Irer skriver stærke noveller om det, vi helst ikke vil se

Sheila Armstrongs 14 noveller pendulerer sikkert mellem det urovækkende og det forfærdende

Irer skriver stærke noveller om det, vi helst ikke vil se

I en tid hvor alt går hurtigere, og alle synes stadig travlere, kunne man let tro, at noveller ville være bogbranchens redning. Kortfattede, som de jo er, og til at afslutte i et ikke alt for langt stræk. Litteratur til tiden, simpelthen!

Men sådan er det selvfølgelig ikke gået. For nok er noveller korte, men også krævende. Her er hver sætning og hver scene – i modsætning til den typiske 200-300 sider lange roman – vigtig og kræver opmærksomhed.

Sådan er det i hvert fald med gode noveller, og til dem hører de 14, der udgør Sheila Armstrongs debutsamling, “At flå en fisk”, der udkom i Irland tidligere i år og allerede nu foreligger i Signe Lyngs skridsikre oversættelse fra Jensen & Dalgaard. 

I hjertet af alle novellerne findes noget urovækkende eller decideret forfærdende, og “Rødt marked” er det klareste eksempel på det sidste. Her beskrives et marked for brugte sager i et pakhus, hvor sælgere hver morgen gør staderne klar inden åbningen. Og denne morgen går et par af dem ud for at tømme en varevogn, og så spærrer man ellers øjnene op: “Den unge piges albuer er bundet sammen på ryggen. Hendes skulderblade er skarpe som vingerne på en natsværmer, og hendes ankler er bundet sammen med håndleddene. Mændene bærer hende op på podiet på instruks fra Marci, og pigen lægges på maven lige i midten mellem dykkerdragten og de ildfaste fade.”

Hvad der siden sker skal ikke røbes her, men måden, hvorpå det uhyrlige foldes ind i hverdag og rutine, er effektiv og hårrejsende og giver mindelser om Shirley Jacksons stilskabende “Lotteriet”-novelle fra 1948. Her samles landsbyboere til det årlige lotteri, med hygge og småsludren, inden de som traditionen foreskriver stener dén, som trækker et bestemt lod, til døde.

Armstrong lader på samme måde det hverdagslige omslutte det frygtelige, mens hun i andre noveller lader det blive ved antydningen og i psykens skyggeland. Som i “Harlow” om en kvinde, som arbejder som frivillig i et dyrereservat i Amazonas, hvor hun er særligt knyttet til én af aberne. Men da hun bliver gravid, må hun forlade aben og rejse tilbage til USA. Sønnen bliver født, og årene går, han bliver voksen, og hun dør. Da han rydder op i hendes hus, er der ikke mange spor af ham, men i klædeskabet, inde bag moderens tøj, finder han “en uelegant tingest sat sammen af blikdåser, tæppestumper og træstokke, og han tænkte et øjeblik, at den var et synsbedrag, en tilfældigt opstået konstruktion, så lysets vinkel ville skifte, hvis han drejede hovedet en smule, og abefjæset atter bare vil blive til en samling gammelt tøj og skrammel.”

Moderens savn er med tiden blevet til en uhyggelig abedukke, et savnets gestalt, og hårene rejser sig, mens novellen lodder dybt i sorgen og skammen.

Ikke alle noveller i samlingen er så stærke og uforglemmelige som “Rødt marked” og “Harlow”, og hvor Armstrongs brug af skiftende fortællevinkler og andre fortællegreb er stimulerende, kan hendes flittige brug af sammenligninger godt trætte læsningen. Som “Hans åndedræt som en tabt rulle tråd” og “små stykker snavs i skyer som lort i uld”. Eller “Morgengryets farver som aften men på vrangen”. Alle tre eksempler fra den samme side.

Men “At flå en fisk” er trods dette, der i sidste ende er en smagssag, en god samling noveller, som er et fund for fans af Shirley Jacksons “Lotteriet”, tv-serien “Black Mirror” og alle andre, som sætter pris på det murrende og det mørke. Og som har tid og ro til at læse og mærke det læste. Midt i vores accelererende kultur.

Sheila Armstrong: At flå en fisk. Oversat af Signe Lyng. 228 sider. 270 kroner. Jensen & Dalgaard.