en historie, der bliver fortalt af datteren, efter at moderen er død af kræft – 74 år gammel. Moderens sygdom og død danner rammen om fortællingen. Indimellem beskrives et skilsmissebarns svære liv mellem to forældre, der hader hinanden og bor i hver sin ende af landet. Når hun skal være hos sin far og hans nye familie i Ålborg, foregår tingene på én måde, når hun er hos sin mor, er reglerne anderledes. Det er ganske præcist beskrevet, og alt for mange læsere vil nok kunne nikke genkendende til de problemer.

Forfatteren er født i 1969 og således barn af 70’erne. Hun opdrages frit af sin mor, der ikke ønsker at sætte regler op – lige indtil Malene kommer i puberteten, og moderen pludselig bliver træt af regelløshed og vil have ro og renlighed og det sidste ord at skulle have sagt. Fra begyndelsen hører Lei Raben til de ”vanskelige” og ligner ifølge moderen sin far – og det er bestemt ikke positivt ment. Moderen selv er en stærk sønderjyde, der forstår at regere. Hun har høje lederstillinger i det offentlige, er populær ude og blandt mændene og noget af et livstykke – blot ikke hjemme og i forhold sine to piger.

Forholdet mellem Malene og moderen er det mest betændte. Det er nok i perioder og øjeblikke præget af kærlighed, men mest er det konflikterne, der fylder. Da moderen bliver syg af kræft, skylder hun skylden for sygdommen på Malene, og uanset hvad Malene gør, er det aldrig godt nok. Moderen intrigerer også i hendes familie og sætter hendes børn op imod hende. Sådan set er moderen en forbandet person. Hun er Fruen i huset og tér sig som en gammeldags patriark.

”Fruen” rummer en historie, som man nok mærker, at det er vigtigt for Malene Lei Raben at få skrevet ned og få form på, men det lykkes kun delvist. Historien rummer alt for mange gentagelser og kunne godt klare endnu en redaktion. Det samme gælder, når der både fortælles og forklares uden tillid til, at læseren selv kan drage en konklusion. Stilistisk er den ujævn og svinger leddeløst mellem det vulgære og sakrale. Manden med leen får lov at optræde som en død metafor, når det er mest alvorligt, og man kunne forvente en anderledes sproglig præcision. Og metaforerne er misvisende – som her: ”Da isen brød op, og mit barndomshjem krakelerede, sad min mor og jeg på hver vores isflage”. Det er vel først, idet barndomshjemmet krakelerer, at isen mellem de to for alvor opstår?

Malene Lei Rabens historie når aldrig frem til en bearbejdning af forholdet til faderen, som åbenbart har fundet sted, for han takkes til sidste og omtales som ”min spændende og begavede far”. Den forvandling fra en tyrannisk, smålig far til en forbilledlig figur havde beriget historien. Nu fortæller hun, at hun ikke ønsker ”at mærke nogen form for indlevelse” i faderens version af skilsmissehistorie. Men det må hun jo så have gjort alligevel?

At mor er den værste i verden, har vi efterhånden fået en del litterære eksempler på. Folkeeventyrene kender til det. Henrik Stangerup, Suzanne Brøgger og Morten Sabroe for blot at nævne nogle lidt ældre har været der. Så selvom Malene Lei Raben har sin generations version at byde på, så skal der altså betydelig mere til for at overbevise om nødvendigheden af hendes udgave af det klassiske og sprængfarlige motiv.