Prøv avisen
Interview

Intet politisk parti har patent på danskheden

“De danske symboler er vores allesammens, og hvis man holder op med at bruge dem af frygt for at blive forbundet med dem, man ikke er enig med, overlader man jo hele vores kulturarv til dem,” siger kulturhistoriker Inge Adriansen, der her ses i Sønderborg. - Foto: Claus Fisker/Scanpix

De danske symboler står med god grund stærkt i Sønderjylland. Her har kulturhistorikeren Inge Adriansen gennem mere end 40 år forsket i, hvad danskhed er. Og hun er ikke i tvivl om, at vi er verdensmestre i ”ydmyg selvhævdelse”. Læs eller genlæs interviewet fra 2015 i anledning af, at Inge Adriansen er død, 73 år

Dronning Ingrids stemme var dyb, og det var hendes tanke også, da hun i forbindelse med sit 50-årsjubilæum som dansker i 1985 gav de fremmødte festdeltagere i Gråsten gåsehud med replikken:

”I Danmark er jeg ikke født, her har jeg hjemme.”

Kulturhistorikeren Inge Adriansen var til stede den dag og husker stadig, hvordan der blev musestille under dronningens tale. For med den personlige omskrivning af H.C. Andersens elskede danmarkssang satte den svenskfødte, danske dronning både ord på sin dybe kærlighed til Danmark og Andersens fædrelandssangs indbyggede problem: at man godt kan føle sig dansk, selvom man ikke er født her.

”Jeg holder ellers utrolig meget af H.C. Andersens hyldest til Danmark. Sangen er skrevet under en borgerkrig, men rummer alligevel ingen fjendebilleder med den geniale linje 'Gud giv den bedste sejr'. Men det er til gengæld kun etniske danskere, der kan synge med på 'I Danmark er jeg født'. Og det er nok også hovedårsagen til, at H.C. Andersens fædrelandssang aldrig er blevet Danmarks nationalsang, selvom den allerede blev foreslået flere gange i 1920'erne og 1930'erne,” forklarer Inge Adriansen og fortsætter:

”Frem til 1980 havde vi i stedet to nationalsange. 'Kong Christian stod ved højen mast' og 'Der er et yndigt land', men i løbet af 1990'erne sejrede 'Der er et yndigt land' helt klart over kongesangen. Det var ikke som følge af en beslutning, der var taget af regeringen eller Folketinget, men det var et folkeligt oprør, der var iværksat af danske roligans, og som blev udbredt kraftigt gennem massemedierne og endte med at blive stadfæstet af de officielle myndigheder. Sådan er mange af vores danske traditioner og nationale symboler vokset sig store nedefra. Og danskhed er også et begreb i konstant bevægelse,” siger Inge Adriansen, mens hun til ære for fotografen går tur på en bakketop uden for Sønderborg Slot.

Herfra er der både udsigt til Dybbøl Mølle, Christian X's bro over Alssund og havnekajen med velholdte huse og vuggende lystbåde i vandet. Den arbejdsudsigt har Inge Adriansen haft i mere end 40 år, for hun er stadig tilknyttet som forsker for Museum Sønderjylland, selvom hun fyldte 71 år for nylig.

”Alssund er altid i bevægelse, så udsigten er egentlig aldrig den samme. For vandet skifter også konstant farve afhængigt af skyernes trafik hen over himlen,” siger hun og betragter et øjeblik scenen, som om den var et levende guldaldermaleri. I dag sejler skyerne stærkt i den friske vind, der også tager fat i hendes hår og alle de svimlende mange dannebrogsflag i Sønderborg.

I dag er anledningen til at flage en stor ringriderfest med 500 ringridere i et tilhørende optog.

”En god holdning er en rytters pryd”, står der også med sønderjysk stolthed på et skilt ved startområdet uden for slottet og dets travle flagstænger. Men sønderjyder er i det hele taget gode til at lufte det rød-hvide flag, der engang var forbudt her på egnen.

