Da den danske komponist Bent Lorentzen døde i slutningen af 2018, 83 år gammel, efterlod han sig et omfattende livsværk, der inkluderede ikke færre end 15 operaer.
Det ville de fleste af hans kolleger nok mene var udtryk for en næsten usandsynlig produktivitet. Men faktisk tiltalte musikdramatikken ham så meget, at Lorentzen gerne havde skrevet endnu flere.
”Hvis operaen i dag havde haft samme status som på Wagners og Verdis tid, ville jeg ikke have haft noget imod kun at komponere opera,” bemærkede han i 1995 inden premieren på ”Den Stundesløse”, hans Holberg-opera i, oprindeligt, tre akter.
Den lille kammeropera var et eksperiment for komponisten. For første gang i karrieren gik han bevidst efter et populært udtryk i musikken – dels ved at skrive noget så sjældent som komisk opera, dels ved at arbejde med en umiddelbar enkelhed i vokalerne og de blot fire instrumenter på scenen.
For operagenren måtte tage ved lære af musicalscenen, hvis den skulle have en fremtid, mente Lorentzen:
Musikken skulle have ”en vis appel”, og omkostningerne holdes på et minimum.
Begge dele har formentlig spillet ind, da det midtjyske egnsteater Operaen i Midten og Det Jyske Musikkonservatorium besluttede at gå sammen om en helt ny opsætning af ”Den Stundesløse”, som kunne opleves i Herning og Aarhus den forgangne weekend.
Der er selvfølgelig langt fra uropførelsen i 1995 på Det Kongelige Teater med professionelle sangere til den lille, sekskantede teatersal på den tidligere Herning Højskole og et ensemble, der primært bestod af konservatoriets sangstuderende suppleret af den erfarne og veloplagte Jesper Buhl som Holbergs fortravlede hr. Vielgeschrey.
Men hele idéen med Lorentzens værk er netop, at farcen om Vielgeschreys pseudoarbejde og husstandens forsøg på at omgå hans forhastede befalinger skal kunne opføres let og bekvemt i mindre målestok. Det lykkedes på mange måder lørdag eftermiddag i Herning.
Kulissen var minimalistisk: fire døre at fare ind og ud ad og et firkantet hul i midten af scenevæggen til musikerne. De enkle og pangfarvede kostumer stod med deres komiske karakter i fin kontrast til et par abstrakte slowmotion-tableauer i mørke, tilsammen en visuel illustration af operaens tema om unødig stress og jag.
De samme kontraster rummede musikken. Til tider gik den helt i stå, så de unge sangeres forsigtige stemmebånd stod afklædte i den intime murstensbygning.
Men oftest var den kaotisk: Cembaloet knipsede skæmtende, oboisten udskiftede sit instrument med et andekald, dirigenten og slagtøjsspilleren stemte i med båthorn og ”slide whistle”, mens celloen glisserede klagende, og elektroniske samples bragte byens lyde indenfor på scenen.
Det var måske mere økonomiserende, end hvad godt er, at operaen var komprimeret til to akter. Det fortættede den dramatiske udvikling og stjal et par savnede arier fra sangerne, der i stedet primært gjorde sig i dramatiske recitativer med Lorentzens karakteristisk dynamiske skift mellem tale og sang.
Til gengæld indfangede den enkle, men opfindsomme iscenesættelse og sangernes komiske talenter værkets store humoristiske kvaliteter. Kække lydsamplinger af tegneseriekarakter indkapslede den gennemgående 1990’er-ironi i værket, og salen rungede af latter. Samtidig var der noget grundlæggende ærligt ved at se unge, let akavede kroppe forsøge at følge en koreografi, der lejlighedsvis inkluderede vaskeægte musicaldans.
Her var nogle dimensioner, en intim opførelse af unge sangere på vidt forskellige studietrin kunne føje til ikke blot ”Den Stundesløse”, men operaen som genre i almindelighed.
Bent Lorentzens værk fremstod både charmerende og forfriskende. I den forstand er der al mulig grund til at opsøge de små operascener rundtom i landet, når de kaster sig over værker uden for standardrepertoiret.