Islændingesagaernes frække lillesøster

Tolkien øste af oldtidssagaerne i ”Ringenes Herre”, for ikke at nævne forfatterne bag tv-seriesucceserne ”Game of Thrones” og ”Vikings”. Redaktør Annette Lassen skriver essay om den aktuelle udgivelse af ”Oldtidssagaerne”

På tørret, strukket kalveskind, med fjerpen og hjemmekogt blæk, ved tranlampens dæmpede lys, i fugtige, røgfyldte rum, i vinterens tunge mørke, i sommerens maniske lys skrev middelalderens islændinge verdenslitteratur – sagaer og kvad. Som de gamle grækere interesserede islændingene sig for hele den kendte verden, deres nysgerrighed standsede ikke ved markskellet: De skrev sagaer om norske og danske konger, om frie islandske bønder, om egen samtid, om riddere i sydlige lande og om Nordens oldtid. Den sidste gruppe, oldtidssagaerne, handler om kendte sagnkonger og vikinger som Ragnar Lodbrog, Rolf Krake, Harald Hildetand, Starkad og mindre kendte skikkelser som Pile-Od, Den Enarmede Egil og Asmund Bersærkdræber. Oldtidssagaerne er den genre, der kommer tættest på eddadigtningen, både form- og indholdsmæssigt. Her møder man konger og dronninger, møkonger og skjoldmøer, bersærker og vikinger, guder, jætter, dværge og trolde.

Oldtidssagaerne var den første sagagenre, der udkom på tryk. I den politisk højspændte stemning i 1600-tallet blev de brugt som bevis for Danmarks og Sveriges ældgamle kongehuse. Svenskerne måtte basere deres argumenter på oldtidssagaerne, hvorimod danskerne også kunne bryste sig af ”Saxos Danmarkshistorie”. Men Saxo havde allerede været der: Størstedelen af hans bøger er faktisk baseret på oldtidssagaer.

Interessen varede ved. I romantikken dyrkede man Nordens oldtid, den fandt man i oldtidssagaerne, som dannede grundlag for digtkredse og gendigtninger, for ikke at tale om direkte oversættelser. Nu ansås sagaerne som et ægte udtryk for nordisk ånd. Men med kildekritikkens indtog begyndte man at stille spørgsmålstegn ved oldtidssagaernes drager, lindorme og trolde, og i anden halvdel af 1800-tallet gled de væk fra kulturens søgelys. Hjulpet på vej af den postrevolutionære interesse for almue og selvstændige bønder har islændingesagaerne siden 1800-tallet været den kendteste sagagenre. Islændingesagaernes mere realistiske optrin om bøndernes strid om alt fra træhugst, fåregræsning, ejendomsret til strandede hvaler, ære og kærlighed levede nok også bedre op til Georg Brandes’ krav til litteraturen om at sætte problemer under debat.

Med udeladelse af enkelte passager udfordrede disse sagaer heller ikke 1800-tallets bornerthed. Mange oldtidssagaer var derimod for frække til at kunne danne lekture for borgerskabets dydige døtre. Og med deres fantastiske elementer, riddere og møer, fremstod de i slutningen af perioden som eskapistisk og verdensfjern litteratur (lig de ridderromaner, der gør Madame Bovary sværmerisk indtil vanviddets grænser).

Men smagen har ændret sig siden 1800-tallet, og hvem siger også, at man kun kan elske én sagagenre. Mens islændingesagaerne som hovedregel tier om følelser og forelskelser, er oldtidssagaerne ofte eksplicit sjofle på en måde, der minder om Boccaccios ”Dekameron” fra 1300-tallet.

Oldtidssagaerne er islændingesagaernes frække lillesøster. En af disse, Sagaen om Bose og Herrød, der beskriver tre natlige eventyr med lige dele løsslupne og naive bondedøtre, indeholder så udpenslende erotiske passager, at nogle læsere syntes, at den var for hård kost. Med et skarpt redskab skrabede en ukendt person teksten bort af håndskriftets blade og udøvede på den måde censur. Passagerne findes dog i andre håndskrifter, så lige lidt hjalp det. Sagaen om Bose og Herrød indeholder også et magisk runedigt og nogle ganske uortodokse kampscener, hvor man som forklædning bruger den afflåede hud fra fjenden. Sagaen er skrevet af en forfatter med sans for stil, ordspil og ironi; hovedpersonen Bose afviser tidligt i sagaen at lære magi, fordi han ikke ønsker, at det skal stå i hans saga, at han opnåede noget med snyd.

