Der foregår en snigende islamisering af Europa. Ved de tyske domstole er hensyntagen til sharia allerede virkelighed. Den vestlige verden bliver snart løbet demografisk over ende af islam.
Udsagn af denne art er blevet mainstream i det tyske mediebillede. Men er de af den grund også sande? spørger Patrick Bahners, historiker og kulturredaktør på Frankfurter Allgemeine Zeitung. Nej! På en skala fra frygt over angst til panik er vi allerede på øverste etage – paranoiaen har overtaget den kritiske fornufts plads, og populistiske islamkritikere har fået beskæmmende let spil, lyder Bahners' konklusion i "Panikmagerne".
Både i layout og tematik kan bogen umiddelbart ligne en slags anti-Sarrazin, altså modstykket til sidste års storsællert fra den yderste islamkritiske fløj: Thilo Sarrazins "Tyskland afskaffer sig selv".
Men i virkeligheden er Bahners' anliggende langt mere omfattende. Først og fremmest blotlægger han trådene i det forgangne årtis integrationsdebat, der har banet vejen for Sarrazin, hvis bog i den brede tyske offentligheds øjne måske nok indeholder en god portion usande påstande og en del biologistisk vrøvl, men som trods alt banede vejen for et "nødvendigt tabubrud".
At der er tale om en "nødvendighed" og et "tabubrud" bestrides med ildhu i "Panikmagerne", der tolker tidens tone over for anderledes tænkende og anderledes troende som en "ekstremisme fra midten". Ved at iscenesætte sig selv som nødvendige tabu-brydere gør islam-kritikere som Necla Kelek, Henryk Broder og Ayaan Hirsi Ali blot sig selv immune over for kritik: Jeg tør sige det, og hvis du ikke er enig, kan det kun tolkes som fejhed og ikke som sandhed. Desuden er islams udbredelse i Europa netop så farlig, fordi store dele af samfundet ringeagter denne fare.
Parallelt til det selvbestaltede tabubrud har disse kritikere ifølge Patrick Bahners for længst lagt sagligheden bag sig. De kritiserer uden nogen form for empirisk belæg for deres panikskabende budskaber. Men hvad betyder det, lyder tidens hyppigste reaktion, for vi ved jo på forhånd, at det er "tendensen"? Med andre ord: Fordomme sælges som facts – og købes som facts. Med den kildetro historikers omhu dissekerer den konservative Patrick Bahners derfor den radikale islamkritik, dens vokabular, argumenter og mediestrategi. Og afslører en pærevælling af fordrejede facts, fordomme og forløjede fjendtligheder, der slører for en saglig debat af de reelle problemer.
I Bahners' til tider ustrukturerede bombe af citater fra religions- og kulturmødernes slagmark får vi blandt andet skeptiske ture gennem politikertaler og Necla Keleks forfatterskab samt utrolige anekdoter fra indføringen af "muslim-screening-tests" i delstaten Baden-Württemberg.
Et kernekapitel i bogen udgøres dog af Bahners' skarpe analyse af den tyske strid om tørklæder, der i 2003 toppede i en retssag om en muslimsk lærerindes ret til at bære tørklæde i undervisningen. Ved den tyske forfatningsdomstol endte striden med et generelt forbud, som halvdelen af de 16 tyske forbundslande siden hen fulgte. Dette forbud er i Bahners' øjne den liberale retsstats egentlige syndefald, idet den permanente mistanke mod islam her udmøntedes i konkrete love mod en befolkningsgruppe.
Mest beskæmmende er det i Bahners' optik, at der med tørklædeforbuddet faktisk var tale om en strid uden objekt: Det handlede ikke om lærerindens opførsel, om hendes holdninger eller om elever, der følte sig belemret af tørklædet. Det handlede udelukkende om, at andre potentielt kunne tage anstød af det.
I dommen overtrumfes lærerindens positive religionsfrihed således af elevernes negative religionsfrihed: at ingen må være tvunget til at deltage i et religiøst symbol. Men deltager man tvungent i et religiøst ritual i kraft af et tørklæde? spørger Bahners retorisk. Viljen til kompromis var i denne sag helt fraværende, og resultatet er en stigmatisering ikke blot af tørklædebærende lærerinder, men af tørklædebærende kvinder, ja, af anderledes troende i sig selv, mener Bahners.
Samtidig var dommen et skred i opfattelsen af den negative religionsfrihed, som oprindeligt var tænkt som en vetoret mod tvang til religion og ikke som en altomfattende beskyttelseszone, der med omhu sørger for, at det enkelte individ på sin færden gennem verden aldrig ufrivilligt konfronteres med et religiøst symbol. Tolerancezonen indsnævres atter.
Konsekvensen er ifølge Bahners, at det i dagens Tyskland og Europa er blevet salonfæhigt at foragte hele samfundsmæssige grupper – ikke for specifikke træk, men generelt for deres eksistens. Panikken er spredt så effektivt, at et tørklæde er nok til at få os til at fare sammen og se terror, sharia og gudsstater for os.
Med den nuværende integrationsdebat graver vi i Bahners' optik derfor ikke vores egen grav, men derimod vores civiliserede samfunds grav – og samtidig en afgrundsdyb kløft mellem konstruktionerne "dem" og "os".
kultur@k.dk
Patrick Bahners: Die Panikmacher – die deutsche Angst vor dem Islam. Eine Streitschrift. 320 sider. 19,95 euro. C.H. Becks Verlag.
Hver onsdag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om trosmæssige forhold