Inge Adriansen er ikke født i Sønderjylland, men her har hun haft hjemme, siden hun som ung kulturhistoriker flyttede herned fra København. Dengang var det ikke planen, at hun skulle bruge hele sit arbejdsliv på et sønderjysk museum, men hun blev fængslet af den smukke natur og ikke mindst den stærke historie, som bliver ved med at forundre hende. Og da hun - på papiret - gik på pension sidste år, havde hendes kolleger skrevet et festskrift til hende med titlen ”Forundringsparathed”. For den store sønderjyske historie er blevet den prisme, hun har set hele den danske og en del af den europæiske historie igennem som mangeårig museumsinspektør, foredragsholder og forfatter til over 20 bøger. Hun har viet flere år af sit liv til at forske i de danske symboler, som står så stærkt i Sønderjylland, og analyseret dem over mere end 1200 sider i sit tobindsværk ”Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000”. Men alligevel tøvede hun først med at udtale sig i dette interview om begrebet danskhed, som alle har en holdning til, men få ved mere om end hende.

”At udtale sig om danskhed svarer til helt frivilligt at gå ind i løvens hule. Mange er parat til at knurre og vise tænder, hvis man udtrykker synspunkter og holdninger, som ikke svarer til deres egne forestillinger om det danske, men denne vagtsomhed er faktisk noget umiskendeligt dansk,” siger hun med et afvæbnende smil og tilføjer:

”Men ingen kan heller ikke tage patent på, hvad danskhed er. For danskhed er ikke en konkret ting, som man kan tage frem og dissekere. Det er forestillinger, der lever i hovedet på os. Og de forestillinger, vi har om det danske, er vidt forskellige, afhængigt af, hvor i landet vi bor, vores sociale klasse, og hvilken uddannelse vi har.”

Selv voksede hun op på en gård nær Skanderborg som datter af en modstandsmand. Faderen lavede jernbanesabotage og bladarbejde under krigen, og han blev taget af tyskerne, en uge efter at Inge Adriansen blev født.

”Min far kom først i Frøslevlejren og siden i kz-lejr, og han kom først hjem med en af de sidste hvide busser, mens jeg var ved at lære at gå. Det prægede selvfølgelig min barndom, at min far havde været af sted, men det gav mig også med en vis stolthed over, at han havde ydet en indsats. Det var afgjort et patriotisk barndomshjem, jeg voksede op i. En gang om året mødtes han med sine stuekammerater fra Frøslevlejren. Det gjorde stort indtryk på mig at høre dem tale.”

Som ung forsøgte hun at distancere sig fra ”den lidt stive form for patriotisme”, hun voksede op med, men hun kunne alligevel ikke slippe faderens forestilling om, hvad danskhed er.

”Mange forbinder sikkert danskhed med noget selvfølgeligt, men jeg er opdraget til, at det er noget, man også må kæmpe for. Det tror jeg stadig på. Hvis ingen yder noget til fællesskabet, dør det jo også. Og hernede i Sønderjylland er danskhed jo heller ikke noget, der er givet, men her har det været et tilvalg for nogle, at de ville være danske. På den måde var det også et dybt eksistentielt valg, folk skulle tage, da de i 1920 skulle stemme om, hvor de følte, at de hørte hjemme - i Danmark eller Tyskland. Der fandtes dengang familier, der blev splittede, og søskende, der stemte forskelligt,” siger hun, mens vi går igennem museets udstilling, hvor man kan se propagandaplakaterne fra begge lande i 1920 med hver sin karikatur af det andet land. På en dansk plakat står forknytte dansksindede flensborgere og ser de tilrejsende rigsdanskere drage bort efter folkeafstemningen. På en tysk plakat, der også skildrer stemningen lige efter folkeafstemningen, ser man fede danske vikinger forlade Flensborg, og glade flensborgere, der er lykkelige over at kunne forblive under tysk styre.

”I skolen lærte jeg selv, at det var en fejl, at vi ikke fik Flensborg, men Genforeningen blev alligevel en gigantisk fest her i Sønderjylland. Nu kunne de gennem mere end 50 år hengemte dannebrogsflag endelig komme frem igen. Og der blev straks rejst masser af flagstænger overalt.”

