Prøv avisen

Ironi er en svær en

Fra Ludvig Holberg til Villy Sørensen: Thomas Bredsdorffs bog dækker perioden fra oplysningstiden til nutiden, og man er i godt selskab undervejs. – Begge fotos: Scanpix.

Thomas Bredsdorff skriver indsigtsfuldt, men lettere pointeløst om ironiens historie og fire guldrandede danske forfattere

Forlaget vil gerne præsentere professor emeritus Thomas Bredsdorffs nye bog Ironiens pris som en samlet fremstilling af ironiens historie. Men det er nok at tage munden lidt fuld.

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Kierkegaard som anti-nationalist

Hovedsagen i bogen er læsninger af fire guldrandede, danske forfattere Ludvig Holberg, H.C. Andersen, Herman Bang og Villy Sørensen med særligt henblik på deres brug (og opfattelse) af ironi.

Disse litterære læsninger, som bærer Bredsdorffs vandmærke stor lærdom forvaltet med ubesværet pædagogik er så omgivet af historiske udblik til sokratisk ironi, romantisk ironi, postmoderne ironi og mere almene betragtninger om, hvad ironi er for en størrelse. Og det virker, som om Bredsdorff i den korte form får dækket de væsentlige stationer.

Ironi er at sige det modsatte af, hvad man mener. Men på en måde, så det står klart om ikke før, så siden hvad man egentlig mener. Det er ikke helt nemt, og ikke uden grund bliver man som avisskribent advaret imod at bruge ironi på skrift.

LÆS OGSÅ:
Det fine ved kulturen

I en konkret mundtlig kommunikation kan man signalere ironi ved tonefald og minespil, og det kan give sig tydeligt ud af den konkrete situation, men på skrift er det svært at tilvejebringe sådanne signaler. At afkode ironi kan kræve en ret stor grad af indforståethed fra læseren, men hvad nu hvis hun er mere enig med det synspunkt, der fremføres på skrømt?

Bredsdorff er en stor ven af oplysningstiden, som han før har skrevet om, og det er ironien brugt som våben i oprørets og indignationens tjeneste, der står hans hjerte nærmest.

Når Jonathan Swift tilsyneladende gravalvorligt foreslår, at irske småbørn skal slagtes og spises for dog at være til gavn, og når en Hørup driver gæk med en Estrup, har vi ironiens finest hour. Den tjener et formål, og den er til at forstå uden at være uraffineret.

I ironiens historie møder vi imidlertid også mere vanskelige og generaliserede anvendelser af begrebet, og Bredsdorff finder, at begrebsanvendelsen nogle gange kommer meget langt væk fra oprindelsen.

Ironi kan betyde illusionsbrud som hos romantikerne, modsigelse og paradoks som hos nykritikerne, eller selve den grundlæggende attitude at betragte alting med en vis distance og relativitet. Det sidste kulminerer hos dem, man har kaldt den ironiske generation, hvor alt bliver sagt med imaginære gåseøjne omkring. Hvor oplysningstidens ironi har den stærke holdning liggende bag på skrømt-udsagnet, forholder det sig anderledes hos postmodernisterne: Alt flyder, intet kan tages alvorligt.

Man mærker hos forfatteren en vis aversion imod romantisk ironi, dekonstruktion og postmodernisme. På den anden side vil han ikke helt slå et slag for den polemiske ironi, for han har også godhed for den milde ironi hos sin gamle læremester Villy Sørensen, der svøber alle synspunkter, ikke mindst sit eget, i en vis relativitet.

Og han er kritisk over for ironi brugt som magtmiddel. Den svage må bruge det over for den stærke, men den stærke (for eksempel læreren over for eleven) må ikke bruge det over for den svage. Man hører et ekko fra Muhammed-krisen, selvom det var lidt skrappere sager end ironi, der her blev debatteret.

Som man måske kan fornemme, kommer der i perioder noget lidt svævende over bogen, og hen imod slutningen hengiver Bredsdorff sig i stigende grad til spredte betragtninger. De fire forfatteres seksualitet strejfes for straks at blive forladt igen, og han tager også små tilløb til erindringsskitser.

Ironiens pris har mange kvaliteter, og man er selvfølgelig i godt og kanonisk selskab, når Bredsdorff læser Holberg, Andersen, Bang og Sørensen. Men bogen virker samtidig, som om den er uden nogen overordnet pointe og uden noget særligt ærinde.

Når forfatteren i en bisætning lader forstå, at dette er hans sidste bog, bliver man yderligere mystificeret. Er der da så ikke et eller andet, han i særlig grad gerne vil fortælle os? Eller er det bare koketteri? Det begreb optræder vist i øvrigt ikke i bogen, selvom det vel er beslægtet med ironi.

Jeg er i hvert fald ikke helt sikker på, at han mener det. Jeg læser da også gerne en bog mere af Thomas Bredsdorff. En bog, hvor han gør regnebrættet op i forhold til de åndsstrømninger, han har mødt. Med lidt mere klartekst og lidt færre klassikere.

Bredsdorff har gjort lang og tro tjeneste for dansk litteratur, men som emeritus kan han godt tillade sig at afmønstre og gå på eventyr.

Thomas Bredsdorff: Ironiens pris. Fire store ironikere og et begreb. 260 sider. 279 kroner. Gyldendal.

Villy Sørensen, forfatter. (arkivfoto fra 1992). NORDFOTO 1996