Prøv avisen
Bog

Iransk eksilforfatter skriver, så det synger

5 stjerner
Romanen er noget helt særligt, og den danske udgivelses timing kunne ikke være bedre: I de her år er der herhjemme et øget fokus på ligestilling og kvinders vilkår, ligesom stadig flere synes at vende blikket ud mod andre kunstscener end de vestlige. Man kan selvfølgelig også læse den uden dette in mente.

Shahrnush Parsipurs smukke, vildt fabulerende “Kvinder uden mænd” har været en torn i øjet på det iranske styre siden udgivelsen i 1989 og er nu oversat til vidunderligt dansk

Det er ikke så nemt at anmelde litteratur fra andre kulturkredse end vores egen, og der er to oplagte faldgruber: Enten forholder man sig for positivt til den pågældende bog, fordi man gerne vil være åben over for det fremmede, altså en slags ukritisk fascination af det eksotiske, eller også afviser man bogen, netop fordi den virker for fremmed, for eksotisk.

De tanker gjorde jeg mig i hvert fald under og efter læsningen af Shahrnush Parsipurs ”Kvinder uden mænd”, der nu udkommer i Gyldendals prisværdige Skala-serie med ”genopdagede hovedværker” og ”bøger, der tidligere har været glemt, misforstået eller dømt ude”.

Det sidste passer i dén grad på Parsipurs roman, der efter udgivelsen i hjemlandet Iran i 1989 blev bandlyst og sendte forfatteren i fængsel. I dag, 73 år gammel, lever hun stadig med konsekvenserne og er i eksil i USA, hvor hun har kunnet se, hvordan romanen er blevet en sællert i det iranske undergrundsmiljø og stadig mere anerkendt som stor litteratur i Vesten.

Det sidste er jeg enig i. ”Kvinder uden mænd” er virkelig en fascinerende læseoplevelse med sit enkle, krystallinske sprog og sin selvfølgelige blanding af genkendelig virkelighed og overnaturlige indslag.

Magisk realisme, fristes jeg til at kalde genren med henvisning til sydamerikanske forfattere og ikke mindst Gabriel García Márquez. Men det ville ikke være helt præcist; Parsipurs roman er vokset ud af en helt anden kultur og litteratur og er spundet af iransk folklore, overtro og mytestof.

Det skriver oversætter Nazila Ghavami Kivi også om i sit oplysende efterord og beskriver – med et lån fra den feministiske tænker Donna Haraway – Parsipur som ”spekulativ fabulator”: en forfatter der skriver fiktion, der forestiller sig en virkelighed, hvor patriarkatet, volden og den økonomiske udbytning et øjeblik er ophævet.

Det giver mening i forhold til ”Kvinder uden mænd” og dens historie om fem kvinder – en enke, to gammeljomfruer, en prostitueret og en skolelærer – i 1950’ernes Iran, der alle kommer på kant med styret og dets normer og alle ender i den samme frodige grønne have i Karadj. En slags paradis og en fredfyldt undtagelsestilstand for de fem.

Men ingen af dem er entydigt milde eller gode. De er derimod som mennesker er flest, skiftevis kyniske, lystne, kærlige, fordømmende og dumme, men fornemmer alle, at det er muligt at forandre sig. Genopstå som en anden. Også helt bogstaveligt. Som døde Munes, der bliver gravet op og pludselig har aflange uhyggelige pupiller og kan læse andres tanker. Eller Mahdokht, der gradvist bliver grøn, begynder at slå rødder og sætte knopper.

”Kvinder uden mænd” er på den led optimistisk. Forandring er mulig! Men man forstår også, hvorfor det iranske styre fandt romanen farlig. Budskabet om kvinders livsforandrende potentialer og latente seksuelle power er gift for et system, der bygger på kontrol og jomfruens renhed. Tænk, om nogen lod sig inspirere, tænk, om træets frø blev spredt ud over hele landet – for nu at blive i romanens kvinde som træ-metafor.

Den slags kan god litteratur. Sprede sig. Og oversættelsen fanger flot sætningernes vekslen mellem kort og intenst i de handlingsmættede passager og det udstrakte og smidige i de mere afdæmpede afsnit. Tag bare romanens første linje: ”Den dybgrønne have, som var omgivet af lerklinede mure, lå med ryggen til landsbyen og ud mod en bæk.”

Der er også noget filmisk over scenerne og skiftene i tempo. Måske fordi Parsipur, mens hun stadig boede i Iran, arbejdede som producer for det nationale tv. Og netop det filmiske så den iranske kunstner og instruktør Shirin Neshat, der i 2009 omsatte ”Kvinder uden mænd” til en spillefilm.

Jeg vil nu anbefale, at man læser romanen. Den er noget helt særligt, og den danske udgivelses timing kunne ikke være bedre: I de her år er der herhjemme et øget fokus på ligestilling og kvinders vilkår, ligesom stadig flere synes at vende blikket ud mod andre kunstscener end de vestlige.

Men ”Kvinder uden mænd” er nu også værd at læse uden at have alt dette in mente. Hvis blot man elsker smukt sprog, nuanceret karaktertegning, et skud mærkelighed og en melange af alvor og humor. Så er det bare om at åbne bogen. Faldgruber eller ej.