Kong Christian X krydsede symbolsk den gamle grænse ved Christiansfeld på sin hvide hest den 10. juli 1920, og det har museet selvfølgelig også mange malerier af. Man havde bedt kongen om at komme på en hvid hest for at opfylde en lokal spådom om, at Sønderjylland igen ville blive frit, når kongen kom ridende på en hvid hest. Men det er en skrøne, at hesten skulle være kalket hvid, fortæller Inge Adriansen, der i forbindelse med 50-årsjubilæet for Genforeningen i 1970 både mødte stalddrengen og den lille pige, der red på kongens hest i 1920.

”Hesten var en albinohest fra Visborggaard Gods ved Mariager, men den var kridtet, så dens sved ikke skulle sætte sig i kongens bukser. Det må arveprins Knud have misforstået, da han senere fortalte offentligt, at hans fars hest var kalket, fortalte stalddrengen mig. Han var nu blevet en gammel mand, mens den lille pige var blevet en stor kraftig dame, der røg cerut. Den vippede op og ned i hendes mundvig, mens hun talte, kan jeg huske,” ler Inge Adriansen.

Den tidligere museumsinspektør viser hjemmevant videre ind i udstillingen, der også rummer en afdeling om ofrene for Første Verdenskrig, der kostede 5333 sønderjyder livet. Hovedparten af dem havde kæmpet i en krig, der ikke var deres. Og det udstillede porcelæn med Dannebrog fra dengang vidner om, hvor stærk nationalfølelsen stadig var for de dansksindede sønderjyder.

”Den nationale identitet er noget særligt. For det er den, som unge mænd vil dø for. Derfor har danskhed også interesseret mig dybt i alle disse år. Som menneske har man jo mange forskellige identiteter. Jeg er for eksempel både datter, mor, hustru, kulturarbejder, offentlig ansat, medlem af folkekirken, dansker og jyde, men den nationale identitet har i mange henseender alligevel en slags overrang - hos mig og sikkert hos mange andre.”

Hun forklarer, at den nationale identitet netop er i en særlig klasse, fordi den kan sameksistere med næsten alle identiteter. Den rummer forestillingen om, at der findes et særligt fællesskab mellem borgerne i en nation på trods af kulturelle, politiske og økonomiske forskelle:

”Nogle opfatter danskhed som en helt fast og uforanderlig størrelse, fordi de kun forholder sig til den kanoniserede kulturarv, men for mig rummer danskhed også de nationale tilhørsforhold og identiteter, der er forskellige fra person til person. Og så er danskhed et resultat af en lang historisk udvikling, der har skabt nogle særlige tankegange og værdier, som præger mange af os i dag - for eksempel tryghed og tillid kombineret med selvtilfredshed.”

Grundtvigs geniale sang ”Langt højere bjerge så vide på jord” rammer den pointe lige på kornet, mener hun. Her skriver Grundtvig om, at Danmark kun er et beskedent land med bakker i stedet for bjerge, men når det kommer til stykket, er det jo nok det bedste land i verden, når han frem til.

”Sådan er den danske selvopfattelse stadig,” siger hun med et begejstret smil:

”Undersøgelser viser i hvert fald, at vi er verdensmestre i selvtilfredshed. Ikke alene bliver vi år efter år kåret som en af verdens lykkeligste folk, men vi er en suveræn vinder, når det kommer til at vurdere os selv som bedre end andre. Intet andet folk tror så stærkt på, at verden ville blive et bedre sted, hvis andre lande bare gjorde som dem end danskerne. For i Danmark har få 'for meget og færre for lidt', som Grundtvig skriver. Men man glemmer at vise selvmordsstatistikkerne frem, for der ligger vi også i toppen.”

Frihed, lighed og en betydelig magtdistance hører dog også med til det typisk danske, mener hun.

”Tyskere og amerikanere skilter for eksempel meget mere med deres akademiske titler. Men herhjemme ville man grine af folk, der finder det nødvendigt at skrive deres doktorgrad ind i deres mailadresse. Men gennem historien er danskheden også i høj grad blevet udviklet som et modbillede til især Tyskland. På Sjælland ser man måske mere svenskerne som modbillede. Men Tyskland har nok i højere grad påvirket os på godt og ondt. Dels kom de fleste europæiske strømninger til os gennem Tyskland, men den store nabo mod syd har jo også været vores militære fjende flere gange. Og uden det tyske modbillede ville vi aldrig have udviklet den danskhed, vi har i dag.”

