Da vi kører op over toppen på Hengill og pludselig ser Tingvalla-søen nedenfor, er det som at køre ind i et drømmelandskab. Søen ligger solbeskinnet og stille og spejler sine vulkanøer. Vandet er blankt og lyseblåt, og her er fuldstændig stille. Både liv og død er på spil her, hvor den sublime skønhed folder sig ud. Her kan han have stået, den gamle skjald, der digtede Solsangen for hen ved ni hundrede år siden. Han kvad:
Nu må jeg sige, hvor salig jeg var,
i yppige Yndeverden,
og melde, hvor såre Menneskesønner
nødig vil ligge Lig.
Solen jeg så, og det syntes mig,
som så jeg den store Gud,
den ydede jeg min allersidste
Lov i Livets Verden.
Nordpå ligger Tingvalla og det gamle tingsted. Kigger man ud i horisonten, ud over den store slette, er det ikke svært at forestille sig Gisle Surssøn eller Njal komme ridende på en islandsk hest som en lille prik langt ude. For den belæste er den islandske natur en befolket åndeverden.
LÆS OGSÅ: Virkeligheden er magisk
Der er ikke mange steder i verden, hvor litteratur, historie, natur og nation er så tæt knyttet sammen som i Island. Inde i Reykjavik så vi de islandske håndskrifter i Kulturarvhuset. Der blev der også vist en film om, hvordan håndskrifterne vendte tilbage til Island efter at have opholdt sig i København i flere hundrede år. To bøger kom sejlende, og to statsministre, en islandsk og en dansk, holdt tale for at markere situationens historiske alvor. Sagaer, eddaer og de gamle retsdokumenter, som de to bøger indeholder, var af en national værdi, som det kan være svært at forestille sig i dag. Men det var her. Islands tidligste historie og kulturudtryk var skrevet ned, og det var her, den unge nation kunne spejle sig og se sin egen forhistorie i øjnene. Selve udleveringen var også en demonstration, der viste, at Island langt om længe og selv om det holdt hårdt blev anerkendt som en nation med egne rettigheder af den gamle kolonimagt Danmark.
Island er en nation af historiefortællere. Det går tilbage til Snorre Sturlasson. Det går over Haldor Laxness. Og det går frem til vore dages Einar Már Gudmundson, Sjon, Kristín Marja Baldursdóttir og adskillige andre. Der er ikke mange nationer, der kan frembyde et lignede antal gode romanforfattere pr. indbygger, som Island kan. Der er flere af dem, der skriver en slags magisk realisme. For eksempel Sjon.
Han fik Nordisk Råds Litteraturpris for den lille, men tætte roman Skygge-Baldur i 2005. Den handler om evnesvage og mongolbørn, altså folk på uden for normalområdet, som ikke engang præsten vil vide af. Præsten sælger sit evnesvage barn og går ud i den voldsomme natur, hvor han i jagten på en hunræv selv forvandler sig til en ræv og mister sin menneskelighed. Sjon blander i sine romaner gamle myter, eventyr og skrøner med en egen, nutidig fantasi.
Nu som før er det naturen, som trænger sig på med en kraft og storhed, som vi ikke er vant til i Danmark. Men det er heller ikke i Danmark, at man i bogstaveligste forstand kan føle, at man går på vulkaner, når man kører ud over de store, rå lavamarker eller står oppe ved Eyjafjallajökull og ser, hvor beskidt gletsjeren er efter det sidste udbrud i 2010. Det er ikke i Danmark, at jorden koger over og springer op i gejsere eller syder og bobler med helvedes ild og svovl. Naturen er magisk i Island og frygtindgydende smuk.
Island byder på en voldsom natur og en barsk, men også forunderlig litteratur. Begge dele sætter mærker i en. Hvem kan glemme Laxness driftige, kvindelige, uldduftende Salka Valka, når man én gang har læst om hende? Og hvem kan glemme den voldsomme natur, når man én gang har set det syde og boble på Krysuvikurberg og er blevet draget af troldspejlet i Tingvallasøen? Det er ikke så mærkelige, at der må betales for mødet med den. Min kone gjorde det med et brækket ben, der måtte sættes sammen med skruer og plader. Her kommer der ar for livet. Det var afgiften for et møde med den yppige Yndeverden.
I denne klumme skriver Lars Handesten og Henrik Wivel på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt