Irsk folkeeventyr med rod i Viborg

Den oscarnominerede tegnefilm ”Sangen fra havet” rammer folkeeventyrets magi på en fin måde

Syng for dit liv eller du bliver forvandlet til en havfrue!
Syng for dit liv eller du bliver forvandlet til en havfrue!. Foto: Cartoon Saloon.

Hvis man får ”Disney sjov” i tankerne, når man hører om denne tegnefilm, så er man gået galt i byen. ”Sangen fra havet” har en helt anden tone. Her er poesi og folkeeventyr.

Ude ved den irske vestkyst ligger der en klippeø, hvorpå der er et fyrtårn, der sender sine lysstråler ud over havet. Her bor den fireårige Ben med sin mor og far. Moderen er højgravid. Hun lærer Ben gamle irske folkemelodier på et gammelt sprog. De sidder og maler billeder af havet, hvor der svømmer sæler, mens sangene fra havet synges.

Under en aftensang får moderen veer og forsvinder fra Ben og faderen. En lillesøster, der får navnet Saoirse, bliver dog efterladt. Moderen må forlade denne verden, fordi hun er af en anden verden. Hun er en selkie, hvilket er en mytologisk figur kendt i irske og skotske folkeeventyr. I vandet lever en selkie som en sælagtig skikkelse. På land efterlader en selkie sit skind og kan antage menneskekrop. Vi kender selkier som havfruer.

Nu er Ben blevet otte år, og Saoirses fireårsfødselsdag nærmer sig. Det er også dagen for moderens forsvinden. Derfor har faderen det tungt. Farmor kommer på besøg. Hun er en kontant, skrap dame, der ganske vist har sans for orden, renlighed og artighed, men ikke for selkier, fantasier og anden overnaturlighed.

I selve fødselsdagsnattens magi opdager Saoirse et hemmeligt skrin, hvori der er en pels formet som en sæl. Den passer hende, og hun tager den på og går ned til vandet, hvor hun opdager, at hun er i sit rette element. Hun vender dog tilbage til stranden, hvor farmoderen finder hende. Nu er det nok med den uorden. Farmoderen tager børnene med hjem til sig selv, og faderen smider pelsen ud i havet.

Normallivet hos farmor går ikke. Saoirse er ved at visne bort, og Ben må redde hende. Hun skal nå at synge sin sang fra havet, ellers forsvinder hun som en anden havfrue kendt fra H.C. Andersen. Han prøver derfor at nå ind i moderens verden gennem elverfolkets magi. Det kommer der poesi og smukke billeder ud af.

Filmen er det eneste dansk-producerede værk, der i år er oscarnomineret. Over halvdelen af filmen er produceret af Claus Toksvig Kjær og Frederik Villumsen fra det danske animationsfirma Nørlum, som ligger i Viborg. Det kan de godt være stolte af.

”Sangen fra havet” er nomineret som Bedste Animationsfilm ved festen den 22. februar.

kultur@k.dk