Mens tyskere i højere grad tror på det, de får at vide fra eliten, bedømmer danskere verden ud fra det, de selv har oplevet og erfaret. Og allerede fra begyndelsen af 1800-tallet har der i Danmark været megen skepsis over for tyske, systembyggende filosoffer som for eksempel Hegel, påpeger hun:

”Både Grundtvig, Kierkegaard og de fleste af deres samtidige var opdraget i den erfaringsfilosofiske tradition og arbejdede empirisk analytisk. Og et væsentligt element i danskheden er stadig en udpræget erfaringscentrisme. Dette gælder stort set i alle samfundslag, og det kommer til udtryk både i snakken i frokostpausen på arbejdet og i videnskabelige afhandlinger. Vi tror på det, vi har erfaret. Det præger også vores forestilling om, hvad danskhed er. Og når det bliver diskuteret så hidsigt, hænger det også sammen med, at folk selvsagt har forskellige erfaringer.”

Hvor ser du hovedfronterne i debatten om, hvad danskhed er?

”Nogle ser danskhed som noget, der skal lukke sig om sig selv, mens andre mener, at danskheden skal åbne sig mod verden. Det er de to hovedfronter. Men det er også derfor, at det svært at tale om danskhed i dag, hvor vi har en stigende kultur, social og sproglig mangfoldighed gennem globaliseringen og indvandringen. Danskhed er et dynamisk begreb, der hele tiden udvikler sig i et samspil mellem den store og lille tradition.”

Den store tradition er det vedtagne fællesgods. Det er den kanoniserede kulturarv, den fælles symbolik med rigsvåben, Dannebrog, Dannevirke, Dybbøl og lige til kaffeborde og danske fædrelandssange. Det er den vedtagne kanoniserede kulturarv. Men den lille tradition er lige så dynamisk som det store kulturliv, mener hun:

”Det folkelige fællesskab på arbejdspladsen i sportsklubben, kirken og foreningslivet udvikler også vores fornemmelse for, hvad danskhed. Og ligesom fædrelandssangen blev valgt gennem et folkeligt pres, blev flaget det for eksempel også,” fortæller hun, mens Dannebrogene stadig vrider sig i vinden udenfor.

Selvom historikere som Inge Adriansen klart afviser myten om, at selveste Vorherre skulle have kastet det ned til Valdemar Sejr i Estland under et korstog i 1219, er korsflagets historie og virkninger uomtvisteligt en del af den danske identitet og sammenhængskraft.

Oprindeligt var det udelukkende kongens og statens flag, men i første halvdel af 1800-tallet begyndte folket spontant at bruge flaget, og i 1849 under treårskrigen, var København var klædt i rødt og hvidt, da de sejrrige tropper marcherede ind i hovedstaden. Folket havde erobret statsmagtens symbol, og i 1854 blev det lovligt for alle borgere at bruge Dannebrog.

”Et flag er et helt tomt symbol, og det kan tilskrives alle mulige værdier, derfor kunne både Frikorps Danmark og modstandsbevægelsen bruge Dannebrog under besættelsen. Jeg så for nyligt, at nogle ikke ville bruge Dannebrog, fordi de forbandt det med Dansk Folkeparti og det såkaldte gule Danmark, men det synes jeg er dumt. Intet politisk parti har patent på Dannebrog eller fortolkningen af danskhed i det hele taget. De danske symboler er vores allesammens, og hvis man holder op med at bruge dem af frygt for at blive forbundet med dem, man ikke er enig med, overlader man jo hele vores kulturarv til dem,” siger hun og tilføjer:

”Engang hørte jeg selv radio, mens jeg gik og gjorde klar til at sætte lys i vinduerne den 4. maj. Og i radioen talte en kvinde, at lysene jo betød, at vi viste de fremmede, at de skulle holde sig væk. Så begyndte jeg at tage lysene ned fra mine vindueskarme, indtil det pludselig slog mig, at denne kvinde da ikke skulle bestemme, hvad jeg lagde i traditionen, og så tændte jeg lysene igen.”