”Tropisk varme svøber sig om mig, da jeg træder ud af flyveren – gennem skumringen kan jeg se Kilimanjaros hvide snekrone i det fjerne.”
Sådan skriver teenageren Christian i sin notesbog, siddende i en liggestol i haven ved sine forældres luksuriøse bolig i byen Moshi i Tanzania. I baggrunden går familiens sorte ”nanny” og hænger vasketøj op, og Christians lillesøster leger på et tæppe på græsset. Men i græsset lurer en slange.
Der er fyldt med kontraster i ”Liberty”. Sort og hvidt, rig og fattig, iskold kynisme og svedende kroppe. Sne og tropisk varme.
Og kontrasterne var også til stede, da DR i går holdt pressemøde om sin nye søndagsserie, som ruller over skærmen for første gang den 25. februar.
På Karen Blixens majestætiske Rungstedlund nord for København mødte holdet bag serien, ført an af producent Karoline Leth, pressekorpset, som på velordnede stolerækker fik præsenteret de første afsnit af miniserien.
Serien, der i alt har fem afsnit af en times varighed hver, er optaget i Sydafrika på trods af, at den foregår i Tanzania, fortalte hun. Simpelthen fordi det var umuligt i det lille østafrikanske land, hvor virkeligheden på mange punkter stadig ligner den, Ejersbo beskriver.
Karoline Leth ”bød” på rettighederne allerede i 2009, men fik først lov at købe dem for to år siden, fortalte hun. Tv-serien er allerede solgt til samtlige de nordiske tv-stationer.
”For den handler om danskere, men altså også om skandinaver,” fortalte Karoline Leth og gav signal til at slukke lyset og sætte filmen i gang.
Det blev hurtigt tydeligt, at også de svenskere og finner, der er til stede i Moshi, og som måske spiller mindre roller i bogen, fylder mere i tv-serien og har fået det, man i film- og tv-sprog kalder for egen ”storyline”.
Vi har den ublu svenske forretningsmand Jonas Larsson (Magnus Krepper), den kærlighedssultne finne Tita og så danskerne: Jonas’ sociale hustru Katrina (spillet af Hollywood-skuespilleren Connie Nielsen) og Christians far og mor (Carsten Bjørnlund og Sofie Gråbøl). Faderen er idealistisk Danida-udsending med ønske om at indpode de tanzaniske bomuldsbønder med andelstanker, og moderen en ligeså naivt idealistisk sygeplejerske, som gør det godt, men også har det med at se henover hovedet på de børn, hun egentlig elsker.
De kæmper, de voksne, med at få deres idealer og visioner til at udfolde sig i den barske afrikanske virkelighed, hvor man kan købe det meste for penge. Og de kæmper med deres lyster.
Christian (spillet af scenekunstskoledebutanten Anton Hjejle Øberg) og hans tanzaniske ven Marcus (Charlie Karumi), ser let beklemte på det hele, mens de danser til reggae på diskoteket Liberty og oplever kærligheden for første gang.
”Liberty” udspiller sig i det såkaldte expatmiljø af (set i forhold til det resterende samfund) rige, hvide vesterlændinge, som Ejersbo altså selv var en del af som barn af to udstationerede forældre. Og beskrivelserne i romanforlægget ramte miniseriens hovedforfatter Asger Leth som ”et ekko” fra hans egen fortid, fortalte han efter pressevisningen.
”Mange af jer ved jo godt, at min far har været på Haiti,” sagde Asger Leth, der er søn af Jørgen Leth.
”Jeg er kommet på Haiti, siden jeg var teenager, og har hængt ud i det her expatmiljø med gin og tonics og ’dogooders’ (velgørere, red.), der vil redde verden, men som ender med at ryge ud i utroskab, et fuldstændigt tab af grænser. Der er mange af børnene af de udstationerede, som ender med at blive tabt på vejen.”
”Jeg har selv været på den rejse,” sagde Asger Leth.
Hvad ville mon Ejersbo selv have tænkt? Om hele markedsføringen, om omskrivningen af hans allersidste værk til tv? For Asger Leth var processen med at omskrive romanen båret af skiftende ”passion, skyld, angst, passion og så skyld igen,” fortalte han.
”Det har været grænseoverskidende overhovedet at skulle pille ved det.”
Men også han har haft et vigtigt lag at tilføje historien, påpegede han.
”Bogen lever meget i sit sprog fortalt gennem de to unge, Christians og Marcus’ øjne. Men hvorfor ikke også tage de voksnes liv alvorligt? Det gik op for mig, at det måske var der, man kunne løfte bogen videre. For det er ikke uinteressant, hvad der gør, at de taber alting på gulvet, glemmer at holde øje med deres børn...”
”Hvad sker der, når voksne mennesker kommer ned og bliver frisat for moralske grænser?”.
Også instruktøren, den svenske Mikael Marcimain havde, som barn af en sort far og en hvid mor, et personligt forhold til historien. Men derudover, fortalte han, havde ”Liberty” for ham været en anledning til at se nuancer.
”Vi er så kendte for vores ’nordic noir’, men jeg håber at vise en skandinavisk ’colourbox’. Det her er ikke en historie om et koldt mord ude midt i ingenting. Det handler om, hvem vi er sammen med, og hvordan vi er sammen. Og om farverne, musikken, lydene og duftene.”