I oldtidssagaerne er dronninger ofte visere end deres konger, som af og til helt mangler evnen til strategisk tænkning. Måske af denne grund har kongedøtrene ofte større ambitioner end at være dronning: De nægter at påtage sig deres kønsrolle, tager mandetøj og mandenavn og får et område at regere over, hvor de har hird og hær som konger. Nogle møkonger har større mod end de mandlige krigerne i deres følge, som Hervør, der som den eneste tør gå i land på Samsø – hvor der, som det hedder i sagaen, er værre om dagen end andre steder om natten (pga. gengangere og gravhøje). Ingen af møkongerne ønsker at blive gift, men de er altid umådelig smukke og det bedste parti for den giftefærdige sagahelt. Når han derfor frier, brister hendes illusion om at være mand, så møkongen svarer igen på frieriet med hård fysisk vold. Nogle gange må sagahelten mere end én gang føre krig mod sin udkårne møkonge, før det lykkes ham at besejre hende. Besejret bliver hun dog altid, og når det er sket, vender hun hjem, iklæder sig nok en gang kvindetøj, sætter sig på puderne hos sin mor – og broderer. Broderiet, må vi dog huske på, var en prestigefuld beskæftigelse.

Nogle oldtidssagaer har baggrund i historiske begivenheder, selvom disse som hovedregel er ændret til ukendelighed. Ragnar Lodbrog, som har sin egen saga, menes at have forlæg i vikingen Reginherus, som den 28. marts 845 sejlede ned ad Seinen for at plyndre Paris med 150 skibe og 5000 krigere. Middelalderens islændinge var ikke i tvivl om, at Ragnar Lodbrog var en historisk person, og de kendte selvfølgelig Paris, men de ville fortælle en helt anden historie. Ragnar Lodbrog er ifølge sin saga ikke den skarpeste kniv i skuffen, han forstår for eksempel ikke, at hans dronning, Kraka, er en usædvanlig kvinde, datter, som hun er, af Sigurd Favnersbane og skjoldmøen Brynhild. Han tror, at hun er en simpel bondepige og ser kun hendes skønhed, ikke hendes talenter, indtil han er på nippet til at lade sig skille for i stedet gifte sig med svenskekongens middelmådige datter.

Sagaen tegner et interessant portræt af Ragnar Lodbrog, han er en mand, der både overstråles af sin kone og sine sønner, og sagaskriveren lader ham næsten være biperson i egen saga. Han fortæres af jalousi over sønnernes berømmelse, og for at opnå lige så stor berømmelse som dem, planlægger han til trods for Krakas advarsler et dristigt krigstogt med kun to skibe mod England. Hvis togtet mislykkes og Ragnar dør, vil man, som han siger, aldrig glemme hans store mod, at han forsøgte at overvinde England med kun to skibe. Hvis togtet derimod lykkes, vil man aldrig glemme hans store bedrift, at han overvandt England med kun to skibe. Han ender, som bekendt, med at blive taget til fange og kastet i ormegården. Den engelske konge vil for alt i verden skåne den ukendte angriber – ikke fordi han frygter Ragnar Lodbrog, men fordi han frygter sønnernes hævn. Først da Ragnar Lodbrog er sikker på døden, afslører han, hvem han er, og sikrer sig evig berømmelse.

Dette er kun tre små nedslag i oldtidssagaerne, som længe har været forsømt i Danmark, trods deres store internationale fascination. Nogle af sagaerne har været oversat til 10 forskellige sprog, men først i disse år til dansk. Tolkien øste af oldtidssagaerne i ”Ringenes Herre”, for ikke at nævne forfatterne bag tv-seriesucceserne ”Game of Thrones” og ”Vikings”. Til efteråret udkommer på Gyldendal de sidste to bind, af i alt otte, af oldtidssagaerne. Med denne udgave foreligger for første gang samtlige oldtidssagaer på dansk, så alle kan dykke ned i deres fascinerende verden.